√ | Som Natten, så Dagen

6.4

Tidligere: Amelia er havnet i selskab med de to brødre, Edam og Adar, efter at være gået på udflugt alene for at klare tankerne. Mødet mellem dem eskalerer dog, da Amelia bliver slået omkuld, hvilket til alles fortrydelse resulterer i, at hun får hjernerystelse. Ja, den slags med opkast og nul stedsands og alt mulgit. Hun er bestemt ikke glad. Men brødrene kan hjælpe hende, og de tager hende med sig.

6.4

Da jeg prøvede at genkalde mig vejen, vi havde gået for at nå brødrenes lejr, måtte jeg indse, at jeg enten havde været for optaget af Adars monolog, eller at jeg bare ikke havde skænket det en tanke, at jeg også skulle derfra igen. Ingen af delene lød som noget, jeg kunne finde på. En dunkende smerte i mit baghoved mindede mig om slaget, jeg havde taget til hovedet. Hjernerystelsen... Den var som et barn, der hele tiden krævede min opmærksomhed, rodede det hele til oppe på øverste etage. Jeg fik ondt i hovedet, hver gang jeg fokuserede for kraftigt på at huske noget.

Jeg måtte stoppe hurtigt og uelegant op, da jeg opdagede, at jeg var lige ved at træde Edam i hælene. Han var stoppet op lige foran mig, og jeg måtte løfte hovedet for at se hele vejen op ad ham, blot for at opdage, at hans nakke tog hele mit udsyn. Det gik op for mig, at det var blevet lyst nok til, at jeg kunne se, at hans trøje var støvet blå, mens det halvlange hår på hans hoved var lige så mørkt nu, som det havde set ud i mørket. Mørket havde indtil nu bestjålet ham for ethvert ansigtstræk, men jeg havde dog bemærket hans brede skuldre og markerede kæbeparti. Jeg trådte et skridt til siden, så jeg kunne se forbi ham for at få øje på årsagen til, at vi var stoppet op. Adar løb med sine små skridt hen mod, det, der lignede en tipi. Han hoppede højt henover en udbrændt bålplads for derefter hurtigt at slå et stort stykke skind til siden, der vidst fungerede som dør.

"Velkommen til vores vandrehjem," sagde Adar, da han stillede sig i åbningen med hænderne i siderne. Et vandrehjem? Det var måske så meget sagt. Jeg måtte indrømme, at det var et stort men alternativt telt, men ligefrem at kalde det et 'vandrehjem'. Det var i hvert fald ikke et femstjernet hotel. Måske var vandrehjem bare deres ord for et telt. Jeg turde ikke kommentere på det. Jeg ville ikke gøre mig selv til grin, men der ville også være chance for at afsløre mig selv og min baggrund. I stedet smilte jeg bare svagt og fulgte pænt efter Edam ind i 'vandrehjemmet'. Til min ærgrelse lukkede det tykke skind lyset ude. Jeg sukkede. Lige som solen ellers var ved at stå op. Det var først, da Edam med noget, der lignede et gammelt fyrtøj, fik tændt en flamme i en transportabel olielampe, at jeg kunne se mig omkring i teltet. Det første jeg fik øje på, var et stykke stof, der lå foldet ud i kanten af rummet, og det, der lå på midten af stoffet, var noget, jeg ikke lige med det samme kunne løsrive mit blik fra. I en bunke på det lille stykke stof lå lunser af brød og ved siden af lå noget, der lignede en masse små æbler. Jeg kunne mærke min mund løbe i vand ved synet.

"Adar," sagde Edam, mens han sad på hug og bøjede sig over et eller andet, "Hjælp hende ned og ligge på mit skind."

Drengen tog min hånd og trak mig med, så jeg måtte flytte mine øjne fra maden, der lå fremme. Hvis de ikke passede meget på, var jeg ikke sikker på, at jeg kunne holde mig væk fra det. Det lå bare lige dér.

"Kom," sagde Adar, og jeg så på ham, mens han førte mig hen til et hjørne af tippien. Adar havde mørkt hår, ligesom sin bror, men han var stadig mere spinkelt bygget. Der var noget ved hans lyse, blå øjne, der havde en sær glød over sig. Var det glæde? Det var længe siden, jeg havde set noget til dét. Et lille smil formede sig på mine læber.

"Her," sagde han, da han havde placeret mig med fødderne på et dyreskind af samme slags som dem, teltet var lavet af, men det her lå med indersiden opad, hvor de andre havde pelsen udad for at holde bedst muligt på varmen, "Wow, du er iskold – og dine læber er helt blå! Bare sæt dig her."