√ | Som Natten, så Dagen

1.4

Hun hævede det ene øjenbryn og så dumt på mig. Nej, selvfølgelig var de ikke det. Der fandtes ikke sådan noget. Kun i eventyr og gamle skrøner. Sikke noget pjat.

"Vidste du ikke det?" spurgte hun. Hvad? Var det sandt? Var de rigtige vampyrer?

Mine øjenbryn fløj til vejrs. Jeg åbnede munden for at sige noget, men hun kom mig i forkøbet.

"Jeg må gå," sagde hun og rejste sig, "Solen er ved at gå ned."

Og med de ord forsvandt hendes skrøbelige skikkelse ned ad den mørke gang, og lyden af hendes skridt tonede ud bag hende. Nej, åh nej. Hvis de virkelig var rigtige vampyrer som i alle de gamle gyserhistorier, så betød dét, at solen var ved at gå ned, at vampyrerne var ved at stå op. Hvis man ellers skulle tro på de gamle fortællinger med, at vampyrer brænder i sollys og alt det der pjat. Hvis det passede, det, hun sagde, så var de også utrolig stærke og hurtige. Var det derfor, ham den splejsede så let som ingenting kunne bære mig over skulderen i måske flere timer? Åh, Gud, hvad var jeg dog blevet rodet ud i? Jeg sukkede og tog mig til hovedet. Hvad skulle jeg gøre?

Pludseligt var et ansigt lige foran mit helt tæt på tremmerne på den anden side. Jeg fik et chok og trak mig baglens væk fra tremmerne. Hurtighed. Manden var vampyr. Det var ikke en af dem, jeg havde set før. Ham her havde brune øjne med et besynderligt stænk af rødt. Han var mørkhåret og bemærkelsesværdigt mørk i huden. Jeg troede, at alle vampyrer var næsten helt hvide, men da jeg tænkte over det, var der faktisk mange af dem, der så solbrune ud. Hvis dem, jeg havde set ind til videre da også var vampyrer.

Jeg blev revet ud af min tankestrøm, da han grinede skummelt. Han havde noget for sig. Bag manden stod en kvinde. Ikke en hvilken som helst kvinde, men hende, der havde talt truende om min bror.

En klirren med et bundt nøgler, og en knirkende lyd, da gitterdøren blev skubbet op. Manden holdt lågen åben for hende.

"Damerne først, Amira," sagde han og ventede på, at hun gik ind i min celle. Jeg havde ramt den bageste væg, og jeg rejste mig. De fik ikke lov at finde mig på mit svageste. Kvinden og hendes blå øjne kom tættere på. Hun var næsten helt henne ved mig, og jeg kunne intet stille op.

Jeg var så tæt på væggen, jeg overhovedet kunne komme.

"Hvad er der med dig, der er så spændende?" spurgte hun med en sukkesød stemme, mens hun tog en mørk lok hår af mine og snoede den om sin finger. Hun tog en dyb indånding gennem næsen. Lugtede til mig, "Åh, du dufter helt fantastisk."

Hendes ord gjorde mig vred. Vrede er stærkere end frygt, og frygten blev overrumplet af den vrede, der nu fik mine kinder til at blusse svagt op. Hun havde truet min bror, og nu stod hun her, truende tæt på mig. Troede hun, at jeg var bange for hende?

"Hvad så," sagde jeg falsk med et skævt smil, der ikke nåede mine øjne, "Jaloux på den nye pige?"

Jeg stirrede trodsigt på hende og hun fnøs fornærmet. Hun vendte på hælene, så jeg fik hendes lyse hår i ansigtet.

"Hun er din," sagde hun kort for hovedet til manden, hvorefter hun trådte et skridt væk fra mig med armene over kors for at udtrykke, hvor fornærmet hun var.

Manden, der under det hele havde stået tålmodigt og ventet lænet op ad tremmerne, trådte nu nærmere. Han kom helt tæt på, og jeg forsøgte at skubbe ham væk med hænderne på hans brystkasse. Jeg må indrømme, at nu var jeg bange. Han fjernede håret fra den ene side af min hals og snusede ind. Han kom med en længselsfuld lyd. Var det nu, han ville spise mig?

"Ah, hun har ret, du dufter jo guddommeligt," hviskede han med munden helt tæt ved mit øre.

Før jeg kunne nå at reagere, tog han fat om min hage med den ene hånd og drejede mit ansigt til siden, så han kunne komme til. En smerte skar sig vej gennem mig, da han satte tænderne i. Jeg skreg, men han ænsede det ikke.

Efter kun et kort øjeblik – selvom det føltes som flere evigheder i smerte – trak han sig væk og vendte sig mod kvinden. Opmærksomheden fik hende til at svinge med sit glatte hår, og det tilfredst smil fandt vej til hendes læber, da han trådte et skridt væk fra mig for at nærme sig hende. Han havde mig naglet mod væggen med den ene hånd lukket om min hals, og selvom jeg forsøgte at kradse og bore mine negle ind i hans arm, var det i stedet bare mine negle, der knækkede og mine fingerspidser, der blev revet til blods. Jeg mærkede en stadig strøm af mit eget blod glide ned ad min hals fra det åbne sår, og den varme væske spredte sig over mit kraveben.

