√ | Som Natten, så Dagen

14.3

Tidligere: Amelia befinder sig i en periode af stilhed før stormen. Hendes undskyldning af en plan skrider frem, og nu, da hun har fået fat i Solstenen, kalder Mørkestenen hendes navn. Hun må fylde hullerne i sin plan, så hun kan handle.

14.3

Den næste dag, da jeg havde overstået morgenens jagt sammen med jægergruppen, tog jeg til kalksøen for at være alene. Jeg stak dem en halv løgn om, at jeg ville prøve at kontakte Lux. I virkeligheden skulle jeg på sjælerejse. Jeg havde ikke fortalt andre end Adar, at jeg havde fået fat i Solstenen, men nogen måtte snart begynde at stille spørgsmål til det mystiske hul, jeg havde efterladt i statuen dér, hvor den regnbueglimtende sten havde siddet i knapt fire hundrede år. Jeg ville fortælle Gill om min plan, når Eliyas og jeg havde udviklet noget, der faktisk kunne kaldes en plan, og ikke bare en håbefuld idé.

Da jeg havde forceret den vakkelvorne gangbro, der var fastgjort på siden af klippen, gik jeg et stykke længere langs søens bred. Jeg ville være sikker på, at ingen fandt mig. Jeg forsøgte at gå så tæt på søen som muligt, så jeg ikke skulle bevæge mig ind i vegetationen, men græsset og den flade, milde overgang til vandet forvandlede sig hurtigt til en ubarmhjertig skrænt på min ene side, mens jeg på min anden side havde buske og træer, der forsøgte at skubbe mig udover kanten.

Min fod gled for tredje gang, da en flig af skrøbeligt kalk forsvandt under mine varsomme skridt, så jeg måtte gribe fat i en gren, der så mindst lige så skrøbelig ud. Jeg trak mig selv på plads, mens stenene raslede ned ad den glatte skrænt.

Okay. Jeg tog en dyb indånding og så langs kanten længere fremme. Der var stadig et godt stykke igen, før skrænten atter lagde sig ned og blev til en strandagtig situation. Jeg kunne ikke gå på kanten længere, det var for farligt. Så jeg tvang mig ind mellem buskene for at gå under træerne. Jeg var dybt inde i vegetationen, da det tyndede nok ud i skovbunden, til at jeg kunne bevæge mig nogenlunde ubesværet. Her var trækronerne så tykke, at buske ikke kunne vokse under dem, og der var kun mos og enkelte slyngplanter til at holde mig med selskab. Intet, som dyr kunne gemme sig i. Her var underligt mørkt og skyggefuldt, og jeg fornemmede, at jeg var tæt på den høje klippevæg, der omringede søen på den ene side. Dyrenes fravær gjorde det ubehageligt stille omkring mig, og jeg følte mig underligt truet, eksponeret.

Jeg stoppede op og vendte mig mod den retning, jeg var kommet fra. Kunne jeg vende om og bare gå tilbage? Fortsætte langs skrænten? Kunne jeg overhovedet finde tilbage? Jeg balancerede lige på grænsen til at fare vild, og jeg mærkede min puls tage til i hastighed, mens panikken sneg sig ind på mig som en kold og fugtig slange, der snoede sig op ad mit ene ben, langs min rygrad og mod min nakke. Jeg gøs og slog armene om mig selv. Jeg var nødt til at lukke øjnene og fokusere på min vejrtrækning for at overbevise mig selv om, at jeg var i sikkerhed her. Selvom her var mørkt, var her ingen vampyrer, og selvom jeg kunne fare vild, var det et rimeligt begrænset område, og jeg ville ikke sulte ihjel, før jeg fandt tilbage.

Mit forsøg på at berolige mig selv føltes tamt og halvhjertet, for det gjorde hverken skoven lysere eller skabte en eller anden magisk sti, jeg kunne følge for at komme til det sted, jeg søgte. Jeg måtte prøve en anden tilgang. Jeg vidste, hvem jeg måtte have fat i.

