√ | Som Natten, så Dagen

16.4

Tidligere: Amelia og hendes venner kommer tættere og tættere på Barion, og dommedag lurer forude. Amelia føler sig forrådt over, at Eliyas har drukket et andet menneskes blod siden sidst, hun så ham, men hun har besluttet at lade det ligge og bare værdsætte, at han er rask. I nat vækker han hende med ordene:

Vampyrer. Mange.

16.4

Med hamrende hjerte og rystende hænder slog jeg teltdugen til side. Månelyset kastede en kølighed over landskabet, og den sidste røg fra bålet hang stadig i luften. Ophelie, der havde haft vagttjansen den første del af natten, var i færd med at kaste jord over bålet for at dræbe de sidste gløder, der stadig lå og ulmede. Hun så på mig med et sigende blik, og vi vidste begge, at noget var galt.

"Hvor?" spurgte jeg skarpt Eliyas, og han pegede, "Kommer de nærmere?"

"Nej," sagde han sagte. Han havde peget i retning mod floden, der lige nu gemte sig bag en bakke, og jeg satte i løb mod den. Jeg havde ikke tøvet et sekund, og det var først, da jeg begyndte at bevæge mig op ad bakken, at jeg satte farten ned. Da mærkede jeg, at Ophelie var lige i hælene på mig. Jeg var tæt på toppen nu; så tæt på at kunne se, hvad der foregik, og hvad mange vampyrer gjorde på ét sted. De kom ikke nærmere, så måske bevægede de sig ikke. Hvad var mange vampyrer? Tyve? Halvtreds? Halvtreds var mange. Rigtig mange endda. De måtte for alt i verden ikke opdage vores lejr. Jeg måtte kravle det sidste stykke, for at de ikke skulle se mig, før jeg så dem. Jeg var få meter fra at kunne se over toppen nu, men en kold hånd lagde sig på min skulder, og adrenalinen fik det til at gibbe i mig. Jeg havde nær skreget, men jeg slugte mit skrig, da jeg så, at det bare var Eliyas.

"Ikke længere," formanede han hviskende, "De kan høre jer."

Jeg tøvede, mens jeg granskede hans ansigt. Jeg kunne selv høre vampyrerne nu, og mine øjne blev store. Det summede af støj, som fra et optog ned gennem gaderne i en storby. Hærgende, råbende. Lyden var frygtindgydende. Så jeg nikkede til Eliyas. Vi ville ikke bevæge os tættere på. Jeg vendte mig mod Ophelie, der også så ud til at være påvirket af de forfærdelige lyde.

"Pas på min krop," hviskede jeg til hende, og selvom hun ikke så ud til at forstå, tilføjede jeg bare, "Og vær søde ikke at bide hovederne af hinanden mens jeg er væk."

Jeg lagde mig ned i græsset, og nu så hun ud til at forstå, hvad jeg ville. Hun havde set det én gang før, da jeg skulle bevise for hende, at jeg var Gudinden. Jeg forsøgte at lukke lydene ude og fokuserede på min efterhånden velkendte melodi, men råbene og de andre kaotiske lyde var mere påtrængende end bare lige sådan. Jeg kunne ikke nynne højere for at overdøve lydene, for chancen for, at de ville kunne høre mig, var for stor. Jeg lagde min hånd over stenen på mit bryst for at finde de ekstra kræfter, den havde givet mig i morges. Jeg tog en dyb indånding, men mit hjerte slog for hårdt, og mit blod pulsrede for hurtigt gennem mine årer til, at jeg kunne slippe min krop. Ophelie opfangede, at jeg havde problemer, og forsigtigt stemte hun i. I modsætning til mig, kendte hun rent faktisk ordende på oldtidissangen, og jeg stoppede med at nynne for bare at lytte til sangens ord. Hun var ikke ligefrem en exceptionel sanger, men hendes stemme var mild og dæmpet, og jeg havde ingen problemer med at give mig hen til hendes sang. Gennem mine lukkede øjenlåg fornemmede jeg mine mærker lyse op, og jeg vidste, at det var lykkedes. Jeg gav slip, og så var jeg fri.

Lige som i morges hang tågen nu tungt i landskabet. Men denne gang var det min tåge. Den var ikke gylden og smuk som i morges, men i stedet var den levende og magtfuld. Jeg lod den føre mig væk fra min krop, væk fra mine allierede og hen mod fjenden. Først var jeg forsigtig og tøvende, og jeg holdt tågen tyk og tæt på mig af frygt for, at vampyrerne kunne se mig. Jeg kunne høre, at jeg kom tættere og tættere på. Lydene var mere dyriske end menneskelige. Et brøl overraskede mig tæt på. Jeg kunne kun se få meter frem, og bevægelse i tågen afslørede en vampyrs passeren. Jeg fortsatte. Flere lyde, flere hvirvler i tågen. På et splitsekund brød en vampyr ind i mit synsfelt, men lige så hurtigt var han videre. Ind fra højre kom en af dem mod mig. Han var i høj fart, og jeg nåede ikke at reagere, før han farede lige igennem mig. Jeg havde set ham direkte i øjnene, men det havde ikke virket til, at han havde set mig. Jeg kendte ikke reglerne for, hvornår jeg var synlig i min åndeform. Paven og hans vagter havde ikke kunne se mig dengang, jeg havde besøgt Eliyas. Hans ven, Josias, havde heller ikke taget notits af mig. Måske var jeg rent faktisk i kontrol her.