√ | Som Natten, så Dagen

15.2

Tidligere: Amelia har afsløret sin Guddommelige hemmelighed overfor Salvies høvding, Gill, for at få lov til at tage enkelte af hans folk med sig til Barion. Eliyas er på vej til bjergene, såret af Nattens Gud, og det er uvist hvor længe, han har igen. Én ting er Amelia sikker på: han har brug for hendes blod for at hele.

15.2
Jeg var gået direkte til Ophelies hus. Jeg havde brug for en plan, og hun var den bedste taktiker i landsbyen. Jeg fik hurtigt forklaret hende situationen og understreget, at jeg ønskede en snedig taktik fremfor en blodig strategi, der kunne bringe mine venner i fare. Hun havde været svær at overbevise. Langt mere vanskelig end Gill havde været. Det havde taget hende flere minutter og adskillige mistænksomme blikke og misbilligende lyde, før jeg til slut havde spurgt hende, om hun kendte hidkaldelsen. Hun nikkede langsomt med et beslutsomt ansigtsudtryk. Der var kun én måde for hende at tro på mig. Hun måtte se det med sine egne øjne. Hun tændte et vokslys i sin vindueskarm, så flammen ville binde Lux til hende, og ingen andre ville kunne se de unaturlige lys i hendes hus.
"Monstra te, Lux, face teipsum visibilis," begyndte hun, "Monstra te, Lux–"
Face teipsum visibilis
Hendes stemme trængte ind i mit hoved, og jeg hørte ikke længere ordene fra hendes mund, men fra et sted bagest i mit sind. Derinde, hvor Gudinden gemte sig. Over de sidste måneder, var den mentale mur, der adskilte mig fra min guddommelighed, langsomt blevet brudt ned, og jeg blev gradvist ét med min sjæl. Snart ville jeg være helt i kontrol. Jeg ville blive–
Lux
Jeg mærkede den usynlige snor trække i noget inden i mig, og hendes remse blev til en mumlen, der til sidst forsvandt. Tågen kom krybende i periferien af mit syn, og jeg overgav mig til den, som jeg havde gjort adskillige gange før. Jeg gav slip på min krop, men det sortnede ikke for mine øjne, som når man falder i søvn. Det blev bare tåget et øjeblik, og så var jeg fri. Denne gang åbenbarede Ophelies spisestue sig hurtigt for mig, men fra et andet perspektiv. Jeg var længere væk, ude af min menneskelige skal, men stadig i øjenhøjde. Jeg nåede lige akkurat at se Ophelie gribe min krop, der var faldet sammen i bevidstløsheden.
"Forbandede–" pustede hun, mens hun forsøgte at lægge mig ned, så jeg ikke ville vågne til blå mærker, men hendes hænder gled, da hun så op og fik øje på mig, "Gudinde."
Min krop faldt de sidste centimeter og landede på jorden med et bump, der fik mig til at skære ansigt.
"Undskyld," sagde hun uden helt at mene det, "Der står et spøgelse i min spisestue."
Og hun lignede virkelig en, der havde set et spøgelse. Mine lys lagde hendes ansigt i et køligt skær, og hun så blegere ud end normalt. Hendes udtryk fik mig til at grine, og før, jeg vidste af det, havde hun viftet flammen ud. Sikkert for at lukke munden på mig. Jeg havde fanget hende i et sjældent øjeblik, hvor hun var i vildrede og ude af kontrol, og jeg skulle aldrig glemme det. Min latter hang stadig i luften, da jeg blev revet væk fra hende.
Da jeg kom til mig selv, kastede Ophelie sig ikke i tilbedelse af mig, men som jeg havde forventet det, fremførte hun sig med værdighed og respekt. Hun spildte ikke ét sekund mere.
"Du får brug for en lille, udvalgt flok," begyndte hun, "Et par af mine bedste jægere... Hugo, Cato. Edam siger ikke nej til en chance som denne."
"De må ikke vide, at jeg er Gudinden. De er nødt til at tro, at jeg bare er profet," bad jeg og forsøgte at forklare, "Jeg ved ikke, hvordan de vil reagere, og jeg har brug for, at de er fokuserede, professionelle og ikke distraheret af alle mulige tanker, og–"
