√ | Som Natten, så Dagen

NIENDE DEL

Tidligere: Det har været noget af en færd for Silicia og Amelia, der er flygtet fra vampyrerne i Barion op i ly af bjergene, hvor de med hjælp fra to venlige brødre har fået lov til at blive. Men hvad er det for en by? Hvordan har disse mennesker levet i fred fra vampyrerne?

9.1

Jeg kunne mærke skovbunden under mine bare fødder. Det bløde, fugtuge mos kildede mig på de få steder, hvor jeg endnu ikke havde udviklet hård hud under fødderne. Min far havde lært mig, at bare tæer var nøglen til at bevæge sig gennem terrænet uden en lyd, og dyrelivet omkring mig ænsede mig end ikke. Jeg havde sat min vejrtrækning ned til noget, jeg knapt kunne mærke, og det var kun den periodevise damp, der afslørede mit åndedræt. Luften var kølig og frisk, og jeg kunne mærke blodet strømme gennem mine varme kinder. Den tidlige morgensol skinnede pletvist gennem de forårsgrønne trækroner, mens jeg snoede mig ind og ud mellem træerne med et fast greb om buen i mine hænder. Jeg havde allerede en pil mellem mine fingre, klar til på et splitsekund at spænde strengen og lade spidsen skære sig gennem luften mod sit bytte.

Mit lange, mørke hår, der ellers ville indramme mit ansigt og falde om mine skuldre, var trukket bagud i en fletning for at holde mit syn frit. Jeg var iklædt en brun skindkjole, som min mor havde syet dengang, hun var i live. Det var før, jeg blev født. Min far havde sagt, at hun gav mig sit liv, og at hun levede videre i mig. Jeg havde kun min fars familie, og han havde kun mig. Nu var han syg, og jeg var nødt til at jage for at forsørge os, selvom jeg var en kvinde. De andre så ned på os, fordi han havde oplært mig i buens kunst, men han havde ingen sønner. Han havde aldrig ladt sig selv elske efter min mor. Han havde altid forklaret deres misbilligelse med, at jeg var meget bedre end mændene. Jeg var den bedste jæger på egnen, og de andre ville ikke acceptere det. Fordi jeg var en kvinde. Men jeg behøvede ikke deres respekt for at ramme plet.

Dér.

Jeg stoppede op. Hjorten havde ikke set mig. Jeg placerede stålfast mine fødder i jorden under mig, uden at knække selv den mindste kvist. Jeg rettede ryggen og trak i buens streng, mens jeg åndede ind. Jeg holdt vejret, mens jeg sigtede, og åndede først ud, da jeg slap pilen. Pilens fjer snittede min kind på sin vej, og den slap buen og skød afsted gennem luften. Lige mellem to forgreninger af hjortens gevir fandt pilen vej til hjortens ene øje, hvor jeg vidste, at den ville dø uden at lide.

Jeg slog øjnene op med en underlig fornemmelse. Det var ikke som at vågne fra en drøm. Det var ikke en drøm, det var jeg sikker på. Jeg huskede det hele så klart. Lugten af forår i luften; lyden af vinden i de friske blade; følelsen af mos mellem mine tæer; synet af den fredeligt græssende unge kronhjort. Det var alt sammen så virkeligt. Det var mig. Eller det havde i hvert fald været. Jeg var sikker.

Jeg tog mig til hovedet i forsøget på at fastholde mindet. Gned mig i øjnene for at minde mig om, at jeg var vågen. Jeg sukkede. Så stille som muligt smøg jeg mig ud af tæpperne og rejste mig fra den slidte madras, jeg frivilligt havde meldt mig til at sove på. Det var, som om jeg kunne huske, hvordan jeg slangeagtigt skulle bevæge mig for ikke at lade stoffet give en lyd fra sig. Som om mit sind kunne huske, hvad der skulle til. Det var underligt. Jeg havde altid været så klodset. Måske var det indbildning, men jeg var næsten sikker på, at jeg kunne tilgå den indlærte evne, jeg havde tilegnet mig i mit tidligere liv. Det måtte være indbildning.

Silicia lå i sengen med ryggen til mig, og jeg kunne se hendes brystkasse hæves og sænkes i takt med hendes stille vejrtrækning. Det var Adars værelse, vi sov på. Han var rykket ind til Edam for at gøre plads til Silicia og jeg. De var alt for gæstfrie. De vidste ikke engang, hvem vi var. Men efter et par uger i ødemarken kan man vel ikke undgå at lære hinanden at kende. Alien, havde Adar kaldt mig, da jeg havde afsløret, at jeg var fra en anden verden. Og alligevel havde de lukket mig ind i deres hjem. Men det virkede heldigvis til, at Edam var ved at acceptere mig igen. Det var virkelig en byrde, der havde løftet sig fra mine skuldre.

Da jeg stille havdelukket døren ind til Silicia, havde jeg egentlig besluttet mig for at gå en turi byen, selvom det stadig var mørkt udenfor. Det måtte være tidligt om morgenen.Men da jeg begav mig igennem det lille hus, nåede jeg ikke længere endkøkkenet, før jeg blev mødt af en mørk silhuet, og jeg gispede.    

Forfatternote: Åh, hvor er det altså skønt at få så meget gang i tasterne igen! Det eneste, der mangler nu, er bare at få gang i jer læsere igen! Så like og kommenter alt det, I kan, så jeg ved, at I stadig er derude! Jeg elsker at høre jeres tanker, så læg endelig ikke skjul på noget.

Knus <3