√ | Som Natten, så Dagen

FJORTENDE DEL

Tidligere: Amelias hemmelighed er ude – sådan halvt da. Under ceremonien til ære for den Oprindelige Engel Betira, der havde givet sit liv for at etablere et beskyttende skjold rundt om Civitas Salvus, er Amelia ved at blive afsløret, så hun tager sagen i egen hånd. Men nu tror de, at hun er profet for Lux. Er det godt eller skidt?

Solstenen er fundet, men den er fanget inde i Betiras statue. Nu ved Amelia, hvor begge sten befinder sig, men hvordan får hun fat på dem? Og hvad bliver næste skridt?

14.1  

Jeg holdt sylespidsen bestemt mod hendes brystkasse, lige over hjertet. Mine fingre åbnede og lukkedes om skaftet for at finde det bedste greb om det dødbringende våben. Min svedige håndflade var varm mod det rundede træhæfte, der passede perfekt i min lukkede hånd.

Jeg tog en dyb indånding og låste mit blik fast på den flade ende af stenhuggerværktøjet, mens jeg løftede min anden arm op bag mig. Jeg slyngede hammeren mod sylen med al den kraft, jeg kunne mønstre, mens jeg tænkte, at dette slag ville være det endegyldige.

Hammerhovedet mødte sylen; metal mod metal; hårdt mod hårdt, og en helt igennem forfærdelig lyd nåede min øregang og overbeviste mig om, at slaget måtte have været effektivt.

Træ splintredes og splittede, metal bøjede og gav efter for den store kraft, da de to elementer mødtes med et brag.

"Årh, mand, jeg var sikker på, at det ville lykkedes denne gang!"

Adar stod ved siden af mig og assisterede med mit mordforsøg. Lyden havde fået ham til at gribe om sine ører med hænderne, og hans skuffede udbrud blev råbt noget højere, end han havde haft til intention.

Jeg så på det nu skæve værktøj i min hånd. Sylens træhæfte var delvist knækket af, og den massive metalstang, der udgjorde sylespidsen var bøjet i en deprimerende form.

Diamantstatuen stod stadig intakt foran mig. Men var der en lille rids, dér hvor sylespidsen havde været placeret? Jeg gik helt tæt på og lod en finger glide over overfladen. Nej. Det havde bare været et lysglimt, der havde spillet mig et puds sammen med min ønsketænkning. Overfladen var ligeså ren og klar, som den hele tiden havde været.

En opgivende lyd forlod mine læber, da jeg smed den nu ubrugelige syl over i bunken af værktøjsseriemord, der efterhånden ville udgøre en massegrav af diverse knækkede træskafter og sært bøjede hammerhoveder i forskellige former og størrelser.

"Helt seriøst," vrængede jeg, "De kunne have brugt træ, eller bronze, eller marmor for den sags skyld – men næ, nej, de skulle absolut slibe en forvokset fuglemutant ud af verdens hårdeste mineral," jeg kastede den uduelige hammer mod brostene, og slaget forårsagede en flænge i en af stenene, "Jeg mener – hvordan har jorden overhovedet spyttet en to meter høj diamant ud?" med en blanding af spinkelt håb og urokkelig irritation greb jeg hammeren fra jorden for at smadre den mod statuen, "Det burde ikke være muligt!"

Jeg svingede den tunge hammer i en stor bue gennem luften, men stødet blev bare sendt tilbage gennem hammeren og fortsatte som en ustyrlig rystelse op igennem min arm. Hammeren delte sig i to, da hovedet knækkede af og fløj med faretruende høj fart i den ene retning, mens træskaftet blev slået ud af min hånd og snurrede i den anden retning som en boomerang.

"Ved Ramons forbistrede, behårede abebagdel," snerrede jeg mellem mine sammenbidte tænder. Jeg nærmest spyttede hver en stavelse, mens jeg greb min smertende hånd.

Et uskyldigt grin lød fra Adar, og jeg hørte Silicia, der havde holdt sig i sikkerhed yderst på den åbne plads, stemme i med sin klokkerene latter.

Jeg løftede min hånd foran mig. En farlig rød-lilla farve var allerede begyndt at afsløre det blå mærke, der ville overtage min tommelfinger inden længe.

Mellem mine spredte fingre gloede jeg ondt på statuen. Jeg spændte hver en finger, som var det en bjørneklo, der sad fast på mit håndled, og ikke en ufarlig menneskehånd.

"Gå. I. Stykker," befalede jeg bestemt og stirrede så intenst og glødende på det blide englevæsen, som jeg kunne. Jeg stirrede, som var det mit livs stirrekonkurrence. Hendes blik mødte mit med en misundelsesværdig medlidenhed, og hendes blide smil forsikrede mig om, at alt nok skulle blive godt igen. Mine øjne brændte og sved, og jeg måtte give op efter et langt og pinefuldt minut. På de tres sekunder, kunne jeg have svoret, at i bare et splitsekund, var der et lille glimt, en gnist af energi mellem mine fingre. Men ingenting skete, og jeg lod min arm falde med et suk, mens jeg blinkede panisk med tårer ned ad mine kinder.

Jeg havde prøvet at varme den op med ild, jeg havde forsøgt at køle den ned med vand i den iskolde nat. Jeg havde slået på den i varmen, og igen i kulden. Jeg havde sparket den; jeg havde kastet ting på den; prøvet at vælte den. I dagevis havde min eneste beskæftigelse været at prøve at komme statuen til livs, med og uden Adars hjælp.

Men den rare diamantkvinde stod stadig på sin granitsokkel og så ned på mig.

En atombombe kunne slå ned her, og hun ville stadig stå oprejst med sit svage, mystiske smil, mens alt indenfor flere kilometers afstand ville være ødelagt og dødt i hundrede år. En dag, når menneskeheden havde ødelagt deres planet og racen var uddød, og når Jorden tusind år efter havde genopbygget sig selv, ville et rumskib lande her. Et dusin rumvæsner ville træde ud, og deres flueagtige øjne ville finde den stadigt uforandrede diamantstatue, og de ville rapportere tilbage til deres moderskib, at to meter høje, bevingede, sært hårløse dyr havde gået oprejst på deres bagben i denne besynderlige verden.

Det var, hvis jeg altså ikke kunne få fat i Solstenen, der sad indkapslet i sit diamantfængsel og grinede af mig.