√ | Som Natten, så Dagen

12.5

Tidligere: Under sin ufrivillige middagslur, bliver Amelia noget så uhøfligt afbrudt. Hun har nemlig en ubehageligt realistisk drøm, der grænser til et mareridt. Den indebærer en vis mystisk dragende, rød sten. Uanset, om det var drøm eller mareridt, vågner hun i Lynns baghave med en åbenbaring. Måske kan dette bringe hende på sporet til at få løst det mysterium, der er hendes nye liv.

Jeg vidste, hvad jeg måtte gøre. Hvem jeg måtte tale med.

12.5

Jeg kunne ikke tage hen til kilden, der ellers havde været mit ideelle sted for en astralrejse, for det var netop dér, at Lynn og nogle af byens andre kvinder i øjeblikket var i færd med at vaske tøj. Jeg så mig om i baghaven, der grænsede op til en mindre skov, mens to hegn af hasselnødbuske beskyttede mig fra naboernes udsyn. Var baghaven sikker nok? Jeg lagde nakken tilbage og så op i æbletræets krone. Gennem de svajende blade fik jeg øjenkontakt med solen. Jeg lukkede øjnene og mærkede de beroligende solstråler mod mit ansigt. Ja, baghaven gik an. Men jeg måtte være hurtig.

Jeg lod mig glide ned af stammen, som jeg havde siddet op ad, indtil min krop lå udstrakt under træet. Skyggerne fra bladene bevægede sig dansende over min hud, så lyset bag mine lukkede øjenlåg flimrede for mit syn. Jeg vendte mine håndflader mod jorden og strakte mine fingre, så græsstråene kildede mellem dem, og jeg kunne næsten bilde mig selv ind, at det var følelsen af Eliyas' fingre, der fandt vej ind mellem mine, mens vores hænder flettedes sammen. Tanken bragte et smil på mine læber. Jeg lyttede til fuglenes bekymringsfri kvidren og den rislende lyd af den svage vind mod træernes sprøde blade. Indimellem gled en let brise over min krop, og når den nåede mine læber, var jeg næsten sikker på, at det var Eliyas' sukkende åndedræt der ramte dem, lige inden hans perfekte læber ville møde mine i et kys. Melodien voksede i mig og lød i mine tanker, før den fandt vej til mit stemmebånd. Mantraagtigt nynnede jeg, mens jeg mærkede mit sind langsomt frigøre sig fra min krop. Først var det tæerne, der blev følelsesløse. Så kunne jeg ikke længere mærke de kærtegnende græsstrå mellem mine fingre. Lige før mine øjenlåg blev bælgmørke, blev lyden af min melodi dæmpet og fjern, som om jeg var under vand.

Da jeg åbnede øjnene igen, hang jeg velkendt vægtløs over min krop. Det var stadig et angstprovokerende syn for mig, men dog ikke lige så makabert og skræmmende som de første gange, jeg havde set mig selv ligge livløs og åndeløst forladt. Denne gang så jeg ganske drømmende ud og med et forelsket smil plantet på mit fjogede ansigt.

Ved Ramons bagdel, Amelia, du har ikke tid til at være forelsket, bandede jeg af mig selv, før jeg lod mig opsluges af min ven, tågen. Men jeg kunne ikke forhindre mine følelser. Og med sommerfugle i maven, føltes flyveturen endnu mere hvirvlende.

Billedet, der mødte mig, af Eliyas var et uvant, urovækkende syn. Med det ene knæ mod marmorgulvet, foldede hans krop sig over det rejste knæ, så hans skikkelse fremstod ydmyg og lille. Hans hoved var bøjet og hans nakke blottet, mens han talte ned i gulvet.

"–eftersøgningen indtil videre uden frugt, Deres eminence," hørte jeg hans ord sprede sig med hurtigt følgende ekko i det store, højloftede rum. Det var, som om jeg havde rejst i tiden. Væggene var bemalede med sirlige mønstre i guld, og brudt op af mørke, udskårne mahognipilastre. Marmorgulvet var primært cremefarvet, men med et mønster af mindre, sorte firkanter.

Når jeg så ned mod Eliyas, blev mit synsfelt delvist blokeret af bagsiden af en overdimensioneret stol, der med sine udskårne detaljer matchede den antikke stil i resten af rummet. Til både højre og venstre for den store stol stod to menneskelige skikkelser fuldstændig stille som to statuer, der bevogter en port. Selvom stolen tårnede sig op over de to skikkelser, stod de alligevel ranke og udstrålede styrke og autoritet. De var begge klædt i en hvid kappe, der hang tungt ned fra deres skuldre. Begge med en lang slids, der delte kappen i to fra gulvet til midt på deres ryg. Mændenes højre hånd var fastlåst om et spyd så langt, som de selv var høje. Jeg fornemmede glimtet i det ene spyd. Diskret, men truende. Den blågrønne ædelsten, der udgjorde spidsen af spydspidsen.Lapis lumen. Men den anden spydspids glimtede ikke. I stedet var det, som om den faktisk slet ikke reflekterede noget lys. Det her var anden gang, jeg havde set den matsorte ædelsten, der absorberede det lys, som ramte dens overflade. Lapis tenebrâe.De to mænd var englesoldater, udstyret med våben til at dræbe ethvert slags væsen. Både stolen og soldaterne hævede sig fra resten af rummet på en platform adskillige trappetrin fra gulvet. Eliyas befandt sig midt i rummet, og flere meter adskilte ham fra trappen. Den modsatte væg var brudt af en stor, dobbeltsidet dør. Som et spejl af de to soldater ved stolen, stod to soldater ligeledes placeret på hver side af døren, hvor de beskyttede den eneste ind- og udgang, jeg kunne få øje på.