√ | Som Natten, så Dagen

EPILOG

Mit navn er Amelia. Jeg er ældst af mine søskende. Jeg ligner ikke rigtigt mine forældre, ligesom Quinn og Rhia gør. Jeg ligner mest min far, men det er tilsyneladende kun mit mørke hår, jeg har fra ham. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg have troet, at jeg var adopteret.

Jeg springer ned fra den knirkende trappe og forcerer stengulvet på tåspidser, fordi det altid er så fandens koldt. Det er snart vinter, og selvom vores ildsted er stort, er der altid nogle rum, den store stenmasse i midten af bygningen ikke rigtig formår at varme op. Udenfor er dagen knapt begyndt, og lyset, der strømmer ind gennem vinduerne, er blåt og beroligende. Jeg slapper af, da jeg når ud i køkkenet til mine forældre. Når det er koldt, er vi nødt til at stuve os sammen herude alle fem til måltiderne for at holde varmen. Det er ikke så luksuriøst, men jeg synes nu egentlig, det er lidt hyggeligt. Men det fortæller jeg selvfølgelig ikke mine forældre.

"Godmorgen," hilser jeg og griber et æble fra kurven på bordet.

"Amelia, skal du ikke have mere tøj på end dét der?" spørger min far skarpt, og jeg trækker mine tænder ud af æblet for at himle med øjnene. Selvom tågen ligger tungt og vådt udenfor, og dagene er mørke og kolde, dækker min nederdel ikke engang mine knæ. Det er mode, men det vil de ikke forstå. Jeg er sytten år gammel, og jeg ved selv bedst. Faktisk, så bliver jeg snart atten, og så kan de ikke bestemme over mig længere. Jeg dør jo ligesom ikke af det.

"Slap af, far, det er hvad alle pigerne fra skolen går med. Jeg ved godt, at da du var ung, var der mange, der ikke havde råd til mere tøj eller mad, fordi der var krig og alt det er. Men det er en anden tid nu – vampyrerne er i Dødsriget, og vi er her. Følg nu med, altså."

"Der er stadig vampyrer derude, Amelia," sukkede min far, "Det ved du."

"Ja, men de tør jo ligesom ikke komme i nærheden af os, for så finder Nox dem og tager dem med til Dødsriget, hvor de hører til," siger jeg spydigt og krydser mine arme.

"Edam, vær nu sød," bryder min mor ind med hendes blide væsen, da min far åbner munden igen for at sætte mig på plads, "Amelia, søde, du kan ikke have det dér på i skole. Tænk hvis Rhia begynder at synes, at det er en god idé. Ville du synes, det var i orden?"

Jeg bider mig i læben, før jeg lader mine arme falde og sukker overdrevent.

"Fint," giver jeg efter, før jeg griber mit æble og går op ad trappen mod mit værelse for at skifte.

Min lillesøster Rhia ligner vores mor meget med sit fine, kridhvide hår og sin slanke krop, der ikke kan tage bare et gram for meget fedt på. Gid det var mig. Jeg sukker, mens jeg tykker på en bid æble og åbner mit skab.

Mine forældre havde været igennem en hel del, før de fandt hinanden. Min onkel døde før, jeg blev født. Han blev dræbt af vampyrer, da han og mine forældre sammen med Gudindens profet og nogle andre reddede verden fra at kollapse. Jeg er opkaldt efter profeten. Amelia. Tanken får mig til at rette mig en smule. Mine forældre har fortalt så mange historier om hende. Jeg vil gerne være som hun. Men profeten Amelia Strattford forsvandt. Hun havde udtjent sit formål, og hun døde, havde mine forældre forklaret. Hun havde bedt Ophelie om at lede den nye Verden, og det gør hun stadig den dag i dag. Verden er stadig mærket af krigen, men den er virkelig begyndt at blomstre.

Jeg trækker i et par tætsyede skindbukser og griber min taske med bøger, før jeg igen begiver mig nedenunder. Men på vej henover det kolde stengulv bliver jeg nødt til at stoppe op. Jeg opfanger en stemme, jeg ikke kender, og nysgerrigheden tager over. Jeg bevæger mig langsomt og musestille hen mod døren til køkkenet, så jeg kan se dem, før de kan se mig. Jeg ved godt, at det ikke er pænt at udspionere, men lyden af den fremmedes stemme vækker noget i mig, og jeg må vide, hvad det er.