Det var surrealistisk og makabert. Manden smilte med ubehageligt opspilede øjne, hans pupiller helt små i det røde hav, der nu udgjorde hans iris. Hans blottede tænder var røde af mit blod, og jeg opdagede, at han havde munden fuld af det, da en dråbe sneg sig ud fra hans mundvige og søgte ned til hans hage. Kvinden krydsede afstanden imellem dem, tog hans ansigt mellem sine hænder, og stak så tungen ud for at gribe dråben. Hun fulgte den op til hans mundvige, som hun så kyssede. Jeg havde lyst til at brække mig, da hun blev mere og mere opstemt, og hendes mund var nu praktisk taget inde i hans kranie, mens hun trykkede sig ind til ham og tilsyneladende lod sin tunge støvsuge hver en dråbe af mit blod fra hans mund.

Da iglen løsrev sig fra mandens ansigt, var han slikket helt rent for hver en smule blod, der havde været smurt ud over hans hud. Kvinden vendte ansigtet mod mig, hendes øjne, der før havde været isblå var nu intenst røde. De nærmest glødede i mærket af hendes hunger efter blod. Hendes hår var uglet efter de to vampyrers hede øjeblik, og hun grinte forpustet, før hun blottede sine kridhvide tænder og farede hen mod mig.

Jeg ville have flygtet, men takket være mandens jerngreb om min hals, kunne jeg kun dreje hovedet en smule og forsøge at beskytte mig med mine arme. Jeg hørte et dyrisk hvæs fra manden, sådan ét, der kommer helt nede fra struben. Kvinden nåede mig aldrig. Jeg så det ikke ske, men jeg hørte lyden af hendes krop, der ramte metalgitteret med så høj kraft, at det gav sig en smule. Det ene sekund lå hun på gulvet med ansigtet skjult bag det uglede, lyse hår, der ikke var til at få styr på, men i næste sekund var hun væk i én flimrende bevægelse. Jeg mærkede luften, der var oprørt efter hendes hastigheds brud på fysikkens love. Manden havde flået hende væk fra mig og kastet hende mod den anden ende af cellen, selvom han blot et øjeblik forinden havde ladet hende spise fra hans mund som en anden fugleunge, mens en eller anden fetish blev realiseret. Nu fandt hans besidderiske blik vej tilbage til mig.

"Min," gryntede han, og en tåre gled ned ad min kind, da et skrig voksede fra mit stemmebånd og trodsede hans stærke hånd om min hals. Hans hoved fandt den lune krog mellem min skolder og min kæbe, og han satte tænderne i mig endnu engang, som om han slet ikke havde været afbrudt.

Han forsatte med at suge løs, og jeg fortsatte med at forsøge at skubbe ham væk. Jeg vred i smerte og i frygt. Men for hver muskel, der spændtes, gjorde det bare det hele værre. Jeg skreg igen, men hans stærke hånd lagde sig om min mund og lod kun små piv komme ud. Jeg lukkede øjnene og stoppede med at kæmpe imod. Det nyttede ingenting. Tårerne trillede over mine kinder, og jeg kunne mærke mit blod blive suget ud af mine årer. Det gjorde ondt. Det føltes, som om hver enkel lille muskel i min krop krampede og trak sig sammen om mine blodårer for at holde på mit dyrebare blod.

Pludselig fik det en ende. Jeg faldt til gulvet. Jeg havde helt sikkert mistet en masse blod, og jeg kunne mærke, at bevidstløsheden var på vej igen. Men jeg var nødt til at kæmpe imod. Han var stoppet så brat, som var han blevet afbrudt. Men hvem var min redningsmand? Jeg kæmpede for at få mine øjne til at fokusere og stille skarpt.

Den blonde vampyr, der kidnappede mig helt fra starten, sad foroverbøjet over mig. I hånden havde han endnu en sprøjte. Den lignede ikke den, de før havde brugt til at lægge mig i narkose eller hvad, de end gjorde. Men hvad pokker skete der for ham og hans sprøjter?

Hans øjne havde et rødt skær, jeg ikke havde lagt mærke til før nu. Havde de alle det? Nej, afrikaneren havde ikke. Den blåøjede kvinde havde heller ikke haft det tidligere så vidt, jeg huskede. Han lukkede sine øjne, og det smed mig ud af det tankespind, de havde trukket mig ind i. Han så koncentreret ud, som om han forsøgte at fortrænge noget, eller lukke noget ude. Han så på mig med et blik, jeg ikke forstod. Som om han end ikke forstod sig selv.

Jeg forsøgte at sige, at han ikke skulle bedøve mig, men ingen ord forlod mine læber, da jeg åbnede munden.

"Shh," sagde han og stak hurtigt sprøjten ind i min brystkasse. Lige over mit hjerte. En stikkende smerte, og væsken blev hurtigt opsuget af mit hårdt arbejdende hjerte og mit cirkulerende blod. Jeg stoppede med at holde fast på min bevidsthed. Det sidste, jeg opfangede, var, at vampyren løftede mig op i sine arme, som var jeg et barn, og så gled jeg væk. Igen, igen.