√ | Som Natten, så Dagen

Journal 1.1-1.9-325.64 - MERIDIA

14.09.1271

Det var Pave Gregory den tiende, der omskrev historien, da hans vinger blev sorte i hovmod.

Han agter at lade Vatikas hellige bibliotek overgå til flammerne i hvad, der skal ligne en tragisk ulykke, så ingen kan bevise hans bedrag.

Men vi må ikke lade det ske. Vi er bibliotekarer, beskyttere af historien og den nedskrevne visdom. Vi må smugle de mærkede bøger ud af Vatikafeltet. En dag vil menneskeheden takke os for vores forræderi og vores mod i en Verden, der er på kanten af den største, og mest endegyldige krig, der nogensinde er set.

Vi må handle.

Paul Olivier Meridia

08.11.1271

Vi har trodset kulden og krydset de ubarmhjertige bjerge, der markerer grænsen mellem Serib og vampyrernes hærgede territorie. Her ville ingen vove sig ud. Her måtte vi kunne finde et sted, hvor vi kunne tage den hemmelige historie i sikker forvaring.

Vi var på sulteranden og vores hestes sener tydelige på deres knogler, mens de trak de tunge læs af bøger, da vi opdagede klippehulen, der skar sig ind i bjerget skjult af urskovens uberørte vegetation.

Men hulen var ikke blot en hule. Det var en gang, der nåede dybt ind i bjergets klippe, og førte os ud på den anden side af det kilometerdybe mørke.

Dét, der mødte os på den anden side, var perfekt.

Vi befinder os i en åbning mellem bjergtinderne. De høje vægge, der omringer os, beskytter mod det barske vejr, der hærger de golde bjergtoppe. Her er dyrkbare jorde, rent drikkevand i floden, og en kalksø ikke langt herfra, der tyder på, at vi kan finde kalk til at bygge holdbare huse af.

Vi måtte slippe hestene fri, da de stakkels kreaturer ikke kunne kravle ned ad den stejle klippevæg, grotten endte ud i, og det tog os flere dage at fragte de hundredvis af bøger ned af den rå klippevæg. En dag kunne vi måske hugge en sti ind i klippen, så man ikke måtte flå sine hænder itu hver gang, man skulle ind og ud fra vores frelse.

Vores frelste by.

Paul Olivier Meridia

03.07.1690

Det skete for øjnene af os alle.

Betira af Serib, Englenes leder, den sidste af De Oprindelige Engle, gav sit liv i aften. For Civitas Salvus' overlevelse. Hendes sind ville beskytte os for evigt, havde hun fortalt.

Solen havde talt til hende, havde hun sagt. Den havde i dag frigivet en stor mængde energi, der ville nå os, efter mørket havde lagt sig over os.

I timevis stod hun bare og ventede midt på pladsen. Hun havde bedt os holde afstand, så vi ikke skulle komme til skade. Da kulden kom med mørket, stod vi tæt for at holde varmen, på behørig afstand i en stor cirkel omkring Englen. Men ingen veg fra deres plads, da himlen åbnede sig for øjnene af os.

Solens energi lyste stjernetæppet op i grønne farver, der bølgede og pulserede over bjergene. Gisp og hvin lød fra rundkredsen, men Betira af Serib rakte blot armene ud for at omfavne energien, der dansede elegant over himmelen.

Det var i sandhed det smukkeste, men tragiske, jeg nogensinde ville blive vidne til i hele mit liv. De grønne arme rakte ned fra himlen, og dansende fandt de hullet i bjerget, hvor vi stod og så tavse til. En enkelt finger syntes at søge Englen, som om den kunne mærke hendes tilstedeværelse, men ikke se hende. Forsigtigt kyssede det grønne lys jorden for hendes fødder, før det fandt vej til hendes halvt årtusind gamle eksistens.

Det grønne flød ned fra himlen i store mængder, som en bekymret moder, der ikke havde set sit hjertebarn i dagevis. Alt omkring os var lagt i et grønt skær. Energien kærtegnede hende, slyngede sig om hende i lykke, og jeg kunne se hendes helt igennem lykkelige smil, da hendes fødder løftedes fra jorden.

Med sit greb om hende, trak de grønne arme sig tilbage. På vej mod det mørke dyb, syntes hendes hvide krop nærmest at lyse. Da vi ikke længere kunne se hende som andet end en klar stjerne på himmelen, eksploderede hun pludseligt i et blændende lys, og paniske udbryd hørtes omkring mig. Jeg måtte dække mit ansigt med min ene arm, og jeg opdagede, at jeg græd.

Da jeg atter vovede at se mod himmelen, var der intet spor af vores Skytsengel. De grønne lys blev svagere og svagere, og de havde fået, hvad de kom efter.

Noget dalede langsomt mod jorden. En glimtende tåre, som om Guderne græd for vores tab.

Det landede på brostenene, hvor Englen før havde stået foran os. Da jeg samlede det op, vist det sig at være den halskæde, der altid havde hængt trofast om hendes hals. For enden af kæden hang en usleben ædelsten, der glimtede i regnbuens farver, holdt fast af en slangeagtig sølvtråd. Dén skulle vi for evigt mindes hende ved.

Himlen tog hende tilbage, som var hun et forsvundet barn, der endelig havde fundet hjem.

Jeg tror, hun fik fred. Hun havde altid været en blid, men svært tynget sjæl, der havde påtaget sig ansvaret for menneskeheden. Hun havde fortalt, at hendes essens ville blive til et skjold, der skulle beskytte dette lille hjørne af verden mod Mørket, der snart ville spredte sig som en Dødens epidemi.

Emilié María Meridia