√ | Som Natten, så Dagen

12.7

Tidligere: Efter en tidlig morgen med jagt før daggry, står Amelias eftermiddag på stille og rolig læsning. Under et træ i hendes vært, Lynns, baghave, falder hun i søvn midt i en fortælling om to sten af henholdsvis lys og mørke. Som ramt af lynet vågner hun fra sin drøm med en idé. Hun opsøger Eliyas hos englene.

"Kravl lige ned fra din høje hest," klagede jeg gennem mit smil, "I sidste ende bliver det mig, der redder dig, ved du nok."

12.7

Eliyas klappede i, og hele hans krop ændrede udtryk sammen med hans ansigt. Han slog hælene mod hinanden, holdt den ene underarm elegant foran sig og den anden bag sig, og med strakte ben bøjede han i hoften. Han bukkede for mig. Det var selvfølgelig hverken for at vise respekt – den vidste jeg godt, var gensidig mellem os – eller at gøre nar. Det var for at underholde mig og bevare den lette stemning mellem os. Men alligevel fik hans gestus mig til at føle mig en anelse forlegen over, at jeg, selvom jeg først og fremmest var hans ven, ydermere var hans gud. Det var en løgn – man kunne vist godt kalde os mere end bare venner. Men det komplicerede bare vores forhold yderligere.

Jeg forsøgte at svæve så langt nede, at jeg ville have stået på gulvet. Jeg stod så tæt på ham, at jeg befandt mig indenfor hans synsfelt, selvom han havde ansigtet vendt mod gulvet. Mine fingres lys snittede hans skulder og fandt vej til hans kind. Han svajede i nakken, og hans øjne fandt mine. Så rejste han sig langsomt fra sit buk, mens han fastholdt mit blik, og min hånd fulgte trofast hans kind. Lysene fra min hånd lagde hans ansigt i et køligt skær, og han stod som skåret ud af marmor med sine perfekte træk og skødesløse lyse lokker. Jeg kunne se mig selv reflekteret i hans øjne. Eller rettere, Lux. Det var ikke Amelia, han stod overfor. Den, jeg så i refleksionen, havde ikke et par øjne, han kunne se i og forsvinde dybt ned i, som jeg gjorde i hans. Der var ingen læber, han kunne længes så inderligt efter at kysse, at alle andre behov blev ligegyldige; som jeg længedes efter at kysse ham.

Vi stod tæt. Så tæt, at jeg ville have kunne mærke hans ånde mod min hud. Jeg ville opgive min guddommelighed her og nu for at kunne være med ham.

Men det var ikke muligt.

Tilbage til virkeligheden, Amelia.

"Jeg ville ønske, at vi kunne tage tilbage til min verden og leve lykkeligt til vores dages ende, som om intet af det her eksisterede," hviskede jeg, mens jeg sank tryllebundet væk i hans øjne.

"Selvom jeg er smigret over, at du ville være lykkelig med mig –" hoverede Eliyas på sin charmerende vis, før han blinkede et par gange og lagde hovedet på skrå med et bekymret udtryk, "– ville du ikke kunne leve med dig selv, hvis du lod denne verden i stikken."

"Jeg ved det," sukkede jeg, og rykkede lidt væk fra Eliyas for ikke at lade min forelskelse distrahere mig for, hvad jeg var kommet efter, "Og jeg tror, jeg er på sporet af noget."

"Hvordan kan jeg hjælpe?" spurgte Eliyas. Han satte sig til rette i stolen foran det beskedne skrivebord, der var en del af det begrænsede inventar i hans munkekammer. Det dæmpede lys fra den ensomme olielampe, der kæmpede for at brede sit lys til hele rummet, fik Eliyas' hud til at lyse op med et glødende skær, og hans overmenneskeligt smukke træk blev markerede.

Jeg tog mig sammen. Jeg havde ikke tid til at stå og savle mentalt over drømmefyren foran mig. Han var godt klar over, at jeg ikke var kommet fra hyggens skyld. Det var ikke uden risiko for mig at rejse rundt i astralform. Min bevidstløse krop kunne blive fundet når som helst.

