√ | Som Natten, så Dagen

ELLEVTE DEL

Tidligere: Amelia lærer stadigt mere om denne verden, både i den fysiske såvel som politiske sammensætning. Hun har i sin søgen efter svar afdækket en profeti om sig selv, og det er et spørgsmål om tid, før hun er nødt til at afsløre, hvem hun er. Med denne nye vægt på sine skuldre, må hun gå umiddelbart tomhændet til strategimøde med Gill og Ophelie denne morgen. Men hun har intet at fortælle dem. Hvad bliver der af hende og Silicia, når landsbyen finder ud af, at de ikke er til nogen nytte? Vil de sende dem væk? Eller vil måske de dræbe dem for at bevare hemmeligheden om byens eksistens?

11.1

Jeg vågnede med et chok, da en hånd lagde sig på min skulder. Hvem vovede at stjæle min elskede søvn fra mig? Jeg løftede mit ansigt og åbnede mine øjne for at finde gerningsmanden, men noget lå tæt henover mine øjne og blokerede mit syn. Da mine fingre fandt frem til mit ansigt, viste det sig at være et groft, gammelt stykke papir.

Med ét faldt alt i hak for mig. Det var en løsreven side fra bogen, jeg havde læst i hele natten. Parabolae de Vita et Mortem. Men før, jeg kunne læse den færdig, havde mine øjne tydeligvis lukket i for ikke at åbne igen før denne morgen. Papiret havde klistret sig fast til min pande og kind, og jeg greb forfjamsket efter det, pinlig berørt over det syn, jeg måtte udgøre netop nu. Da jeg endelig så op, var det Edam, der stod og ventede mere eller mindre utålmodigt.

Jeg lukkede øjnene i og gned de trætte øjenlåg med mine fingre for at fortrænge ham bare et par sekunder. Det fik ham til at rømme sig påtrængende højlydt, så jeg stoppede min øjenmassage – dog uden at fjerne mine fingre. Han stod med en olielampe lige foran mit ansigt, og jeg havde nær afbrændt mine nethinder af at identificere ham. Jeg tog en dyb indånding og pustede langsomt ud, før jeg fjernede mine fingre og så op på ham med smalle øjne.

"Møde."

Det ene ord, der mere lød som et bjæf end en menneskelig lyd, var det eneste, jeg fik fra ham, før han snurrede et hundrede og firs grader på hælene og marcherede ud af rummet. Jeg sukkede og vendte øjne af hans evne til at overdramatisere sin utilfredshed med mig.

Men med ham forsvandt lyset. Min egen lampe stod udbrændt foran mig på gulvet.

"V-vent!" fik jeg åndeløst fremstammet i min pludselige panik. Men Edam stoppede ikke. Hvad havde jeg også regnet med? Jeg håbede virkelig, at han snart ville bide sin stædighed i sig og begynde at se mig som et medmenneske igen. Ellers var der en vis Gudinde, der snart ville forlade hans dyrebare bjerg.

Jeg var faldet i søvn siddende på det hårde, kolde stengulv med benene trukket tæt ind til mig under bjørnepelsen for at holde varmen. Mine led klagede ved hver lille bevægelse, men lyset herinde var svindende, og jeg skyndte mig at samle de løse sider op og ligge dem ind mellem bogens endnu udholdende sider, før jeg snublende fandt min vej ud af det klaustrofobiske klipperum med den tonstunge bog i min favn.

Lysene i det store loftsarrangement måtte være blevet tændt i de tidlige morgentimer, for de hang igen og brændte, i modsætning til da jeg var trådt ind i klippen i nat. Synet fik mig til at ånde lettet ud, og med en nyfunden tro på mig selv og hvad, jeg nu måtte gøre, skyndte jeg mig ned ad trappen og ind i krigsstrategilokalet.

