√ | Som Natten, så Dagen

4. april 1896

04.04.1896

BERETNING

Natten er faldet paa og flere Timer er gaaet, dog husker jeg tydeligt Aftenens Hændelser. Jeg erindrer Lyden af Springvandets Strømmen og Synet af den prægtige Bygning ulig noget Andet, jeg har set i Menneskenes Verden.

Den friske Foraars Duft hang i Luften, men det vare ikke denne, der mig slog, da jeg traadte ind i Salen. Alle saa jeg gennem min Maskes Øjne, og Alle bar Masker som jeg. Indenfor var en Glød fra Hundrede Olielampers brændende Flammer. Sanseindtrykkene var tyngende; den euforiserende Summen fra Folkemængden og Violinernes Toner naaede mig fra alle Kroge. Der lugtede af Vin og Parfumerede Halse, men den kundstige Aroma dækkede ikke over hver Puls fra hver Hals eller skjulte hver dunkende Halspulsaare. Men der vare én sær Duft, jeg ikke kunde sætte en Finger paa. Én Duft ulig noget Andet. Dette vare ikke den fristende, tyngende Duft af Menneskeblod, der ellers vare særligt koncentreret i dette Rum.

Kilden vare en ung Kvinde. Hendes Ansigt vare dækket af en Smuk Maske, der kun afslørede et svagt Lys fra Skæret i hendes Øjne. Masken vare hvid med sirlige Guldmønstre, der spandt sig om de kundstige Ansigtstræk. Farven komplimenterede hendes gyldne Hud og vare nøjsomt udvalgt for at passe Kjolen. Halsen vare modsat Ansigtet fuldstændig utildækket og det fine Aarenet vare at øjne under den tynde Hud for mit skærpede Syn. Hun stod en høj Mand ved Armen. Omkring dem stod en Kreds af fine Folk og morede sig.

Aftenen forløb sig med Musik, Vin og Morskab, mens jeg forsøgte at komme den unge Kvinde nærmere. Min Interesse vare vakt. Dette skete ikke før end Mørket havde sig lagt,  Dansene vare blevet hurtigere og Humoren mørkere. Kvinden vare blevet ladt alene af sin Ledsager, der saae ud til at samles med en mindre Gruppe Herfolk. Stille begav hun sig ud paa Verandaen, uvidende om, at jeg fulgte i hendes Skygge. Her sænkede hun sin Maske og afslørede det Ansigt, hendes mørke Lokker saa nøjsomt indrammede. I den stille Aften lyttede jeg til hendes Puls. Hendes Hjerte slog anderledes; det vare som om, det afgav Ekko. Vare hun med Barn? Hendes Kinder og Bryst rødmede af Varmen, og hun lukkede Øjnene i for at trække Vejret dybt. Hun virkede til at nyde den kølige Luft, der os omgav. Hun saae blegere ud i Maanens kølige Lys, og Lyset skinnede i hendes Øjne, da hun kastede et kort Blik paa mig, mens jeg med afstand stillede mig op ad Verandaens kolde Stenmur og snurrede den gyldne væske i mit Krystallglas. Her stod jeg og tog hvert Indtryk af hendes Duft til mig; hver Nerve i mig higede efter at sætte Tænderne i hende. Der var ingen omkring os; ingen til at se min Forbrydelse. Jeg hungrede til min egen Overraskelse efter hende. Jeg havde ellers gennem Aarene opbygget en stærk Selvkontrol, og denne iver kom bag paa mig. Jeg spændte hver en Muskel i min Krop, saa det fine Krystallglas næsten sprængtes mellem mine Fingerspidser.

Med et Suk forlod Kvinden atter Verandaen og flød ud med Mængden, før jeg naaede at stoppe hende. Jeg vare alene med mit forvirrede Sind. En Haand paa min Skulder skød endnu en Overraskelse gennem mig. Betira saa med Undren i mine Øjne, og jeg lod mig forgabe i hendes bløde Aura. Kvinden vare atter væk.

Jaque Bareilles