√ | Som Natten, så Dagen

16.7

Tidligere: Amelia og hendes venner har lagt den sikre menneskeby, Civitas Salvus, bag sig, og de har krydset landet for at nå til Barion. Det er lykkedes dem at komme igennem en af byportene uden for meget mistanke fra vagten, men to patruljerende vagter i gaden genkender Eliyas og beder ham følge med. Eliyas har dog andre planer.

"Plan B," sagde han, da han stak det sammenrullede kort ind i min hånd, "Løb."

16.7

Men jeg tøvede. Mit blik flakkede mellem Eliyas og mine venner. Skulle jeg virkelig lade dem i stikken? Jeg kunne ikke efterlade dem nu uden vished for, om det skulle være sidste gang, jeg så dem i live.

"Løb, Am," råbte Ophelie uden at tage øjnene fra vampyren foran hende, "Du kan godt."

"Der er flere på vej," insisterede Eliyas, "De ser lyset så klart som månen på himlen."

Vampyren stod med muren i ryggen, knæene en smule bøjet og hele kroppen spændt. Vreden lyste fra hans øjne, og de hvide flammer fra hans soldaterkammerat kastede et køligt lys over hans hud og fik ham til at ligne et lig. Hans overlæbe var løftet for at udstille de skarpe tænder bag den.

"Du er vores eneste chance," tilføjede Hugo, "Vi holder dem hen."

En tåre sneg sig ned over min kind, da jeg vendte ryggen til dem og løb mod min flugtvej dybere inde i den mørke gyde. Jeg så mig ikke tilbage. Jeg flåede lemmen op, hoppede hovedløs ned i mørket og væltede ned ad trapperne, ned mod det mørke dyb. Min krop ramte det rå stengulv hårdt. Luften blev slået ud af mine lunger, og jeg måtte hoste, før jeg igen kunne fylde dem med luft. Jeg fik kæmpet mig op på knæ og hænder, mens jeg forsøgte at genvinde mit mod. Derefter kom jeg på benene og stirrede frem for mig i mørket. Jeg var inde. Jeg knugede kortet, men jeg kunne ingenting se. Jeg var rædselsslagen, og mine knæ rystede under mig, da jeg begyndte at gå. Jeg hankede op i pilekoggeret og forsøgte ligeledes at hanke op i mig selv. Det nyttede ikke, at jeg var bange. Mine venner havde brug for, at jeg kunne klare mig selv herfra. De havde i hvert fald ingen chance for at overleve, hvis jeg ikke kunne gøre det her.

Jeg stoppede op, kun få skridt inde i mørket. Jeg lagde kortet på jorden for mine fødder, stillede bue og pile fra mig, og flåede slaveforklædningen af min krop. Tøjet havde fået mig til at føle mig svag, ubetydelig og ussel. Men jeg var en Gudinde. Jeg var stærk, og magten lå hos mig. Ikke vampyrerne. Og her stod jeg nu som Lysets Gudinde i et bagholdsangreb fra de mørke tunneler. Jeg var en kriger, og jeg følte mig endelig som én i min rustning af messing og læder. Jeg smed de slidte klæder fra mig, kylede dem ud i mørket, og samlede mine våben op.

Jeg havde kortet i mine hænder, men der var bare ét problem: jeg kunne ingenting se. Mørket var så tungt her, at jeg kun kunne ane omridset af papiret, og jeg havde ingen chance for at tyde det kort, der var tegnet på det. Jeg måtte kunne løse det her. Jeg var Lysets Gudinde. Hvad kunne jeg, hvis jeg ikke kunne skabe lys? Jeg var essensen af lys. Solens Datter.

Så jeg påkaldte mig Solen. Jeg vidste, at selvom det var mørkt her, og månen hærskede på himlen netop nu, så var Solen stadig vågen og lyste på den anden side af Jorden. Den var lige så evig som min sjæl. Jeg løftede min ene hånd i luften foran mig, spredte mine fingre og fokuserede på varmen under min hud. Jeg forsøgte at forestille mig, at en solstråle trængte ned gennem en sprække i det mørke loft, gennem jorden over mit hoved, og jeg rakte ud efter den. Jeg genkaldte mig, hvordan solens stråler føles, når de varmer huden, og hvordan varmen får mig til at slappe af. Jeg forestillede mig, hvordan lyset trængte ind i min hud, og jeg sugede solstrålens energi til mig. Da jeg knyttede min næve, havde jeg fanget solstrålen i min hånd, og da jeg åbnede øjnene, var den der endnu.