√ | Som Natten, så Dagen

8.3

Tidligere: De to brødre, Edam og Adar, har taget imod Amelia og Silicia i deres rejsetrup, og efter en lang rejse fyld med død og ødelæggelse og ensomhed, er de kommet dybt ind i bjergenes urskove, hvor de bliver antastet af en flok bjergfolk. Det viser sig, at de kender Edam og Adar, og de fire bliver nu ført med langt op ad bjergryggen, for derefter at nå ud på den anden side.

8.3

Da jeg kunne se, hvad der lå nede i dalen, var himlen ved at lysne over horisonten bag bjergene. Dalen var hjem til en lille by. Det første, jeg lagde mærke til, var, at husene her ikke var bygget i mursten eller træ. De var alle sammen hvide, bygget i kalk. Jeg opdagede, at de ikke stod lige i forhold til hinanden. Skævheden var finurlig, og det var, som om alle facaderne var vendt mod den åbne plads i centrum. Solen brød frem mellem to bjergtinder over os, og mens vi bevægede os i slalom ned ad bjergsiden med kurs mod byen i dalen, kunne jeg se solens stråler strække sig længere og længere ned ad bjerget på modsatte side af dalen. Jeg var udmattet efter at have gået hele natten, og mine sanser var overanstrengte efter de mange timer i mørket bag lærredssækken. Solens gyldne lys afledte min opmærksomhed fra mine følelsesløse fødder og værkende knæ, og jeg fandt trøst i tanken om, at snart ville de varme stråler også nå mig.

Et øjeblik efter stod tiden stille. Trekantens spids havde nået byens centrum, og i samme sekund blev jeg overdynget i en kaskade af lys, og jeg var sikker på, at det, jeg så nede i dalen, kun kunne være en stjerne. Betaget stoppede jeg op og stirrede målløs på lyset, der ligesom kaldte på mig. Som om en del af mig altid havde manglet, uden jeg havde været klar over det, og pludselig var det lige her, lige foran mig. Et kvart sekund passerede, og jeg mærkede Adars hoved støde mod min ryg, da han ikke opdagede, at jeg var stoppet.

"Am," sagde han og trådte forvirret op på siden af mig for at se, hvad jeg havde gang i, "Hvorfor stopper du?"

Modvilligt flyttede jeg mit blik fra stjernen og kiggede i stedet på Adars nysgerrige ansigt.

"Undskyld," fik jeg frem, før jeg bukkede mig ned mod ham for at tale lavmælt, "Dér hvor jeg kommer fra, har vi kun stjerner på himlen."

Jeg smilte uforstående da han grinte højlydt og lænede sig ind til mig for at hviske i mit øre: "Men Am, det er slet ikke en stjerne." Og så gik han videre, og jeg skyndte mig op på siden af ham.

"Hvad er det så?"

"Det er en krystal," svarede han og så kort overvejende ud, "Ikke lige så værdifuld som lapis tĕnĕbrae og lapis lumen - det er bare klar diamant."

"Ikke værdifuld," gentog jeg forbavset og så måbende ned på dét, jeg havde troet var en stjerne, mens jeg rystede på hovedet. Diamanten kastede udvaskede regnbuer op på klippevæggen rundt om hele dalen, og den spejlede sig i de kalkhvide huse, der lyste op i svage regnbuefarver.

"Er det her, I bor?" spurgte jeg efter et stykke tids tavshed, og Adar nikkede.

"Velkommen til Civitas Salvus," sagde han og slog armene ud til siden med front mod dalen, og et kort øjeblik mindede han mig om kristusstatuen uden for Rio de Janeiro. Men så blinkede han til mig, "Vi kalder hende bare Salvie."

Civitas Salvus. Hm. 'Den frelste civilisation'... Eller var det 'by'? Jeg gik længe og spekulerede over, hvorfor de var frelst. Måske havde de indgået en fredsaftale med vampyrerne, eller måske havde vampyrerne aldrig tænkt over at lede efter mennesker i bjergene. Det kunne også være, at dæmonmaskerne var for at skræmme de vampyrer væk, der skulle have været kommet forbi.

Jeg var ved at dejse om af udmattelse, da vi endelig nåede byen. Men turen stoppede ikke her, og vi fortsatte op ad en brostensvej, der så ud til at føre direkte gennem byen. Herfra kunne jeg se lysets kilde tydeligere, og jeg blev overbevist om, at det ikke var en stjerne. Adar havde haft ret. Det var en diamant. En sleben diamant, der var udformet som en statue på størrelse med en mandsperson. Man kunne nok bygge adskillige paladser for denne diamants værdi derhjemme. Da vi kom helt op til den åbne plads med diamanten i centrum, kunne jeg se, at det forestillede en engel. Hendes vinger var foldet ned langs hendes sider og fjerspidserne nåede næsten den sokkel, hun var placeret på. Hun var svøbt ind i lange klæder, der smøg sig om hendes krop, og hun stod med hænderne foldet over sit hjerte. Fordi hun var udhugget i klar diamant, kunne man se, at der, dér hvor hendes hjerte ville have været, var placeret en ikke-transparent sten. På grund af den måde, solens lys blev brudt i små stykker regnbue af diamantens overflade, forekom stenen mig lidt som en opal, der ændrer farve, alt efter hvordan lyset rammer den. På soklen stod der angivet:

Betira Lynnia Fiorenza af Serib

★1156 - †1690

Efterfulgt af en latinsk sætning, som jeg ikke fattede en brik af. Jeg lod mit blik glide over statuen fra top til tå, men det var ikke mange sekunders beskuelse, jeg fik tid til, for truppen fortsatte ligeud. Da jeg endelig løsrev mit blik fra det smukke kunstværk, så jeg, at vi havde kurs lige mod en åbning, der var udhugget direkte i bjergvæggen. Den var storslået og officiel som fronten på et tempel med søjler og en trekantsgavl, der ledte os ind i bjergets mørke dyb.

_____________________________

Hej med jer, jeg har savnet jer. <3

- Kan I finde referencen til Jacks beretninger og breve? ;-) Jeg er efterhånden ved at få opbygget et godt net af sammenfattende handlingsforløb og små detaljer, der skal binde det hele sammen, men er det overhovedet til at finde rundt i?