√ | Som Natten, så Dagen

7.5

Tidligere: Amelia og hendes tre menneskevenner har fundet ly på en gård ejet af det ældre menneskepar Agnes og Harold. Amelia bliver ved med at opdage nye minder og egenskaber, hun har tilegnet sig i hendes tidligere liv, som viser sig at gavne hende nu. De har soveplads på toppen af laden, og de forsøger at få en god nats søvn, inden de ved daggry drager videre.

7.5

Da vi var gået i seng igen i høet på toppen af laden, havde vi alle været fuldstændig udkørte. Dagen var gået med at grave lange rækker af kartofler op, at fodre høns og grise, og at male et gammelt stakit hvidt på ny. Silicia havde haft problemer med at gøre tingene rigtigt, men ikke mig. Det havde ærligt talt været rigtig sært. Det var som om, jeg kunne drage på min oldemors viden om landbrugsarbejde. Hver gang jeg havde stået overfor et nyt redskab, skulle jeg bare kaste et blik på det, før et minde skyllede over mig og fortalte mig, hvordan jeg skulle bære mig ad. Det var planen at tage af sted ved daggry, så vi havde pakket al provianten sammen med vores ting, og nu stod det alt sammen nedenunder og ventede på at vi kom ud af høet. Men således skulle det ikke gå.

Den nat vågnede jeg ved lyden af et skydevåben, der gik af, efterfulgt af råb og skrig. Jeg tumlede ned af bunken af halm og kæmpede mig på fødderne, hvorefter jeg fangede Silicias blik.

"De er efter os!" udbrød jeg panisk. Det måtte være Jack og hans besætning, eller Genevria og hendes undersåtter, der var kommet for at generhverve Silicia og jeg. Mine ord gav ekko, og jeg så mig over skulderen på Edam, der netop havde sagt mine ord i munden på mig.

"Er de efter jer!?" sagde vi, ligeledes i munden på hinanden.

"Drop nu det pjat og lad os se at komme af sted!"

Det var Adar, der fik os til at genvinde fatningen, og én efter en hoppede vi ned af stigen, tog alt hvad vi kunne bære af vores oppakning og fik benene på nakken. Da vi kom udenfor stod hovedhuset i brænd, og store stikflammer oplyste natten. Edam smed alt hvad han havde i hænderne og skulle lige til at sætte i løb, da Silicia stoppede ham.

"Nej, lad være!" sagde hun, "Det er for sent. Lad os hellere se at komme væk herfra."

Vi løb gennem rækkerne af majsplanter, som min oldemor havde gjort det i min drøm. Vi havde tænkt, at hvis vi blev ude af syne så længe som muligt, ville vi have en chance for at slippe væk. Hvis det var vampyrer – og hvis det vel og mærket var os, de var kommet efter, og ikke Agnes og Harold – så ville de kunne fange os i samme sekund, de fik øje på os.

Uden advarsel stoppede Edam brat op, og selvom jeg løb bagest i rækken, havde jeg knapt nok tid til at bremse, før jeg væltede ind i ryggen på Silicia foran mig.

"Shh," sagde han kort, og vi så os alle omkring, skannede området for at se, om der var fare på færde, men for mig at se, var der ingen ko på isen, som man siger. Jeg valgte alligevel at stole på Edams instinkter, han havde trods alt mere erfaring med at overleve i denne verden end jeg, så jeg holdt min mund lukket og kiggede varsomt ind mellem majsplanterne.

Det første og eneste, jeg så, var de lynende blå øjne med et gennemtrængende stænk af rødt. En knoglerystende kendsgerning skyllede over mig.

Det var mig, de var kommet efter.

Det næste øjeblik blev luften trykket ud af mine lunger, vinden susede omkring mig og kolde, stærke arme holdt om min talje og ben. De havde taget mig. Jeg vidste ikke hvem, men de havde taget mig! De isblå øjne. Kun én gang havde jeg set dem før. Det var Amira. Jeg huskede hendes slangehvislende ord:

"Jeg skal sørge for, at du, Gudinde af Lyset, lider en evighed i flammer," havde jeg hørt hende sige dengang, kort efter vampyren Alonzos død. Jeg fandt aldrig ud af, om det havde været en drøm eller virkelighed. Nu var hun kommet efter mig, så det måtte vel have været virkeligt nok.

Et irriteret udbrud lød til højre for mig, og jeg forsøgte at løfte min overkrop fra den ryg, jeg var blevet slynget over, så jeg kunne se, hvad der var sket. Det var Amira. Jeg lod mine øjne glide over hendes krop for at finde ud af, hvorfor hun var stoppet op. Fra hendes baglår udsprang en lang pind, der i enden var forsynet med noget, der lignede fjer. Det var en pil. Jeg løftede hovedet endnu mere og anstrengte mig for at få øje på mine venner gennem de tætgroende majsplanter. Og ganske rigtigt. Dér stod Edam med sin bue i hånden, i færd med at genlade med en ny pil. Længere nåede dog han ikke. Der lød et brøl fra Amira, og hvis øjne havde kunne dræbe, så havde hun fældet Edam i samme sekund. I stedet flåede hun pilen ud af sit lår, kastede et hurtigt blik på spidsen, som Eliyas også havde gjort det, dengang jeg havde trukket en pil ud af hans ryg midt i en brændende bygning. Amiras læber strakte sig i et lumsk smil, hvorefter hun på et splitsekund kastede den tilbage mod dens ejermand. Men det var ikke Edam, der knækkede sammen. Pilen borede sig ind i Adars mave, og han sank i knæ.

"Nej!" råbte Edam, og ekkoet fulgte mig, mens ryggen, jeg lå på, bevægede sig væk med lydens hastighed.

__________________________

Forfatterkommentar:

Så er jeg kommet hjem fra ferie! Undskyld den lange ventetid, men jeg valgte ikke at tage min computer med på ferie, så jeg ikke ville komme til at bruge min tid på hotelværelset. Men glæd jer, for jeg er kommet op med en masse idéer til drama og diverse til de kommende kapitler!

Knus, Brochmann