√ | Som Natten, så Dagen

10.3

Tidligere: Amelias fødselsdag er gået på hæld, og det er lykkedes hende at holde den hemmelig.  Hun ved ikke engang, om de overhovedet fejrer fødselsdage her, men hun har ikke lyst til mere opmærksomhed, end hun allerede får. Adar fortæller hende om Salvies gamle bibliotek, som hun ivrigt aflægger et besøg:

Jeg slog op på første side, mens jeg holdt vejret af ren forventning.

10.3

Men Adar havde haft ret. Det hele stod på latin. Hver en sætning. Hvert et ord. Mit hjerte sank helt ned i maven. Det her ville jeg nok ikke få meget ud af.

"Hvordan kender du til det Oldhellige sprog, Am?" spurgte Adar, mens han holdt lampen op for at belyse bogens sider.

"Det oldhellige sprog? Det er da bare latin. Jeg havde om grundlæggende latin som valgfag i skolen, så det ville blive nemmere at lære spansk," svarede jeg, mens mine øjne scannede linjerne for noget genkendeligt. Men det hele virkede pludselig så fortabt. Bøgerne var skrevet i hånden, og, foruden ulæselig håndskrift, var blækket flere steder udtværet eller falmet til nær usynlighed.

"Hvad er en spansk?" lød det fra en forvirret og nysgerrig Adar. Jeg kiggede forundret på ham og grinte mildt af hans uvidenhed. Men så gik det op for mig, at alle, jeg var stødt på i denne verden, havde talt engelsk. Alle andre sprog måtte være gået tabt. Jeg gad vide hvor stor, verdensbefolkningen var? Med så mange udødelige skabninger, der vandrer jordens overflade og dræber dødelige i tusindvis, var det svært at vurdere. Hvad hvis vi lige nu befandt os på kanten af den eksisterende civilisation?

"Ikke enspansk. Spansk er et sprog, ligesom engelsk og latin," sagde jeg og pegede på bogens volapyk, "Der er mange, der taler det, der hvor jeg kommer fra, så det var godt at lære det, så man kunne forstå hinanden."

"Sig noget spansk, så!" bad han højst interesseret, "Jeg kender ikke nogen sprog."

"Jeg lærte det aldrig," grinte jeg lidt forlegent uden at kommentere på, at han jo egentlig talte et sprog lige nu, og han derfor kendte engelsk. I stedet kiggede jeg ned på siden i den åbne bog i mine hænder.

"Hvordan kan I så samarbejde i din verden, hvis I ikke alle sammen forstår hinanden?" lød 12-tals spørgsmålet.

"Det kan vi heller ikke rigtig," svarede jeg og skar ansigt, "Men det er ikke så voldsomt som her. Vi har ingen vampyrer og engle. Alle er bare mennesker. Men alligevel kan vores opfattelser, om hvad der er godt og ondt, stride mod hinanden."

"Vi kan da også godt blive uvenner her," sagde Adar, som om jeg talte om simple uenigheder i et venskab – ikke international krig med millioner af døde på verdensplan. Men jeg forsøgte ikke at forklare, at min verden bestod af syv milliarder mennesker, der talte syv tusind forskellige sprog, fordelt på syv adskilte kontinenter. I stedet nikkede jeg bare og bladrede videre i bogen i håbet om, at de næste sider ikke var helt så håbløse, som den første havde været.

"Kan du læse, hvad der står?" spurgte Adar, da han kunne se mine øjne bevæge sig over linjerne. Men jeg sukkede og rystede på hovedet, før jeg frustreret smækkede bogen i, så en støvsky bredte sig om den, "Vil du med tilbage så? Mor laver te til os."

"Gå du bare," sagde jeg og gav ham et smil, "Jeg har ikke helt givet op endnu. Tak, fordi du viste mig hertil."

Adar trak på skuldrene og hang den stadigt brændende olielampe tilbage på sin krog bag på døren.

"Det var så lidt," sagde han, før han trak døren til bag sig. Han lukkede den ikke helt, så jeg kunne høre hans skridt give genlyd hele vejen ned ad gangen, dernæst på trappetrinene, for til sidst at forsvinde ud mellem søjlerne.

Det varede flere sekunder, før ekkoet fra Adars skridt faldt til ro og døde ud inde i klippen. Da den fuldkomne stilhed havde lagt sig tungt over klippens dystre huler, tog jeg en dyb indånding og satte bogen tilbage på sin plads i det hul, den havde efterladt i reolen. Derefter greb jeg fat om olielampens hank og begav mig ind i de smalle mellemrum mellem reolerne. Umiddelbart kunne jeg ikke finde noget system i bøgernes opstilling. De stod ikke i alfabetisk orden, de var ikke arrangeret efter størrelse, og at dømme ud fra de forskellige brugstegn, var de heller ikke sat i kronologisk rækkefølge.

Det forekom mig, at bøgerne bare var blevet sat helt tilfældigt på hylderne. Som om man ikke havde haft til hensigt at finde noget her igen.

Jeg gik efter de bøger, hvor jeg kunne tyde bogstaverne på omslaget. Blandt dem sorterede jeg så dem fra med en titel, jeg ikke forstod et ord af. Af dem, jeg forstod et ord af, var det Christus, og ham var jeg ikke interesseret i at læse om. Det var alt dét, der ikke handlede om kristendommen, jeg ville have fat i. Alt, der kunne give mig bare det mindste hint om, hvordan denne verden var blevet, som den var, og måske – selvom mine chancer var så lave som en lottogevinst – måske håbede jeg at finde svar på, hvad min rolle var i den her krig.

Min tålmodighed var ved at slippe op, og mit håb ved at brænde ud, før mine trætte øjne bevægede sig over nogle ord, der fik en klokke til at ringe.

Parabolae de Vita et Mortem

Det sidste forstod jeg: om Liv og Død. 

---------------------------------

Forfatterbesked: I de næste kapitler forsøger jeg at gøre mig lidt klog på latin, så jeg vil lige, at der nok kommer nogle fejl i både grammatik og betydning. Men stor tak til Google Translate og min næsten glemte AP-undervisning.

Har I nogle anelser om, hvilke hemmeligheder, der gemmer sig på det såkaldte bibliotek? ;-)