√ | Som Natten, så Dagen

OTTENDE DEL

Tidligere: Amelia slipper – nogenlunde – helskindet fra vampyrerne Amira og Castor, hvorefter hun indhenter de andre med lidt hjælp fra sin veninde, Silicia. Til hendes store fortrydelse ser hun, at hun ikke var den eneste, Amira fik ramt på, da drengen Adar efter at have fået en pil i maven, kun har fået det værre i den tid, hun har været adskilt fra gruppen. En underlig scene udspiller sig, da Amelia nynner en fjern melodi og falder i søvn bøjet over Adars svage krop.

OTTENDE DEL

Da vi havde gået i dagevis, begyndte bjergene at omslutte os helt. Vi gik langs en flod, der blev mindre og mindre, som vi steg opad. Det var begyndt at blive koldere, og vi havde alle klædt os i Edam og Adars tøj, lag på lag til der ikke var mere tøj at tage af. Det gik langsomt fremad, og vi måtte holde pause omtrent hver time, for at Silicia og jeg ikke skulle få højdesyge af de uvante stigninger.

Jeg forsvandt ind i mig selv og lod mine tanker overskygge den bidende kulde, mens mine ben bevægede sig mekanisk. Højre, venstre, højre, venstre. Og igen. Èn gang til. Endnu én. Højre. Venstre.

Da mit blik faldt på Adar, der rank bevægede sig fremad i et raskt tempo, faldt mine tanker på hans mirakuløse helbredelse. Den nat var Silicia kommet ud til mig på et tidspunkt, efter bålet var brændt ud.

"Du fryser jo ihjel herude," havde hun sagt, da hun lagde sit tæppe om mine skuldre og hjalp mig ind i tippien, omtåget som jeg havde været efter at have døset hen på den måde. Edam havde båret Adar ind som en anden kludedukke, og den nat havde jeg bedt en bøn til min egen Gud, selvom jeg egentlig ikke ville have betegnet mig selv som religiøs – ironisk, ikke? Jeg havde bedt for Adars overlevelse. Jeg vidste ikke, om det var mig – eller Lux – der havde helbredt ham. Der skete noget den aften, men var det bare mine lys, der spillede mig et pus? Eller havde jeg rent faktisk gjort noget godt for denne verden?

Jeg trak op i mine adskillige ærmer for at klø de tynde sår på min ene arm. Jeg prøvede at holde igen, for jeg vidste, at så snart jeg begyndte at kradse det ene sted, ville det tage overhånd, og snart ville jeg gnide min ryg op ad det nærmeste træ.

Så langt nåede jeg dog ikke. Men det var ikke min egen selvbeherskelse, der forhindrede mig. Der var bånd, der holdt mig nede. Nej, sådan rigtigt. Nogen havde smidt en bunke reb over mig! Mine fødder blev viklet ind, og vægten af de tunge reb fik mig til at vælte omkuld.

"Hey!" gispede jeg, da jeg fortumlet forsøgte at tage fra med hænderne og blødgøre min konfrontation med jorden. Jeg forsøgte at finde hoved og hale i rebene, da det gik op for mig, at det ikke var en bunke reb, der tilfældigt var faldet ned over mig fra trætoppene. Det var et net. Et net, der havde til formål at fange mig. Chokeret vendte jeg ryggen mod jorden og orienterede mig mod min angriber. Men det var for sent.

Jeg stirrede skeløjet lige op i en meget skarp spydspids, der glitrede med en kølig, blågrøn farve. Min gamle ven, lapis lumen. Min første indskydelse var, at jeg ville blive afsløret ved den mindste berøring, så jeg møvede mig hen ad jorden, til min næsetip var i sikkerhed, før jeg lod mit blik løbe op langs spyddet. Det, der mødte mine øjne, var næsten lige så frygtindgydende for mig som Englenes Sten.

Over mig stod en menneskekrop klædt i de sædvanlige laser, nu i grønt og brunt, umiddelbart en kvinde. Men i stedet for et menneskehoved, sad der på hendes to skuldre en form for maske, skåret i træ, med uvirkelige proportioner og uhyggeligt forvrængede ansigtstræk. I den sene aftenbelysning og de lange skygger fra træerne, lignede det en dæmon. Nogen langt værre end vampyrerne. For en kort stund blev mindet om Amira og hendes kolde øjne skubbet langt, langt ned i glemmeren.