"Du fortalte mig om Mørkestenen; dén i Genevrias scepter," forklarede jeg, "Hvad ved du om dens modsætning?"

Eliyas så forvirret på mig, og det lod til, at han ikke rigtig vidste, hvad han skulle svare.

"Ikke rigtig noget," han slog ud med hænderne og famlede i luften efter et mere fyldtestgørende svar, han kunne give mig, "Det er bare spekulationer, at der overhovedet eksisterer en. Historierne kalder den Solstenen. Hvis Englene har den, så skjuler de det godt – men jeg tvivler på det. Hvordan har du hørt om den?"

Mit svar var et eftertænksomt hm, der ikke afslørede noget om, hvorfor jeg spurgte ind til den såkaldte Solsten.

"Amelia?" insisterede han. Bekymringen var tydelig at læse i ham.

"Den må stadig være i krateret," konstaterede jeg stadig undvigende. I min drøm havde jeg fundet Mørkestenen i et krater, så hvis ingen havde Solstenen, var det nok fordi den aldrig var blevet fundet, og så var der god chance for, at jeg endnu kunne finde den i krateret, "Hvor slog den komet ned, der forvandlede folk til engle?"

"Hvad er din plan, Amelia?"

Stædigt krydsede han armene foran sin overkrop. Eliyas var vedholdende, og hans beslutsomme blik fik skyldfølelsen til at vokse i mig. Men det var på tide, at jeg begyndte at leve op til mit ansvar. Jeg måtte gudinde mig op. Min plan? Min plan var at finde Solstenen, få fat på dens mørke modpart fra Genevria, og destruere dem begge. Lignelsen, jeg havde læst, forklarede, at stenene blev skabt af kometerne, ligesom de overmenneskelige væsner var det. De måtte hver især være forbundne. Jeg havde selv mærket Mørkestenens kraft, og jeg var ikke i tvivl om, at den var vigtig for vampyrernes eksistens. Men ingen vidste tilsyneladende, hvordan stenene var forbundet med væsnerne. Jeg var ikke sikker på, hvad der ville ske, når jeg tilintetgjorde stenene, og jeg kunne ikke tænke på, hvad konsekvenserne ville være for de engle og vampyrer, der vandrede på jordens overflade. Men jeg måtte beskytte menneskene. De var mit ansvar.

Jeg kunne ikke fortælle ham det. Han måtte ikke tage ud og lede efter den for mig. Jeg kunne ikke risikere, at englene – eller Ramon, for den sags skyld – fik nys om, at jeg ledte efter den. Eliyas var i sikkerhed her, og det ville han kun blive ved med, hvis han ikke begyndte at snuse rundt i krogende og stille englene mistrovækkende spørgsmål.

"Jeg må finde den," sagde jeg og forsøgte at lyde lige så beslutsom, som han virkede til at være. Det så ikke ud til at være tilfredsstillende for ham, så jeg tilføjede lidt mildere: "Stol på mig."

Dét fik ham til at bløde lidt op, og de krydsede arme sænkedes mens han sukkede.

"Gør nu ikke noget dumt," sagde han velvidende, at jeg ikke kunne love ham det, "Lad være med at opsøge fare."

Jeg nikkede blot. Eliyas så ud til at give efter. Han trak en af skrivebordsskufferne åben, og frem hev han et stykke tykt papir, der var rullet op. Da han glattede det ud på bordet foran mig, genkendte jeg motivet som et antikt kort over Europa.

"Kometen, der forvandlede vampyrerne –" begyndte han og placerede sin finger på kortet, "– slog ned her, lidt uden for Paris."

Jeg nikkede indforstået.

"Den, der forvandlede folk til engle –" sagde han og flyttede pegefingeren til et nyt punkt, som han prikkede til med sin fingerspids, "–ramte her."

Selvom kortet ikke var så præcis, som de kort, jeg kendte, og på trods af de betydeligt skæve proportioner, var jeg ikke i tvivl.

Sverige. Selvfølgelig. Smukke, høje, lyshårede mennesker. En stereotyp engel i alle religiøse malerier gennem tiden. Eliyas passede perfekt.