√ | Som Natten, så Dagen

15.5

I flere dage følte jeg, at nogen holdt øje med os. Med mig. Det var nok Ramon, der lurede fra skyggerne. Tanken gav mig myrekryb. Jeg havde ikke forladt min krop siden vores lille sammenstød. Jeg havde ikke turde. Jeg var bange for, at jeg ikke ville komme tilbage fra det.

Himlen havde åbnet sig over os, og regnen stod ned i stive stænger. Alt virkede lidt mere trist og gråt, når solen ikke kastede sit lys ned mod os gennem hullerne i trækronerne over vores hoveder. Fyrretræer havde omringet os hele vejen. Lige fra vi forlod tunnelen og trådte ud på det bløde mos, der lå over hele skovbunden. Det var det eneste, der kunne overleve i kulden og det begrænsede lys, der nåede ned gennem de flere hundreder år gamle træer. I det mindste trodsede de eviggrønne nåletræer de kuldebidte bjergtoppe og den periodevise sne, der hærgede udenfor Salvie, og det var ikke et dødt, stenbeklædt underlag, vi skulle forcere. Det var faktisk en smule hyggeligt mellem stammerne, mens regnen dryppede roligt, men stødt fra kronerne. Af og til dumpede en kogle ned fra himlen i nærheden og skræmte mig fra vid og sans.

Vi snakkede aldrig særligt meget mens vi gik. Når en af os skulle vælge at åbne munden, var det for det meste blot en bemærkning om vejret, hestene eller dem, vi havde forladt i Salvie. Ellers gik vi alle dybt begravede i vores egne tanker. Jeg var bange for, hvad der skulle ske, når vi nåede Barion. Jeg vidste ikke, om de andre var bange. Hvis de var, lod de mig i hvert fald ikke se det. Men jeg var bange. Bange for, at gode mennesker skulle ofres for min sag. Bange for, at vi ikke ville få fat på Mørkestenen, og det hele ville være forgæves. Hvad ville der ske, hvis min menneskekrop døde? Jeg mærkede Solstenens tilstedeværelse under mine mange lag uld og pels, og den beroligede mig med sin kølige berøring mod min hud. Den forsikrede mig om, at det nok skulle gå. Jeg havde fået Salvies bedste og eneste smedje til at lave mig en halskæde ud fra beskrivelsen i dagbogen tilhørende Adars slægtning, Emilié Meridia. En tråd af sølv, der slangede sig rundt om den glimtende sten og bandt den fast til sølvkæden om min hals. Jeg forsøgte at ære Betira, der havde været der for mit folk længe før, jeg selv kunne beskytte dem. Hun gav dem sit liv, og nu måtte jeg forsøge at gøre det mindst lige så godt, som hun havde gjort det. Men var jeg også villig til at ofre mig selv? Kunne jeg smadre kun den ene sten, eller ville fysikkens love tvinge mig til at tilintetgøre begge? Kloden er rund, og mens det er lyst på den ene side, vil det altid være mørkt på den anden. Man kan ikke have det ene uden det andet.

Vi havde nået floden, som vi skulle følge næsten hele vejen til Barion herfra. Vegetationen var blevet en del tættere, og vi kunne ikke længere se flere hundrede meter frem for os, som vi havde kunnet det blandt nåletræernes slanke, nøgne stammer. Det gjorde os alle sammen en smule mere nervøse, end vi havde været i forvejen. Som om nogen af os havde brug for en paranoid nervesammentrækning hver eneste gang, en fugl farede op fra en busk, vi passerede. For at slå lejr havde vi trukket os dybere ind i vegetationen, der omgav floden. Cato havde påpeget, at vi kunne blive mødt af en anden gruppe rejsende i nattens slør, mens vi lå og sov uvidende i vores telte. Det var ret usandsynligt, at vi skulle støde på noget her, der hverken fløj, svømmede eller gik på fire ben. Floddalen, vi gik i, var blevet en del bredere og ville snart flade ud og blive til vidtstrakt hede, men vi var stadig mange dages rejse fra nærmeste civilisation. Og så alligevel, hvis man af en eller anden årsag havde sat sig for at vandre en tur i bjergene, så ville man gå langs floden, som vi. Så jeg var gået med til at slå lejr i en lysning på sikker afstand.

Vi var nu på femtedagen og havde efterhånden fundet en god rytme. Vi gik i omkring otte timer om dagen, før vi fandt et sted at slå lejr. To af os ville sætte ud for at sætte nogle fælder op blandt træerne i nærheden, så vores aftensmad kunne få lov til at fange sig selv. To ville gå ud for at finde brande, og to ville tøjre hestene og sætte lejren op. På den måde ville ingen være alene, hvis der skulle ske noget.

Men hver aften, når vi ville gå i gang med at forberede maden, ville vi være overraskede over, hvor lidt brød og rodfrugter, der var tilbage i beholderne. Vi havde omhyggeligt talt og rationeret vores beholdning, men alligevel var der for lidt gang på gang. Nogen eller noget stjal fra os. Silicia og jeg var stadig i gang med at sætte teltene op i udkanten af lysningen, mens Hugo var ved at tænde op for et bål i midten. I aften var det Cato, der tjekkede vores forsyninger.

"Hugo, jeg sværger til Gudinden, hvis jeg finder ud af, at det er dig, der render og tager fra taskerne," begyndte Cato uden at færdiggøre sin trussel. Det var ham, det gik mest på. Han var opsat på at klare rejsen, og han var derfor især opmærksom på, at vi havde proviant nok til at klare turen hjem også. Og for at retfærdiggøre Catos hentydning, var det nok Hugo, der var den mest robuste af os alle. Cato var gruppens alderspræsident, og måske følte han, at det gav ham nogle privilegier eller en autoritet, som vi andre ikke kunne hamle op med. Dermed ikke sagt, at det var i orden at anklage Hugo på den måde.

Heldigvis nåede Cato ikke at tage den længere, før der lød et knæk efterfulgt af et svirp med en gren fra buskene i nærheden af hestene; i nærheden af Cato og vores provianter. Han var hurtig til at reagere, og i to lange skridt havde han nået sit spyd og tvunget det med stor kraft ind i buskadset. Måske havde det været en stenbuk eller en bjergged, der var blevet nysgerrig på hestene, eller nød nogle blade fra en busk, før den måtte stikke halen mellem benene for at undgå spydspidsen. Vi havde set enkelte flokke i dalen, men de havde aldrig været så tæt på. Cato håbede nok på, at det var et festmåltid, der lige havde banket på vores dør.

-----------------------------

Forfatterbesked: Jeg har forresten opdateret første kapitel, så Amelia fremstår lidt mere interessant og knapt så basic. Jeg har nemlig selv gået og krummet tæer over første kapitel vildt længe og ærgret mig over, at det var dét, der mødte nye læsere. Hvad synes I?

Kh Brochmann