De sad alle og ventede på mig, da jeg trådte ind. Det lange bord var omringet af elleve stole, og selvom jeg nok ville gætte på, at Gill som deres leder sædvanligvis ville tage plads for enden ad bordet, havde han nu placeret sig i den midterste stol på den ene langside. Ved hans højre side sad Ophelie med et ansigt, der var stramt trukket tilbage af den endnu strammere fletning, der tæmmede hendes lange år. Ved Gills venstre side satte Edam sig netop ned. Overfor Edam, med ryggen til mig, sad Silicia. Hun vendte sig og mødte mit blik med et smil, da hun så, at de andre havde løftet deres ansigter mod mig. Stolen ved siden af hende var trukket ud som indikator for, at den ventede på mig. Det var lige overfor Gill.

Synet af ham med sine to stærke støtter placeret til højre og venstre for ham mindede mig om min tur foran vampyrernes Råd, der var arrangeret på rad og række efter intern rang akkurat som nu. Tanken fik mig til at synke en klump spyt, og min mund føltes pludseligt meget tør. Der var ret køligt så dybt inde i klippen, så jeg beholdt pelsen på. Og hvem ved; måske ville den give mig bare en lille smule autoritet. Jeg havde brug for al den hjælp, jeg kunne få.

På bordet mellem os lå et stort stykke papir, der så ud til at være hjemmeproduceret. Det var groft, og kanterne var flæsede. Og desuden var det vist heller ikke helt firkantet. Men det var blankt. Et stykke kul var lagt foran både Silicia og jeg. De ville have os til at tegne et kort, gættede jeg.

Jeg stod et øjeblik bag min stol og så ned i bordet – usikker på, hvordan jeg skulle gribe det her an. Så lagde jeg bogen, jeg havde knuget ind til mig, så de løse sider ikke skulle falde ud, ned på bordet foran min plads, så en del af den overlappede papiret og tilkendegav, at jeg i første omgang ikke havde tænkt mig at tegne det mindste for dem. Bogen kom først ifølge min dagsorden.

"Jeg har en plan," hviskede jeg til Silicia, idet jeg indfandt mig på min tildelte plads ved bordet ved siden af hende. Da jeg trak stolen ind under mig, skrabede den øredøvende højt og ubærligt længe mod det ujævne gulv, før jeg syntes, jeg sad tæt nok på bordet. Situationen var virkelig tåkrummende, men jeg måtte bide det i mig og forsøge at bevare min værdighed.

"Jeg har ikke tænkt mig at snakke om Barion," startede jeg og forsøgte at lyde sikker på mig selv – selvom jeg stensikkert ikke var det. Jeg var nødt til at gøre min stemme monoton og hård for at skjule, at den rystede. Gill så fra den mystiske bog, der rejste tusind spørgsmål hos dem alle, til mig og åbnede munden for at protestere, så jeg skyndte mig at tilføje, "Men der er noget andet."

Jeg gav dem en lille pause for at se, om de stadig ville insistere på at drøfte Barion lige med det samme. Da ingen af dem bød ind, vidste jeg, at det lige nu var mig, der sad med kortene på hånden.

"Fortæl," bød Gill og kløede sig i sit sølvgrå skæg, "Så må vi bedømme, om vi finder det nyttigt."

Han troede tydeligvis stadig, at han havde overtaget i denne uudtalte forhandling, om hvorvidt Silicia og jeg kunne blive boende i hans by. Men han anede ikke, hvad jeg var få øjeblikke fra at fortælle ham. Selv hvis han ikke troede mig med det samme, ville det, jeg skulle til at sige, få ham til at stille spørgsmål ved stort set alt, han var blevet fortalt om gudinden, englene – og menneskeracen. Og han var nødt til at beholde mig her for at få svar på dem.

----------------------------

Forfatterbesked: Jeg kan virkelig mærke, at handlingen er ved at spidse til! Hele niende OG tiende del spænder over ét enkelt døgn, hvilket for mig er bevis på hvor meget, der sker hos Amelia lige netop nu. Men med ellevte del starter en ny dag med flere udfordringer, afsløringer og beslutninger. Husk nu at stemme og kommentere! Det er jer, der holder min historie igang – ikke mig.

– Brochmann <3