√ | Som Natten, så Dagen

10.6

Da jeg vågnede, var jeg for en gangs skyld ikke omtåget. Mine tanker var derimod helt klare og præcise. Min underbevidsthed havde hjulpet mig og givet mig adgang til mit tidligere jegs bevidsthed. Tænk, at jeg havde været nonne engang. Dét havde jeg alligevel aldrig forestillet mig. Jægerinde og trofækone; helt sikkert. Men nonne; ha!
Fokusér, Amelia. Jeg måtte finde noget at skrive med. Hurtigt. Jeg vidste ikke hvor længe, det ville vare ved. Jeg rodede i skuffen på det gamle skrivebord, Adar havde stående på sit værelse. Det var stadig midt om natten. Her var næsten bælgmørkt, men de hvide vægge reflekterede noget af månelyset, der strømmede ind gennem værelsets lille vindue. Jeg fandt en børnetegning, der nok efterhånden var et par år gammel, og et stykke kul at skrive med. Jeg lagde tegningen med bagsiden opad og skriblede nogle hastige streger ned med kullet. Først den latinske sætning og så min oversættelse. Jeg skrev ordene med hånden; ikke med hovedet. Mine fingre førte kullet, mens mine øjne og min hjerne knapt kunne følge med. Jeg slap forskrækket kullet efter den sidste streg, der færdiggjorde sætningen, var trukket. Så greb jeg fat om papiret og holdt det op foran mig, så jeg kunne fatte, hvad jeg lige havde skrevet.

En lysende sjæl vil belyse en sti ind i Mørket. Da skal I Hende følge, og da skal I knuse Dets Hjerte.

Jeg kunne godt se, hvor det her var begyndt at pege henad. Det skræmte mig så inderligt. Det var en profeti. Nok givet af den statuerede engel før hendes død i 1690. En profeti om mig. Hvordan kunne hun vide, at jeg ville komme? Eller var det mere et håb end en forudsigelse? Én ting var sikkert. Jeg var den lysende sjæl. Hende. Dét var jeg ikke et sekund i tvivl om. Min vejrtrækning blev hurtigere. Profetien befalede, at jeg skulle lede menneskene i krig mod vampyrerne. Ind i Mørket... knuse Dets Hjerte.Det måttevære dét, det betød. Jeg kunne ikke få luft. Rummet lukkede sig om mig, mørket trængte ned i mine lunger og forhindrede mig i at få luft, selvom jeg hev mere og mere desperat efter vejret. Jeg smed papiret fra mig, som om jeg havde brændt fingrene. Med hastige skridt bevægede jeg mig ud af værelset, ud af huset og trådte ud i den mørke nat. Adar havde sagt, at der ikke var nogen, der forstod latin længere. Jeg håbede, det indebar, at oversættelsen af profetien var blevet glemt sammen med sproget.

Da jeg havde kæmpet mig gennem døren og ud af huset, forhåbentligt uden at vække nogen, satte jeg mig på hug og lukkede øjnene. Jeg hvilede mine albuer mod mine knæ og skjulte mit ansigt i mine hænder. Jeg forsøgte at få kontrol over min vejrtrækning i den kølige bjergluft, mens jeg fik styr på mine tanker. Efter et par minutter i nattens kulde, måtte jeg rejse mig for at stikke en rystende hånd inden for døren og gribe fat i, hvad der lignede en stor frakke syet af en bjørnepels. Nu, mere end nogensinde før, var jeg sikker på, at jeg ville finde svar i de gamle bøger. I Parabolae de Vita et Mortem: Lignelser om Liv og Død. Da jeg havde svøbt mig i pelsen og lukket døren til det sovende hus, var det klippen, jeg satte kurs mod. Mit tomme blik var fæstnet ligefrem for mig i mørket. Da jeg passerede statuen på min vej, undgik jeg at se på den, så englens godtroende ansigtsudtryk ikke ville give mig skyldfølelse og få mig til at løbe skrigende bort for at kaste mig i den morderiske flod mellem klipperne.

