√ | Som Natten, så Dagen

15.6

Tidligere: Amelia har forladt sit sikre skjul i Civitas Salvus, lige før den lille landsby ville føles alt for meget som hendes hjem. På trods af, at hendes rejsekompagni består af en lille, udvalgt flok, som hun stoler på med sit liv, forsvinder der hver dag mad fra beholdningen, og der må altså være en af dem, der ikke er helt ærlig. Cato er lige midt i at anklage Hugo, da han bliver afbrudt af et muligt spiseligt dyr lige i udkanten af lejren, nær beholderne med deres proviant.

Cato håbede nok på, at det var et festmåltid, der lige havde banket på vores dør.

15.6

Men hvad, det end havde været, der havde rumsteret i busken, havde det undsluppet Catos angreb og var flygtet ind mellem træerne i ly af det tætte krat. Stædig, som han var, gav Cato ikke op så let, og han kastede sig ind i busken for at gribe sit spyd og sætte efter dyret. Hans mørke hår var det sidste, der stak op mellem bladene, før han forsvandt ind bag buske og træer.

"Cato!" åndede Hugo forbavset og efterlod en bunke pindebrænde, der faldt sammen bag ham, da han løb hovedløs efter sin ven, "Du skal ikke gå alene!"

Og så var han også væk. Hans udbrud hang stadig i luften, da Silicia og jeg mødte overraskelsen reflekteret i hinandens blikke. Da scenen havde genspillet sig i vores tanker, brød vi begge sammen af grin og måtte slippe teltdugen for at tage os til maven i et øjeblik.

"Så du... hvor hurtigt Cato... fik benene på nakken?" fik Silicia fremstammet gennem latteren. Jeg nikkede og måtte knibe øjnene i.

"Jeg kan ikke vente med at se hans sure ansigt, når han kommer hjem, og det viser sig, at det bare var et egern," nærmest græd jeg og tilføjede, "Eller et stakkels murmeldyr."

Det gjorde så ondt i maven, og jeg kunne ikke styre min vejrtrækning, mens tårerne trillede ned ad mine kinder. Det var en rar kontrast og et længe ventet afbræk fra den ellers trykkede stemning, der syntes at hænge i luften omkring gruppen. Hvor var jeg lykkelig for, at Silicia havde insisteret på at komme med os. Hun havde i den grad haft ret. Godt selskab var alt for undervurderet på en mission med deprimerende lave odds. Jeg mener, havde Agent 007 ikke altid en ægte Bond-kvinde til at lette stemningen?

En halv time senere var teltene slået op, og Edam og Ophelie havde fundet vej tilbage til lejren. Vi sad alle fire samlet omkring bålet, hvor Ophelie var ved at grille det egern, der udgjorde deres fangst, og jeg håbede så inderligt, at de andre ville dukke op med en prisvindende buk til slagtning.

"Slip mig," hørte jeg den unge stemme, før jeg så hans ansigt, da Cato og Hugo lidt senere kom tilbage efter deres dramatiske jagt.

"Hvad i–" begyndte Edam, målløs, "Adar."

Mellem de to store gutter hang den lille dreng med det pjuskede hår og dinglede, da han kæmpede for at blive sat på jorden. Vi farede alle op og var hos dem på et splitsekund. Jeg troede, at jeg så syner. Var jeg faldet i søvn foran bålet? Edams ansigtsudtryk skiftede karakter hvert splitsekund, mens han ikke kunne finde ud af, hvad han skulle føle. Vrede, skuffelse, bekymring; lettelse, tilgivelse, glæde. Jeg var sikker på, at mit ansigt ligeledes havde svært ved at finde de passende folder. Jeg mener, Adar er en af mine yndlingspersoner i hele verden, og han bragte altid et smil frem på mine læber hver gang, jeg så ham. Men han skulle jo ikke være her. Det var helt forkert. Nej, bare nej, nejnejnej.

For det første, var vi alle enige om, at han ikke burde være her. Vi skiftedes hver især til at sige vores mening om, hvordan det var for farligt for ham, at han var for ung, for utrænet, og hvad havde han i det hele taget også tænkt på.

Da vi ikke kunne komme på flere anklager, og da vi efterhånden følte, at vi havde gentaget både os selv og hinanden en hel del, fik Adar langt om længe lov til at åbne munden uden at blive afbrudt, før hans ord overhovedet havde mødt luften.