√ | Som Natten, så Dagen

4.3

Det var ikke Jack, der dukkede op i døren foran mig, men en ung kvinde med sit blonde hår samlet i en høj hestehale. Hun så afmålt på mig, hvorefter hun med et hm trådte til side og gav plads til, at jeg kunne komme igennem døråbningen. Der gik et par sekunder, før jeg opdagede, at hun inviterede - eller beordrede - mig indenfor, og jeg trådte forbi hende. Rummet, jeg nu befandt mig i, var ikke lige så meget et rum, som var det en sal. Det var mørklagt med undtagelse af to fakler, der brændte i modsatte ende af salen. Mellem dem sad en kvinde. Hun sad på en høj stol, der nok nærmere passede på betegnelsen trone. Tronen stod på et podie, der var hævet flere trin over resten af lokalet. Hendes mørke hår var trukket stramt tilbage over hendes hovede, så hver en rynke, der måtte have været, blev strukket ud og efterlod hende ti år yngre. Hendes dybrøde læber matchede kappen, der faldt hende over skuldrene og skinnede svagt i det flimrende lys fra ilden ved hendes side. Hendes hænder hvilede på tronens armlæn, og under den ene hånd holdt hun noget, der glimtede rødligt i flammernes skær.
Jeg samlede al den værdighed, jeg kunne mønstre, og begyndte at bevæge mig igennem det enorme lokale. Hvert et skridt mod det kolde marmorguld under mine bare fødder gav genlyd, og som jeg kom tættere på, opdagede jeg, at der sad flere personer på podiet på begge sider af kvinden. Hendes overdådighed skyggede dem, men de sad pænt på deres knapt så dramatiske troner. Én af pladserne - den plads, der var nærmest kvinden på hendes højre side - stod tom og ensom hen, og jeg undrede mig over, hvem den mon tilhørte, og hvorfor personen ikke var dukket op. Jack stod foran dem med siden vendt til, og alles øjne faldt på mig, som jeg kom nærmere og nærmere. Jeg stoppede op et par meter bag Jack, og han så på kvinden.
"Genevria," sagde han, og først antog jeg, at han talte et fremmed sprog. Han gestikulerede mod mig med en henkastet håndbevægelse, "Dette er Amelia Strattford. Ved første øjekast er hun blot et menneske fra den anden Verden, men hendes sjæl derimod," han gjorde holdt og sikrede sig, at han stadig havde al opmærksomhed, "Hendes sjæl besvarer hidkaldelsen af Lux."
Genevria var altså ikke et sprog. Det var et navn. Kvindens navn. Jack tav, da en snært af nysgerrighed kæmpede sig vej under Genevrias kølige udtryk.
"Lad Månens lys falde ind," sagde Jack og nikkede til en tjener, der indtil nu havde holdt sig helt ind til muren nær tronerne. Ved siden af ham sad en midaldrende kvinde og skriblede på et stykke papir. Hun måtte være sekretær eller noget. Tjeneren samlede sig, forundret over Jacks ordre, men trak alligevel i et reb, der satte forskellige bevægelser i gang, og et hul i loftet åbnede sig. I dette tilfælde var det månelyset, der væltede over mig i kaskader, men en skræmmende tanke om, at de her henrettede vampyrer under Solens lys, fik en bølge af ubehag til at skylle over mig. Jeg flyttede mig fra den cirkel, lyskeglen dannede omkring mig, men Jack tog et greb om min arm og placerede mig i stedet i centrum af lyset, hvorefter han trådte til side.
Da Genevria rejste sig fra sin trone, faldt kappen hende glamourøst, elegant og ikke mindst dramatisk over skuldrene og ned af hendes figur, der med ét så høj og dominerende ud, selvom kvinden på ingen måde kunne kaldes det førstnævnte. Lige som Jack virkede hun både gammel og skrøbelig samt ung og stærk på samme tid. Hun lignede en kvinde midt i trediverne, men hendes øjne så på mig med et forventningsløst og koldt udtryk. Som om hun havde set alt i verden, og som om Jack lige havde fortalt hende om sin fantasiven.
Hun trådte ned fra podiet, så kappen smøg sig over gulvet og fulgte hende trofast for hvert et skridt, hun tog mod mig. I sin ene hånd havde hun en stok i massivt guld, der gav et dunk og dertilhørende ekko for hver andet skridt. Under hendes fingre sad en funklende rød sten, hvis lys var betagende og nærmest sugede mig til sig. Jeg fornemmede en sær, fremmed følelse af begær.

---------
NB: Da jeg er på ferie, bruger jeg Wattpad appen til at skrive på, og i må derfor have mine sproglige småfejl undskyldt. Det er også grunden til, at kapitel 4.2 blev udgivet 2-3 gange, jeg ville nemlig rette nogle fejl i teksten, men i stedet for at opdatere kapitlet, blev der udgivet nye kapitler med samme navn. Det er ikke helt optimalt, men jeg håber, det går :-)

Hvis I har lyst, må I hjertens gerne kommentere jeres tanker og overvejelser, I gør undervejs i historien. Det er interessant for mig at høre, hvad I tænker. Hvilke personer er jeres yndlings, og hvilke kan I virkelig ikke fordrage? Er der nogle, I gerne vil have uddybet mere i løbet af historien? I må også meget gerne lige sige til, hvis jeg kommer med nogle kryptiske sætninger, der er svære at forstå.

God ferie fra mig til jer!
Brochmann