√ | Som Natten, så Dagen

16.8

Tidligere: Amelia må efterlade Eliyas og de fire mennesker fra Civitas Salvus, da de kæmper mod vampyrerne, for at hun kan komme væk og udføre deres plan på egen hånd. Hun finder vej gennem tunnelerne og kæmper sig vej ind i bygningen, hvor Vampyrernes Råd holder til.

Jeg sukkede og vendte mig atter mod døren, der gemte på Mørkestenen og dens ondskab.

16.8

Jeg tog i håndtaget, men døren gav sig ikke. Den var låst. Jeg satte mig på hug foran låsen, og med spidsen af min kniv forsøgte jeg at lirke den op. Men knivsbladet var for bredt, og jeg kunne ikke få den langt nok ind. Jeg løsnede den rem, der holdt skeden om mit lår, og brugte spændet til at lirke videre med. Jeg havde tungen lige i munden, kunne mærke, at jeg var lige ved at have den. Bare lidt til højre, og så–

Et bump fra gangen bag mig fik mig til at se mig over skulderen. Jeg spejdede ind i mørket og lyttede opmærksomt efter fare. Men nye lyde kom fra en af de andre gange. De var tæt på, og jeg havde været så koncentreret om låsen, at jeg ikke havde hørt dem noget før. Det var bumpet, der havde fået mig til at løsrive min opmærksomhed. Måske var det spøgelse, der fulgte efter mig, på min side. Eller også var jeg bare meget heldig med rotterne.

"Så forfærdeligt tidligt, du kræver min tilstedeværelse, Pagor," hørte jeg en skarp kvindestemme, "Jeg håber, det er af yderste vigtighed."

Men jeg var så tæt på at slå låsen fra – måske kunne jeg gemme mig på den anden side af døren, til de havde passeret. Jeg behøvede bare få sekunder mere.

"Min Herskerinde, jeg beklager," undskyldte en nervøs mandestemme, "Det er Eliyas Winter. Han er tilbage."

Min Eliyas. Bæltespændet smuttede mellem mine fingre, men jeg greb det hurtigt.

"Tilbage?", stemmerne var alt for tæt på nu, og jeg måtte give op på låsen for at springe ind i skyggerne i en tilstødende gang, "Har han bragt Datteren til mig?"

Fra mit skjul hørte jeg dem komme nærmere. To sæt fodtrin. Nej, vent – der var flere. Bare de ikke skulle ned ad den gang, jeg gemte mig i. Jeg ville være færdig, og mine venner ville være døde. Og hvem ved, hvad de havde tænkt sig at gøre mod Eliyas? Jeg lænede mig en smule frem, så jeg kunne vurdere min fjende. Det første, jeg så var den blodrøde farve på kappen, der hang over Genevrias skuldre. Hendes skridt var hårde, faste, og hun var hurtigt for enden af gangen. Kort bag hende, med fødder der klodset hastede efter hende, gik en lille mand med flere skaldede pletter på hovedet, end der var hår. Endnu et skridt bagved gik to bevæbnede vagter, der fulgte deres Herskerinde tæt og med farlig årvågenhed.

"Deres Skyggelighed," undskyldte manden igen, og de stoppede op foran døren, "Winter dræbte tre soldater, før de formåede at tilbageholde ham."

De havde altså fanget Eliyas. Måske havde de ikke dræbt nogen af mine venner endnu. Jeg var så tæt på Genevria. Så tæt på at ende hendes liv og al den ondskab og det mørke, hun havde spredt i verdenen. Jeg løftede min bue og trak strengen tilbage, pilens spids rettet mod hendes hjerte. Jeg kunne ikke ramme forbi på denne afstand. Pilen ville finde sit mål med dødbringende sikkerhed. Men hvis jeg slap pilen nu, havde jeg ikke en chance mod de to vagter og den nervøse budbringer, og det ville helt sikkert være ude med Eliyas og mine venner.

"Jaså, rygterne talte altså sandt. Han harskiftet side," Genevrias rødmalede læber spændtes, og hun gik ind ad døren forbi manden med et køligt blik. Jeg løsnede mit greb om pilen og sænkede buen. Min chance var passeret. Jeg måtte minde mig selv om, at jeg ikke var her for at dræbe Genevria – men for at få fat i Mørkestenen.