Et foruroligende syn mødte mig, da jeg kunne se klippeåbningen mellem de store søjler. Dét, jeg ikkekunne se, var lyset fra de hundrede flammer, der udgjorde mit brændende symbol under loftet. Og ganske rigtigt, da jeg trådte op ad de store, skæbnesvangre trappetin og ind under den antikke trekantsgavl, blev jeg mødt af et dystert mørke. De hundrede flammer var brændt ud. Jeg vidste, at jeg ikke skulle tage det så tungt. At de sikkert fyldte olien på hver morgen og lod dem brænde hele dagen, til der ikke var mere at brænde af, og lysene ville slukkes. Det var ikke, fordi Mørket havde fundet mig i mit bjergskjul og var kommet for at opsluge mig endegyldigt. Nej.

Men det var alligevel den følelse, der skyllede over mig, da jeg trådte væk fra månens blålige lys og videre ind i klippens skygge. Jeg måtte blive stående lidt, før jeg kunne begynde at se de to søjlerækker, der fortsatte længere ind i mørket. Med langsomme, varsomme skridt fulgte jeg dem mod trappen for enden. Jeg trådte op på det første repos og videre op ad trappen, der førte til svalegangen på højre side, hvor jeg famlede mig frem til den første store trædør og lagde hele min vægt i, da jeg skubbede den op. De gamle hængsler klagede, og lyden af metal mod metal skar i mine ører. Små sten raslede ned fra der, hvor hængslerne var naglet direkte ind i klippen. Men døren åbnede sig, og bag den gemte sig et endnu mere opslugende mørke. I blinde rakte jeg om bag døren efter olielampen, der skulle tændes med fyrtøjet, som Adar havde gjort det. Jeg forsøgte at føle mig frem til det rigtige greb på flinten for så at gnide stålet mod den, som jeg havde set det tidligere på aftenen. Der skete ingenting. Ikke engang en lille gnist. Så jeg slog stålet mod stenen igen. Og igen.

"Ved Nox' behårede bagdel," bandede jeg for mig selv gennem sammenbidte tænder, da jeg ihærdigt sled det ene stykke mod det andet og omvendt. Da sætningen havde knebet sig vej ud mellem mine tænder, gik det op for mig, hvad jeg havde sagt, og jeg stoppede min kamp for at ryste på hovedet ad mig selv med et smil. Det var den vending, Eliyas havde brugt, da jeg havde forskrækket ham med mit astralbesøg tidligere samme morgen. Undtaget den del med behåret. Det var min egen tilføjelse. Det dulmede min frygt for Ramon en smule at kalde hans bagdel behåret; gjorde ham menneskelig på en måde. Overkommelig. Overvindelig.

Jeg tog en dyb indånding, før jeg beslutsomt sled stålet langs flinten endnu engang. En gnist sprang frem. Så to, så fem. En af dem fangede olielampens væge, og en lille flamme blev tændt. Jeg sukkede lettet og skruede op for vægen, så flammen voksede sig større og fik det nærmeste mørke til at trække sig tilbage. Jeg tog olielampen ned fra sin krog og hængte fyrtøjet på sin plads, før jeg smøg mig ind mellem reolerne mod bogen, jeg havde kastet mod væggen få timer tidligere. Flere bundter af løsrevne sider lå fordelt på det smalle gulv, og jeg bukkede mig for at samle de skrøbelige, gamle stykker papir op.

Men mens jeg forsøgte at få styr på rækkefølgen i en større bunke, fik jeg øje på en enkelt side, der ikke var som de andre. Papiret var mindre og af dårligere kvalitet, og skriften skilte sig ud. Jeg stillede lampen fra mig på gulvet ved siden af og satte mig på knæ for at række ud efter siden, der havde fanget min opmærksomhed. Forsigtigt flyttede jeg de bundter, der dækkede den. Jeg var nu helt sikker på, at det ikke var en side, der hørte til i bogen, men et brev eller en note af en art, der var blevet stukket ind mellem bogens sider. Min nysgerrighed var vakt.

---------------------

Forfatterbesked: Tilfældigt, jeg ved det, men det er lige gået op for mig, at jeg aldrig har skrevet, hvilken farve øjne, Eliyas har. Så alle de gange, Amelia har kigget Eliyas dybt i øjnene, hvilken farve har I da forestillet jer? Jeg har besluttet mig for, hvad det skal være, hvilket I finder ud af i næste kapitel (uh, spoiler), men derfor er det alligevel interessant for mig at høre, om I overhovedet har bemærket det, hehe.

Brochmann <3