Jeg søgte ind i mig selv. Ind i mit sind. Helt ind til de minder, der ikke længere var mig. Jeg dykkede dybt ned i resterne af de liv, min sjæl havde levet.

Den afkrog af min hjerne, jeg fandt, var som et bombet bibliotek. Brudstykker af samtaler, information, evner, drømme og minder flaksede aggressivt omkring mig, som havde jeg forstyrret den mølkoloni, der var flyttet ind og holdt til i de misvedligeholdte bøger. Møllenes pludselige, uvante aktivitet fik støvet til at rejse sig fra de væltede bogreoler og de bøger, der lå spredt ud over gulvet i en sådan mængde, at jeg nærmest ikke kunne tage et skridt uden at træde på en af de skrøbelige bøger, der repræsenterede det rod, mine minder udgjorde. Mine utallige liv var så uorganiserede og ustrukturerede, at det var svært at finde noget som helst, og umuligt at tilgå specifikke minder, jeg måtte ønske at se. En dag var jeg nødt til at rydde op herinde, og danne mig et overblik over de evner, jeg havde opbygget igennem tusind år, så jeg virkelig kunne få adgang til dem, når jeg havde brug for dem. Det måtte blive efter, jeg havde fået løst mit vampyrproblem. Hvis jeg altså stadig var her, når den dag skulle komme.

"Catelín," kaldte jeg ud i mit sindsrum og ud i skovens stilhed. Hendes navn fremkaldt en hjemlig følelse i mig. Mit navn. Lyden fik møllene til at fare endnu mere rundt i rummet, og jeg hørte dem nærmest gentage navnet i ekkoet af deres vingeslag. Som om de ledte efter hende på min befaling.

Jeg så mig selv. Hun trådte frem bag en af de bogreoler, der stadig stod oprejst. Hendes hår flettet og samlet i baghovedet, hendes fødder bare mod det rå stengulv. Hun var mig for et sted mellem fem hundrede til tusind år siden. Møllene var faldet lidt til ro, og jeg befandt mig ikke længere i en storm af minder fra enhver tidsalder. Samtalerne og lydene havde lagt sig i baggrunden og blev til hvid støj af en utydelig mumlen. Jeg så stirrede ind i hendes grønne øjne, mens hun kom nærmere. Mine øjne. Hun var stadig iklædt den brune skinkjole, og hun så ud akkurat som i den drøm, jeg havde haft om hende. Jægerinden. Det var hendes kendskab til skove og hendes navigationsevner, jeg havde brug for netop nu.

Først da hun stod helt tæt på mig, sendte hun mig et svagt smil, og jeg smilede igen i gensidig anerkendelse, som stod jeg overfor mit eget spejlbillede. Pludselig var jeg på den anden side af refleksionen. Hun havde overtaget min plads, og jeg havde ladet hende, bedt hende om det. Da jeg åbnede øjnene, var jeg hende, og hun var mig.

Vi var tilbage i skoven og ført af Catelíns instinkter, bevægede jeg mig hurtigt henover skovbunden. Jeg måtte danse ind og ud mellem træstammerne, og af og til var jeg nødt til at skifte retning, bevæge mig ud af kurs, for at gå uden om et område med tæt og ufremkommelig bevoksning. Men takket være hendes styring kom jeg hver gang tilbage på min oprindelige kurs. Hun fik os ud af skovens mørke.

Træerne tyndede ud, og skoven åbnede sig mod en lille, privat strand, hvor det turkise vand lå og bølgede let i den svage vind. Jeg slappede af, da solens stråler varmede min hud, og jeg sendte Catelín tilbage i mit sind med et stille tak.

----------------------------

Forfatterbesked: Her fik I et indblik i en tusind år gammel sjæl. Hvordan ser jeres sindsrum ud? Det er en spændende forestillings- og skriveøvelse faktisk. Forhåbenligt har I taget lidt bedre hånd om jeres minder, end Amelia har, og I har ikke en bombet-bibliotek-situation derinde. ;-)

Kh, Brochmann