√ | Som Natten, så Dagen

SJETTE DEL

Tidligere: Det er lykkedes Amelia at flygte fra vampyrerne med Eliyas' hjælp. Mens han trofast blev tilbage og forsvarede hende i kamp, er det imidlertid Silicia, der redder hende, da en englesoldat finder hende midt i hendes flugt. Nu er det kun Amelia og Sicilia mod resten af verden. Men hvor længe kan det blive ved?

Dette kapitel indeholder en reference til Jacks beretning fra d. 4. april 1896, hvor han deltog i et maskebal. Jeg vil anbefale, at I genlæser det, for at huske, hvad der skete dér, hvis I er forvirrede, når I begynder at læse sjette del. ;-)

Jeg håber, at I vil være gavmilde med likesne, mine kære læsere! Jeg har virkelig gjort mig umage med det her kapitel, og nu får I hele 2300 ord på én gang! Normalt kan jeg ikke skrive mere end 7-900 ord ad gangen... Men jeg føler lidt, at opbakningen til min historie er ved at dø, så jeg tænkte NÆ NEJ, de skal få et lang kapitel skal de, for min historie dør aldrig! (heheheh). LIKE LIKE LIKE - for jeg føler desværre, at jeg kun sidder tilbage med 3-5 læsere (grundet de sølle 3 likes på sidste kapitel, øv øv), hvilket efterlader mig med meget skrabet motivation til at skrive videre. Derfor, hvis I læser med, og gerne vil blive ved med at læse mere af denne historie (der efterhånden næsten er en roman - 80 sider so far!) så efterlad mig et like, så jeg ved, at I er der!

HUSK at I kan have indflydelse på historien hvis I kommenterer, hvad I synes er spændende, og hvilke karaktere, I kan lide at læse om - så hiver jeg dem nemlig ind i historien. Alt for mine kære læsere <3

Det var alt fra mig for nu - Here you have it, special edition (grundet længden, he)

Sjette del:

Jeg følte mig som en prinsesse, mens jeg af en høj, velklædt mand blev fulgt ud til kareten med de elegante, mørke heste, der tålmodigt havde ventet på os, til vi var klar til afgang. Manden var min ægtefælle, vi var gift på tredje år. Han holdt med et fjerlet greb min ene handskeklædte hånd og gav overfladisk støtte, der egentlig blot var en formalitet, mens min anden hånd elegant løftede det gyldne tekstil, der hang i flere lag ned over mig og udgjorde den smukkeste kjole, jeg hidtil havde båret. Da jeg havde besteget trinnet til kareten betragtede jeg den maske, jeg skulle bære til aftenens bal, mens min mand udvekslede venlige, humorlette hilsner med vores overbutler. Det var en hvid helmaske, der var blevet broderet med guldtråde i sirlige mønstre, så farven passede til kjolen, mens tråden snoede sig rundt om masken på samme vis som mit hår krøllede og hang og kildede mig over skuldrene. Min mand trådte ind i kareten og satte sig overfor mig. Jeg trak let på smilebåndet, men sagde ikke noget. Han smilte tilbage under det mørke tæppe, der hvilede på hans overlæbe og udgjorde det mandlige symbol; moustachen. Da kusken satte de to heste i gang med et ya!, trak jeg det ene gardin, der dækkede karetens lille vindue, til side, og så vores store hjem med de bredde piazzaer og åbne haver forsvinde bag de træer, min mands forfædre havde ladet gro omkring bygningen for at adskille den fra byens arbejdermiljø.

Da vi ankom til ballet, blev jeg ramt af et trykket, varmt indeklima. Der var så ubegribeligt mange mennesker, og jeg gjorde mig klar ved at løfte min maske op for ansigtet, velvidende at min arm ville krampe efter noget tid – men jeg var nødt til at udholde smerten, for det var uskik at lade masken falde til et maskebal. Da min mand trak sig tilbage til en af stuerne for at spille kort med det fine herskab, så jeg mit snit til at undslippe fruerne for at søge frisk luft på verandaen. Jeg nejede og undskyldte mig, hvorefter jeg snoede mig ind og ud mellem de mange kvinders store skørter og søgte de to åbne døre, der bød mig velkommen ud i den friske forårsaften.

Jeg sukkede lykkeligt, da jeg nåede det fri, og sænkede masken, da jeg var alene. Jeg trippede hen til gelænderet og så ud over den mørklagte have, mens jeg grådigt gispede den kølige forårsluft i mig. Da jeg begyndte at slappe af, lod jeg langsomt mine øjne glide i og snusede ind gennem næsen. Jeg blev forstyrret af en kortvarig, men intens smerte, der jog sig gennem min mave. Åh, det var også den dumme kjole. Den var så smuk, en gudinde værdig, men vi vidste ikke, at jeg var med barn, da syersken havde taget mine mål, og det var for sent at lægge den ud, da vi først vidste besked. Men jeg klagede ikke. Jeg tog mig til maven. Der voksede et lille mirakel inden i mig. Jeg havde ikke selv oplevet lykken ved at have en mor, da hun på tragisk vis døde i barselssengen, men alligevel vidste jeg, at jeg ville blive en fantastisk mor.