√ | Som Natten, så Dagen

9.6

Det gjorde virkelig ondt ikke at fortælle ham det, men han virkede til at forstå, selvom han ikke var tilfreds. I stilheden mellem os dukkede et spørgsmål op i min bevidsthed.

"Eliyas?" begyndte jeg, og han svarede med et Hm? før jeg fortsatte, "Hvordan bliver man både vampyr og engel? Hybrid?"

Han flyttede lidt utilpas på sig, før han fjernede hånden fra stenen for at pille ved fjeren, han stadig holdt i den anden hånd. Så begyndte han at fortælle uden at fjerne blikket fra fjeren, og jeg vidste, at det ikke var et nemt emne for ham.

"For at omdanne et menneske, skal vampyren drikke næsten hver en dråbe af personens menneskelige blod, og lige før hjertet giver efter, skal mennesket indtage en dosis sort blod fra vampyren. I starten var mennesket nødt til at drikke blodet, og omdannelsen krævede altså en villighed fra menneskets side. Men man fik hurtigt opfundet sprøjten, så man kunne tvinge mennesker til omdannelse."

Han så ned og drejede sin arm så underarmen blev blottet for mit syn. I leddet hvor huden var tyndest, og hvor menneskers blodårer trådte tydeligt frem, kunne jeg se en lille prik på Eliyas' hud. Et ar. Mine øjne blev store.

"Eliyas, du–"

"Ja," afbrød han hurtigt og fortsatte dystert, "Mit liv blev taget fra mig."

Jeg sagde ikke andet, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. I stedet lagde jeg min hånd på hans underarm over arret, mens jeg forsøgte ikke at kigge på ham alt for sørgeligt, for jeg vidste, at han afskyede medlidenhed. Ligesom ham rettede jeg blikket mod den sorte fjer, der efterhånden var blevet ret pjusket at se på. Men Eliyas så ud til at være langt væk i sin tankeverden, mens han langsomt destruerede fjeren mellem sine fingre, og han genoptog ikke sin fortælling af sig selv.

"Hvad skete der så?" forsøgte jeg mig, og Eliyas så kort op på mig, som om han havde glemt, hvor han var.

"Engle kan ikke omdanne et levende menneske, ligesom vampyrerne kan. Eller, det vil sige, vampyrerne er nødt til at dræbe mennesket først, mens en engel kun kan redde en person, der allerede er død. Englenes omdannelse handler om en forlængelse af livet, mens vampyrens mål er en udvidelse af døden," forklarede han, hvorefter han igen så op på mig, denne gang for at finde ud af, om jeg stadig var med. Jeg skyndte mig at nikke opfordrende, og han sænkede igen blikket og forsatte.

"Ved et menneskes død skal en engel græde en tåre af ægte kærlighed, samle den i et glas og lade den fordampe i solens lys inden den første solnedgang, der følger menneskets sidste hjerteslag," sagde han. Jeg fornemmede, at hans tone blev mindre og mindre bitter, mens han kiggede mod solen og englene, der stadig boltrede sig i lyset.

"Du var elsket af en engel?" spurgte jeg, måske lidt for overrasket. Han nikkede og flyttede ikke blikket fra horisonten. Himlen var helt turkisblå, og solen var allerede over halvvejs fremme.

"Jeg voksede op hos englene i Serib – Englenes land," han pausede et øjeblik for at gøre en håndbevægelse over vores udsigt som for at vise, at det var her, han snakkede om, "Jeg var forældreløs ved vampyrenes hånd lige som så mange andre børn i Serib. De gav os et nyt hjem i Vatikafeltet og et liv med det formål at opdrage os til at kæmpe for Lysets side. Det var her, jeg lærte Jack at kende. Ét af de klareste minder, jeg har fra mit menneskeliv, er fra den dag, han trådte blødende ind på Peterspladsen kort efter solnedgang og var døden nær. Jeg var ikke meget mere end 5 år gammel. Men jeg var en af den Oprindelige Engel Betira Fiorenzas mest lovende elever."

Han snakkede generelt som om jeg burde kende de steder, han nævnte, og jeg forsøgte egentlig ikke at dvæle ved navnene, da det ville ødelægge fortællingen, hvis jeg stoppede ham for at få forklaret alt. Men dét navn havde jeg hørt før. Det var et – for mig – meget usædvanligt navn, så jeg genkendte det med det samme. Det var hendes mindesmærke, der stod opført i Civitas Salvus. Betira Lynnia Fiorenza af Serib. Hendes dødsår havde været 1690, så Eliyas måtte altså være ældre end det, hvis han havde kendt hende. Et kort øjeblik blev jeg helt slået bagover over hans alder. Jeg havde godt gættet, at vampyrerne kunne leve i meget lang tid og måske endda for evigt, hvis de ville, men jeg havde aldrig overvejet hvor gammel, Eliyas faktisk kunne være. Året 1690 var jo næsten firehundrede år siden! Hvis Eliyas var mindst firehundrede, hvor gammel var Jack så ikke lige?