√ | Som Natten, så Dagen

FØRSTE DEL

Det var varmt her i flækken af huse. Solen hang og bagte ned på mig gennem sprækken af bygninger, og jeg kunne mærke hver en pore i min hud fyldes af varmen. Jeg elskede fornemmelsen, og varmen fik mig til at slappe af. Under solen følte jeg mig hjemme. Dens stråler nåede ikke mit ansigt, der var beskyttet af en mørknet turkis skygge. Skyggen tilhørte den kasket, jeg havde taget fra min fars hylde. Den havde vist nok engang været sort, men nu var den en falmet grå med Miami DOLPHINS broderet. Byens footballhold. De havde ikke været rigtiggode siden firserne, men af en eller anden grund praktiserede byen dem stadig, som var de en religion. Kasketten tilhørte min far og stammede fra hans ungdom og den periode med succes, de ikke havde set siden. Når jeg blev træt af at høre min far spørge ind til statussen på mine ansøgninger til college, skulle jeg bare spørge ind til hvordan det havde været at leve i den tid. Især sæsonen '72, hvor de blev ubesejrede mestre, og hans far, min farfar, havde taget ham med ind til en kamp, hvor de havde siddet på fjerde række bag målfeltet til et overfyldt Orange Bowl Stadium. Legendarisk.

Det her skal slet ikke handle om football. Det var bare en distraktion. For min fars spørgsmål og for mine egne tanker. Jeg var taget ud på gaden for at tænke på noget andet – eller, foretrukket, ikke at tænke overhovedet. En konvolut havde trængt ind igennem vores brevsprække i morges og lå og skinnede på den indvendige dørmåtte med det orange og grønne logo, der tilhørte universitetet. Jeg skulle have modtaget svar i april, og jeg havde set forhåbningsfuldt på hver eneste hvide firkant, der havde ligget på måtten og ventet om morgenen. Nu var det maj, og svaret var forsinket, men jeg havde endelig modtaget det, og så havde jeg ikke tænkt videre over dét. Jeg havde flået den op, ivrig efter at læse, at de 'med glæde kunne meddele mig, at jeg var blevet tildelt en plads'. Men jeg havde ikke været forberedt på det, jeg havde læst. Jeg var kommet på ventelisten. Ventelisten. Okay, jeg havde ikke et gennemsnit på 4.0, men jeg var ikke dum, og mit essay havde været fantastisk, hvis jeg selv skulle sige det. Jeg sukkede. Nok om det. Jeg havde grebet den sorte taske, hvis udformning afslørede, at den indeholdt et lille strengeinstrument, og så var jeg flygtet fra det åbne brev på køkkenbordet.

Nu stod jeg på gaden og spillede. Jeg var ikke noget særligt. Din gennemsnitlige gademusiker. Tasken var lukket og skubbet om bag mig. Jeg ville ikke have penge. Jeg havde ikke specielt brug for dem, og det var ikke det, jeg var kommet efter. Jeg havde bare brug for luft. Ikke synderligt mange mennesker passerede mig, men mit blik faldt også kun få gange på gaden foran mig.

De eneste instrumenter, der klarede sig bedre uden vokaler, var klaveret, saxofonen og violinen. Jeg kunne ikke spille klaver stående, og saxofonen fik mig til at ligne en opblæst fisk. En af de der, der kan puste sig op så de bliver helt runde, med pikke og et lille ansigt med helt udstående øjne. En kuglefisk. Min frygt for at synge havde fået mig til at prøve kræfter med violinen, da jeg var ni. Det lille strygeinstrument kunne jeg mærke i min krop. Jeg kunne slappe af og føle tonernes indvirkning på mig, mens jeg spillede.

Jeg lukkede øjnene og trak et langt, forsigtigt strøg, der vibrerede en smule, for så at dø ud. Jeg havde troet, at mit violinspilleri skulle få mig stil at stikke ud fra mængden af ansøgere og gøre op for mit knapt så perfekte gennemsnit, men nej. Sandheden er, at jeg bare er fandens normal. Jeg taler ikke engang to sprog, ligesom halvdelen af befolkningen i Miami. Jeg tog latin et år og spansk de sidste tre år, men selv en hel times spanskundervisning fem dage i ugen, fyrre uger om året i tre år. Det var fandens meget spansk, men det rækker ikke til mere end at spørge efter toilettet og at finde rundt i menuen på de mexicanske kæderestauranter, der i øvrigt ikke er til at skelne fra hinanden sådan virkeligt. Så fandens normal. Sangen sluttede, og enkelte klap lød fra et par, der var stoppet op på sikker afstand, men mine øjne forblev lukkede. Det var ikke dem, jeg var her for. Et svagt smil faldt kort over mine læber. Da buen bevægede sig igen, var det ikke længere en sang, jeg kunne navnet på. Jeg improviserede og hørte en melodi, der kom indefra. Noget porøst og traditionelt; mystisk og fremmed. Jeg hørte lyden af min fod, da jeg trak den over de støbte fliser under mig, mens jeg bevægede mig svagt til tonerne. Det var ikke dans, for jeg kunne ikke danse. Det var bare følelse.