√ | Som Natten, så Dagen

14.4

Tidligere: Vejledning til at dræbe en Gud og/eller slette hans vampyrhåndlangere fra jordens overflade:

1) Vær selv en fortabt Gudinde, der ikke regnes for at være farlig,

2) find ud af hvilken kosmisk genstand, der har bragt blodsugerne til, og

3) risiker skindet for at få fat i og destruere den før omtalte genstand.

14.4

Jeg så fristet mod det uspolerede, hvide sand, der ledte mit blik ned mod vandet. Jeg snørede de to stykker skind, der skulle forestille at være sko, af mine fødder, før jeg begravede mine tæer i det bløde underlag. Ah, hvilken lykke. Det kølige sand lagde sig om mine varme fødder og beroligede mig. Min puls var stadig høj, og blodet ringede for mine ører, mens jeg forsøgte at få styr på min vejrtrækning. Jeg lukkede øjnene, så solen fik lov at trænge ind i porerne i mit ansigt fra dens plads på himmelen. Her var varmt, og svedet piblede hurtigt frem på min pande og mine kinder. Jeg trak vejret dybt og åndede langsomt ud. Mit blik faldt på det turkise vidunder foran mig. Søen lå udstrakt i klippelandskabet, på én gang fredfyldt og fuld af liv.

Jeg bed mig i læben, hårdt og længe, før jeg bukkede under for fristelsen. Eliyas kunne vente fem minutter. Så jeg snørede mine fødder ud af læderet, der skulle forestille sko, trak hørblusen over hovedet og viklede mig ud af skindskørtet. Mine fødder bevægede sig hurtigt henover det korte stykke med kridhvidt sand, før de nåede det kølige vand. Jeg åndede ud. Her var jeg alene, ikke et blik på mig for første gang i lang tid. Bare min krop og min sjæl i harmoni.

Vandet var mættet af opløst kalk, og jeg kunne ikke se mine tæer under overfladen, selvom den turkise masse kun gik mig til anklerne. Jeg bevægede mig længere ud, lod vandet omslutte min nøgne krop helt, mens jeg blev kølet ned til en mere tålelig kropstemperatur. Selvom bjergene så ivrigt forsøgte at lægge søen hen i skygger med deres høje, golde klippesider, kunne de intet stille op mod solen, der stod på sit højeste og sendte sin kærlighed ned over dalen. Jeg vendte ansigtet og kroppen mod himmelen, løsnede langsomt hver en muskel i min krop og lod mig flyde i overfladen. Solen tog hurtigt fat i mig og kastede sin varme over min hud. Den trængte ind i mig og farvede min fugtige ud, og jeg havde det perfekt, mens vandet kølede mig nedefra. Det var helt terapeutisk at ligge her.

Jeg lukkede øjnene og mærkede et træk i smilebåndet, da jeg gav mig hen til solens varme. Jeg fornemmede energien fylde mig op, indtil jeg ikke kendte andet end solen og dens varme. Til sidst kunne min krop ikke rumme mere energi, og den flød igennem mig og ud igen, som et glas, der står glemt under en rendende vandhane. Jeg var ét med solen og med vandet. De to livsgivende elementer, der står bag alle levende organismer.

Det var først, da lyden af bobler trængte igennem til mig, at jeg mærkede det sprudlende vand omkring mig. Forskrækket sænkede jeg min krop fra overfladen, så jeg kunne træde vande. Vandet omkring mig kogte. Jegkogte. Vanddampen fløj fra min ud, og mine mærker var lyste min krop og det sydende vand op, og vi var én levende, turkis suppedas. Det kogende vand og min alt for høje kropstemperatur skræmte mig, og jeg tog en dyb indånding, før jeg dykkede langt ned i søen for at komme væk fra varmen. Det kølige vand, der gemte sig længere nede, var mørkere, fordi solen ikke kunne trænge igennem. Til gengæld var vandet klarere på denne dybde, og jeg kunne se lyset på mine arme dæmpes og til sidst dø ud. Jeg så chokeret på min hud, der nu så helt almindelig ud. Havde jeg virkelig bragt vandet i kog? Hvilke andre evner gik jeg og gemte på?

Da jeg stod ved bredden og så ud over søen, var overfladen igen blevet helt rolig, og der var ingen tegn på, at noget usædvanligt var gået til. Jeg blev næsten i tvivl om, om det overhovedet var sket. Men det varaltså sket. Jeg sukkede og lovede mig selv, at jeg måtte lære at kontrollere mine evner og gøre nytte af dem. Men der var kun mig selv at lære af, og jeg var for øjeblikket travlt optaget med at komme en verdenskrig til tåls og redde menneskeheden fra udryddelse.