√ | Som Natten, så Dagen

TRETTENDE DEL

Tidligere: Selvom Amelias liv er i sikkerhed i landsbyen i bjergdalen, fortsætter terroren på den anden side af bjergtinderne. Amelia følger en plan, der er opstået i kombination mellem oldtidens lignelser, en dårlig drøm og, ja, ren og skær mavefornemmelse. Hun opsøger Eliyas i Vatikanet for at følge op på det første spor, og han leder hendes opmærksomhed hen på Sverige.

13.1

Da jeg lod min sjæl indhylles i tågen endnu engang, tvivlede jeg på, om mine evner rakte til det, jeg nu bad af dem. Jeg havde aldrig før opsøgt et sted - kun personer, uafhængigt af sted. Hvordan skulle jeg gribe det an? Jeg forsøgte at forestille mig Sverige, men det viste sig at være svært, når jeg aldrig faktisk havde været der. Jeg havde aldrig i mit liv været i Europa, kun lyttet til min fars fortællinger, når han havde besøgt London eller Paris med sit arbejde, og jeg mindedes ikke, at han nogensinde havde været i Sverige, end ikke fortalt om det. Jeg ransagte min underbevidsthed for den mindste reaktion ved tanken om det nordiske land i håbet om, at jeg måske havde været der i et af mine utallige, levede liv. Ingenting skete.

"Sverige," forsøgte jeg at formane tågen med al den vilje og overbevisning, jeg kunne mønstre, "Tag mig til Sverige."

Men ingenting skete.

Jeg sukkede. Smagte på ordet, som jeg havde gjort det, da jeg første gang havde opsøgt Eliyas.

Sverige

Svær-rige

Sverje

Sver-ri-ge

Til sidst mistede den signifikante kombination af bokstaver al betydning, og det blev en underlig sammensætning af lyde, der for hver gang lød mere og mere fremmed.

Absolut ingenting skete.

Ikke så meget som en lille brise bevægede sig i tågen, der nu kun syntes tykkere og mere besluttet på, at jeg ikke skulle bare en meter nordpå.

Tågen ville nok ikke tage mig til Sverige, men én ting kunne jeg da selv finde ud af – jeg kunne svæve. Så jeg begyndte min opgang, meter efter meter.

Hvor højt skulle jeg mon op? Langt over skyerne. Højere end de fly, der krydsede himmelen aller højest tilbage i min egen verden.

Jeg ville ikke dukke op hos Eliyas igen, men jeg var nødt til at lette tågen for at kunne se, så jeg søgte tilbage til baghaven, før jeg forsigtigt sneg mig til at kigge, om der var fri bane.

Der var ingen. Min krop lå stadig livløs og alene under æbletræet og foregav at være faldet i en dyb søvn. Solen var begyndt at nærme sig bjergenes tinder, og snart ville dalen ligge i skygge under den lyse himmel. Det var ved at være eftermiddag, og det betød, at jeg havde travlt. Jeg satte af med fødderne mod græsset, som jeg ville have gjort det, hvis jeg bare skulle hoppe. Ikke, at det var nødvendigt for at svæve, for i virkeligheden behøvede jeg ikke andet end tankens kraft for at drive rundt i luften. Jeg var vægtløs. Men det var nemmere at styre, hvis jeg lod som om, det var muskler og led, jeg bevægede ved tankens kraft.

Jeg hævede mig over æbletræet; over taget på Lynns hus, hvor regnvandsbeholdere stod klar til brug. Snart havde jeg overblik over hele landsbyen, og jeg kunne se arbejdermyrerne gå deres daglige rutiner. Silicia og Adar i markerne var blot to af mange små prikker, der udgjorde de unge og de ubeslutsomme, der endnu ikke havde fundet deres kald.

Jeg var på højde med bjergenes sneklædte toppe, da jeg for første gang siden min begyndte bjergbestigning kunne se himmelen strække sig helt til horisonten, og jeg ville ønske, at min hud kunne føle solens varmende stråler, mens jeg nød det bjergtagende syn. Jeg rettede min opmærksomhed mod det uendelige blå over mig med min sjæl fuld af længsel, mens jeg fortsatte.

Min fornemmelse for afstand var for længst sat ud af spil, da jeg begyndte at genkende de landmæssige formationer i den blå masse fra et geografisk kort. Der var intet liv i denne højde. Stilheden rungede omkring mig. Jeg følte, at jeg befandt mig ved verdens ende, mens jeg svævede vægtløs på grænsen til det ydre rum. Det var nærmest magisk.