Hun nikkede, og jeg behøvede ikke at sige mere.
"Jeg har en kontakt," jeg tøvede, usikker på, hvor meget, jeg skulle fortælle, "Der kan få os ind i Barion. Han kender byen og den bygning, Rådet holder til i. Han vil hjælpe os."
"Den her plan," havde hun sagt med et eftertænksomt, men anerkendende nik, "Afhænger i høj grad af, at tingene går godt. Ellers kommer vi til at skulle slås – det er vi nødt til at være forberedte på. Vi har ikke tid til at finde en plan B, og der er ikke plads til fejl."
Og nu stod jeg altså foran et helfigurs spejl i Ophelies soveværelse. Hun havde klædt mig i en slags krigeruniform af læder og messing. Jeg havde været skeptisk, da hun til at starte med havde fået mig til at tage en smidig trikotagtig dragt på, der ikke overlod noget til fantasien og viste alt for meget hud til min smag.
"Det vigtigste er, at du kan bevæge dig," sagde hun, mens hun fandt en bunke udskårne læderstykker og lædersnor frem, "Let og lydløst. Som en kat."
Min overkrop var gemt bag en rustning af læder- og messingbuer i et skælagtigt mønster. Læderstykkerne blev bundet om mine underarme og knoer for at beskytte mig mod slag. Mine lår og bagdel blev til min lettelse gemt væk under noget, jeg forestillede mig, at de bar i det vilde vesten. Læderbukserne, der ikke helt var bukser, blev holdt oppe af et spænde om livet, og mens der var åbent ved hoften, så jeg kunne bevæge mig lige så vildt, som min egen krop tillod det, lukkede læderet sig stramt om mine lår. Mine knæled var holdt fri for igen at give mulighed for bevægelse, mens yderligere læderstykker var bundet om mine skinneben. Den brune overflade, jeg nu var klædt i, var slidt og bar præg af kamp. Ridser og mørke pletter afslørede, at krigertøjet havde været brugt før, men det faktum, at der ikke var nogle huller, forsikrede mig om, at udstyret nok skulle gøre sit for at beskytte mig mod de skarpe genstande, jeg måtte møde på min vej.
"Ja, den har altså lidt skrammer," undskyldte hun, da hun fulgte mit blik til det, der måtte være blodpletter og andre tegn på slagsmål, "Men den tjente mig godt, da jeg var ung. Nu er jeg vokset ud af den. Blodet er ikke mit, det lover jeg. Den passer dig nu ret godt."
Da jeg så på mit spejlbillede, følte jeg mig lidt som Wonder Woman på amazonernes ø, før hun fik sin klassiske superheltedragt. Jeg mærkede et sug i maven, da mine tanker faldt på Eliyas, og jeg håbede, at han ville få en chance for at se mig sådan her. Jeg havde taget på, mens jeg havde opholdt mig i bjerglandsbyen. Mine kinder var rundere og min krop syntes stærkere. Mine morgener med jagt havde udfordret min krop på nye måder, og muskler var begyndt at tegne sig på mine arme, mave og ben. Næsten to måneder var gået, siden jeg var blevet kidnappet og oplyst om, at jeg var deres længe savnede Gudinde. Siden da havde jeg været igennem helvede og tilbage flere gange. Jeg følte mig klar til kamp.
"Ophelie?" spurgte jeg og så på hendes spejlbillede bag mig i refleksionen. Hun havde ikke båret tørklædet om sin hals en eneste gang siden dengang i skoven, hvor jeg havde mindet hende om, at det var et ar, hun skulle være stolt af og ikke behøvede at skjule. Jeg følte en gnist af glæde over, at jeg havde fået hende til at droppe sin skam.
"Hm?" opfordrede hun og jeg vendte mig mod hende. Jeg tog en dyb indånding for at tage mod til mig. Hun kunne meget vel finde på at myrde mig for mine ord.
"Hvordan," begyndte jeg forsigtigt, "Hvordan blev du bidt?"

————————————
Forfatterbesked: Amelia Strattford, Amazonkrigeren. Hvad synes I? Og hvordan tror I, Ophelie er blevet bidt af en vampyr? En kærlighedsaffære, en handel, et angreb – mulighederne er mange.

Kh, Brochmann