√ | Som Natten, så Dagen

8.4

Tidligere: Amelia og Silicia er flygtet fra vampyrernes hovedstad Barion, og under dæknavnene Am og Cia er de nu blevet bragt til en lille by langt fra civilisationen, skjult i bjergene. De to brødre, Edam og Adar, hjælper dem dertil og må nu overbevise resten af byen om, at det er sikkert at give dem husly.

8.4

                  

Der var ingen dør bag de store søjler, og vi trådte direkte ind i den storslåede søjlehal. Søjlerne bar på svalegange, der var oplyst af lange rækker af fakler, og øverst oppe under det golde klippeloft hang lys og brændte. De var spændt ud mellem søjlerne og arrangeret således at lyset formede en perfekt cirkel, hvis diameter næsten strakte sig lige så bredt som selve søjlehallen. I cirklens midte brændte nok halvtreds lys fra en lysekrone, og en uventet følelse af skæbnebestemmelse skyllede over mig. Det kunne blot være et tilfælde, men mine anelser sagde mig noget helt andet. Søjlehallen syntes at være lyst op af et flammende symbol. Selvsamme symbol som det, der lyste ud af panden på mig – eller rettere, Lux. I mit sind takkede jeg ironisk Amira for ikke at have prioriteret at skære symbolet i min pande, således at det ville være synligt for landsbyboerne, der tilsyneladende var hengivne tilhængere af Lux. Men hvorfor? Så vidt, jeg havde formået at stykke sammen, så repræsenterede Lux det gode og derfor englene, der personificerede godheden selv. Men beboerne i Civitas Salvus – i hvert fald alle, jeg havde mødt indtil nu – var mennesker, så hvad fik de ud af at tilbede Lux? Og hvorfor var hele byen centreret om en engels statue? Englene var nok det bedre alternativ. De gik i hvert fald ikke rundt og hærgede resterne af menneskeheden. Men de beskyttede dem heller ikke så vidt, jeg havde oplevet. Denne kamp virkede til at foregå udelukkende mellem vampyrer og engle. Så hvad skyldtes denne hengivenhed?

Flokken bevægede sig målfast direkte ind i bjerget, og efterhånden som vi bevægede os længere fra indgangen, blev her mere dunkelt. Til sidst kunne jeg ikke længere se Ophelie, der førte an. Pludselig stoppede de op foran Silicia og jeg, og som på kommando delte gruppen sig i to, og der dannede sig en sti mellem dem. Jeg gik ikke længere fremad, men stod usikkert og forsøgte at finde ud af, om vi skulle falde på geled, eller om stien var ment til os. Kvinden, der stod ved siden af mig nikkede for at genne os videre, og jeg tog forsigtigt Silicias hånd. Vi gik side om side op ad en stor trappe, der som resten af rummet var hugget direkte ud af klippen. De første ti trin ledte os opad, før vi nåede til et plateau, hvor trappen fortsatte til både højre og venstre. Foran os var en åben dør, der kun blev afsløret i mørket af et flammende skær fra rummet bag den. Ophelie og Edam var de eneste, der ikke var stoppet brat foran trappen, og vi fugte dem ind gennem døren. Vi blev mødt af flere sæt forvirrede øjne rettet mod os, så vi stoppede akavet op lige inde for døråbningen. Det gav et sæt i mig, da døren gik i med et brag bag os, og jeg slap Silicias hånd.

"Ophelie, hvad er dette?"

Den første til at åbne munden var en ældre herre. Han så ud til at være blevet forstyrret i at studere et gammelt kort, der lå udfoldet på et lille stykke af det lange bord foran ham. Han gestikulerede med en frustreret håndbevægelse mod Silicia og jeg, og jeg bed mig i læben, mens jeg kunne fornemme Silicia trippe usikkert på stedet. To andre mænd befandt sig i rummet med os, med deres kroppe plantet i stolen og deres nu skeptiske blik plantet på os. Edam trak en stol ud, der skrabede mod stengulvet så højlydt, at det gibbede i mig. Ophelie åbnede munden for at sige noget, men Edam kom hende i forkøbet mens han slog sig ned i sin stol.

"Gill, mød Am og Cia," sagde han og vendte sig for at nikke i vores retning, "De er svaret på vores desperate spørgsmål."

"Jaså," sagde den ældre mand og kløede sig i sin gråspættede skægstubbe, "Hvordan vil du mene, at to mærkede unge kvinder skal kunne hjælpe os?"

"De er flygtet fra Barion," sagde Edam endegyldigt, men jeg havde selv svært ved at se, hvordan det var godt for andre end mig selv og Silicia. Gill sukkede tungt, og Edam fortsatte.

"Og for at svare på dit næste spørgsmål – nej. Der er ikke nogen, der har fulgt os hertil. Vi har rejst sammen i tre uger."

Tre uger? Havde jeg virkelig været i dette land mere end tre uger nu? Hvor længe havde jeg så været væk hjemmefra? Jeg havde absolut ingen fornemmelse for tid i denne verden, men det syntes heller ikke at være et synderligt vigtigt fænomen her. De fleste gjorde som de fandt det passende – når de fandt det passende.

"De kom derfra, Gill," fortsatte Edam insisterende, "De kan hjælpe os med at trænge ind."

De sidste ord gav genlyd i mig et par gange, før de sivede ind, og jeg kiggede på Silicia med store, panikslagne øjne. Trænge ind? Ville han tilbage til det helvede? Et slide-show af rædsel begyndte i min bevidsthed. Ligene, der var dømt til at rådne op i gaderne; den lille pige, alene og bange; Genevria og hendes Mørkesten; ilden, der nær havde slugt mig; og Eliyas, der reddede mig. Det var længe siden, jeg havde hørt fra Eliyas, og jeg mærkede et stik i hjertet. Han befandt sig stadig i det helvede, og jeg var bange for, at han var ved at miste den Eliyas, jeg havde lært at kende ham som; ham, der havde tilladt sig selv at føle for mig. En lille del af mig var pludselig klar til at tage tilbage med det samme.