Jeg følte mig som–

Som en gud

Jeg syntes næsten, at tomheden viskede det til mig. Som om den kunne høre mine tanker – eller måske var den mine tanker. Det var skræmmende, men så alligevel ikke. Det var naturligt; indlysende.

Det var svært ikke at lade mig opsluges af den fremmede følelse af magt; af at kunne gøre hvad-som-helst. Kunne jeg ikke bare fortsætte op i intetheden, teste min guddommeligheds grænser?

Men jeg måtte videre, så jeg tvang min opmærksomhed væk fra den fængslende uendelighed, der allerede havde opslugt for meget af min tid. Jeg vendte ryggen til solen, til den støvleformation, jeg genkendte som Italien, og skubbede mig selv nordpå. Jeg kunne ikke placere mange af de europæiske lande på et kort, og fra dette perspektiv var landmasserne underligt forvrængede og nærmest uigenkendelige. Men jeg vidste, at det Sverige, jeg kendte, lå lige nord for en stor sø, og det var, hvad jeg gik efter.

Med tankens kraft satte jeg fremad. Først bevægede jeg mig næsten umærkeligt. Så lidt hurtigere. Og lidt hurtigere igen. Der var intet i nærheden, der afslørede, om jeg overhovedet bevægede mig. Det virkede blot, som om jeg stod helt stille i luften. Som en rovfugl, der svæver i luften. I en tidslomme, hvor verden holder vejret, i sekundet før fuglen sætter efter sit bytte med dødelig fart. Det var, som om jorden drejede under mig, fordi den havde glemt, at jeg også brude være bundet af fysikkens love.

Hvor hurtigt fløj jeg? Hurtigere end lysets hastighed? Jeg havde ingen fornemmelse. Under mig var kun konturerne af landet opfattelige gennem disen i adskillige atmosfærer. Små indlandssøer spejlede sig i det blå, så jeg næsten var overbevist om, at små himmelbørn lå og gemte sig i huller nede på jorden.

Hvis de kunne se mig dernedefra, hvad så de mig så som? Et stjerneskud på den lyse himmel? Måske trak jeg en hvid streg efter mig over himmeltæppet, som flyene gør det tilbage i min egen verden.

Da jeg nåede Sverige, var jeg slet ikke i tvivl, selvom landets form var svær at genkende for de pletvise kig, jeg fik gennem skyerne. Det var det store, mørke hul, der forsikrede mig om, at jeg var kommet til det rette sted. Jeg hang dvælende og svævede i luften over det et øjeblik. Det var et dramatisk syn, og hvis min krop havde været her, havde jeg nok været nødt til at sluge en klump af gru og ærefrygt, der havde fundet vej til min hals.

Det lignede, at Moderjord havde udstødt en del af sig selv. Som en kropsdel, der var rådnet væk og efterlod sig grimt arvæv, havde krateret fortæret et område på størrelse med en hel by.

-----------------------------------

Forfatterbesked: UNDSKYLD at der denne gang skulle gå over en måned før opdateringen kom! Det er ikke fordi, jeg har skriveblokade – tværtimod har jeg SÅ mange idéer of forestillinger om scener, der skal udspille sig i trettende del, at jeg har været vildt inspireret til at skrive på dem. Så jeg har faktisk skrevet ret meget af trettende del, men jeg manglede at 'indlede' det og binde scenerne sammen med alt det der kedelige fyld.

Jeg har faktisk også længe været klar over, hvordan indledningen skulle foregå, men jeg har virkelig brugt lang tid på at gøre scenen så smuk, som jeg syntes, den fortjente, så den ikke blev kedelig fyld før the real juice.

Jeg hører, at folkeskolerne har fået vinterferie! Jeg håber, at I nyder den. Jeg har desværre ikke selv ferie, så som altid har jeg ikke meget tid til at skrive. Men forhåbenligt er næste kapitel ikke lige så længe undervejs!

Desuden har xlesterrx endnu engang skudt The Danish Fiction Awards igang, hvilket jo er dér, jeg har vundet det fine klistermærke på mit cover, med titlen "Bedste Fantasy". I må selvfølgelig gerne stemme på min bog endnu engang, hvis I skulle have lyst. Det er ikke noget, jeg selv vil lægge meget energi i, da jeg ikke selv synes, jeg har været super god til at opdatere. Men altså, I kan jo stemme på flere end bare én bog, så hvis I alligevel skulle have lyst til at give min bog en stemme, enten i Fantasykategorien eller en af de andre, så bliver jeg selvfølgelig alligevel meget glad. <3

Pyha, det var godt nok mange sidenoter. Det er vel, hvad der sker, når der går over en måned.

Kh, Brochmann