√ | Som Natten, så Dagen

11.6

Tidligere: Adar har måske – og måske ikke – afsløret Amelias store hemmelighed. Edam har for engangs skyld gjort Amelia en venskabelig gerning og overbevist Gill om at lade dem blive. Men den fyrige Ophelie er ikke tilfreds med de fremmedes fortsatte tilstedeværelse i Civitas Salvus, og det er måske kun et spørgsmål om tid, før Ophelie får sin vilje, hvis Amelia ikke kan diske op med noget brugbart. Hun har fortalt dem om Lux' eksistens som et plaster på såret. Lad os bare håbe, at de bider på...

11.6

Jeg havde brugt eftermiddagen på at påbegynde min oversættelse af lignelserne i Parabolae de Vita et Mortem for at finde frem til hvilke hemmeligheder, den end måtte gemme på. Da mit hoved endelig ramte den bløde pude på madrassen på Adars værelse, var jeg helt ør efter alle de ord, der fløj rundt i mit hoved. Jeg havde et helt nyt sprog, der pludselig var sprunget frem fra mine låste minder, som jeg nu skulle finde hoved og hale i. Jeg sukkede, og klemte øjnene i for at lukke ordene ude. Men en hvisken nåede frem gennem virvaret, og langsomt overdøvede den de andre ord i min bevidsthed. Jeg rynkede øjenbrynene, da jeg genkendte den messende summen. Det var en forsigtig bøn, der hverken lød panikslagen eller desperat. Nogen forsøgte at påkalde Lux. Jeg vidste med det samme, hvad jeg skulle gøre. Jeg løsnede mine muskler og prøvede på at slappe af i kroppen for at følge bønnen og undersøge det nærmere. Det kunne være Eliyas.

Jeg fornemmede mine mærker lægge Adars værelse i et dæmpet, køligt lys, og jeg håbede, at det ikke ville vække Silicia, der lå og sov i sengen få meter væk. Jeg havde ikke tid til at forklare, jeg måtte besvare hidkaldelsen nu. Inden han gav op. Jeg mærkede tågen krybe ind over mig og løfte mig op, til jeg blev vægtløs, og min sjæl løsrev sig fra min krop. Da mørket lagde sig over rummet, fordi de sirlige lys på min krop slukkedes ved min sjæls fravær, kunne jeg stadig se. Før havde der været bælgmørkt, og jeg ville ikke have kunnet se min egen hånd foran mig, før jeg ville have prikket mig selv i øjet. Men gennem Lux' ikke-fysiske øjne, var mørket ikke en hindring. Jeg så min bevidstløse krop ligge på madrassen på gulvet, som om jeg var indlemmet i en dyb, drømmeløs søvn. Godt. Så ville de ikke bemærke, at jeg var væk. Da jeg så på Silicia for at sikre mig, at jeg ikke havde vækket hende, lå hun så stille, at man skulle tro, hun også var taget et smut på astraleventyr. Jeg lod tågen tage mig til sig, og synet forsvandt.

Denne gang havde tågen kun lige nået at lukke sig om mig, før den tilsyneladende havde ført mig til bønnens kilde, da den begyndte at opløse sig og afsløre mig for min destination.

Hvis jeg havde haft lunger, havde jeg gispet. Hvis jeg havde haft et hjerte, havde det pumpet på livet løs. Som om nogen lige havde grebet fat i badeforhænget, mens jeg stod nøgen under bruseren på den anden side, famlede jeg vildt omkring mig for at komme tilbage i tågens skjul, før jeg ville stå til skue.

Det var ikke Eliyas' hidkaldelse, jeg havde besvaret. Manden, der sad på sine knæ på et stengulv med et beskedent stearinlys foran sig, løftede sit gråhårede hoved og så ind i tågen.

Det var Gill.

Jeg trådte længere tilbage i tågen, så kun hans omrids stod frem gennem disen. Tågen udtværede mit lys så han ikke kunne se de sirlige mønstre, der ville afsløre min identitet, hvis han kunne genkende formerne på mine ar. Jeg sendte et sarkastisk taktil Amira. Selv fra døden gjorde hun harme. Det, Gill kunne se, var en levende, lysende tåge, der optog den ene ende af rummet.

Det var det her, jeg havde bedt om, var det ikke? Gill havde faktisk lyttet til mit råd, og han havde forsøgt at hidkalde Lux. Jeg havde jo så ikke lige gennemtænkt det, kunne jeg godt se nu. Jeg havde lyst til at flygte med det samme. Men jeg var nødt til at bevise, at jeg havde haft ret; at der var en chance for at få hjælp fra Lux. Og at han kunne stole på mig – Amelia. Men hvordan?

På trods af Gills længerevarende, chokerede tavshed, var han den første af os til at sige noget.

"Celí?" spurgte han forvirret. Celí, hvem i al verden var Celí? Nu var det mig, der var mest forvirret, "Celí, jeg ved ikke, hvad du brænder af for at få det lys og al den røg, men det er ikke en god spøg."

Måske var det hans kone, eller var det en datter? Han syntes uanset at være overbevist om, at nogen drev gæk med ham. Jeg måtte sige noget.

"Jeg er ikke Celí," sagde jeg med en klar stemme og så meget autoritet, jeg kunne mønstre. Jeg vidste, at min stemme lød så tydeligt, at han troede, den kom fra hans sind. Og ganske rigtigt så han sig over skulderen for at se, om der stod nogen lige bag ham. Men da tomheden mødte ham, vendte han igen sit forvirrede blik mod lyset i tågen.

"Hvem er du?" spurgte han, men jeg behøvede ikke at svare. Han vidste godt, hvem han stod overfor. Han tog et skridt frem mod tågen, så jeg veg længere tilbage i tågens slør. Tågen lagde sig tungt omkring mig for at beskytte mig, og jeg kunne se på Gill, at mængden af lys, der trængte igennem tågen, mindskedes. Det så ud til, at han forstod hentydningen, så han tog respektfuld et skridt tilbage.

"Lux?" spurgte han dæmpet for at få bekræftet, at han ikke var blevet skør. Jeg svarede med et dybt nik, men det gik op for mig, at han ikke kunne se det. I stedet lod jeg tågen lette sig en smule, så lyset i rummet blev stærkere. Som om lyset næredes ved lyden af mit sande navn. Og måske var det præcis, hvad der i virkeligheden skete med mig. Jeg kunne mærke mit sind langsomt styrkes i takt med, at flere begyndte at tro på Lux. Min guddommelighed voksede i mig. Som et lille frø, der var blevet plantet for mange år siden, men som først nu fik den næring, der skulle til for at gro.

"Lux, hvor har du været?" spurgte Gill fortvivlet, da jeg stadig ikke havde sagt noget, "Du har ikke vist dig i tusind år. Du er blot en myte nu."

"Jeg ved det." Jeg stoppede ham i at sige mere. Jeg kunne ikke holde ud at høre på det, for sandheden var, at jeg udmærket vidste hvor, jeg havde været. Bare ikke hvorfor. Jeg havde endnu ikke fundet ud af, hvorfor jeg for tusind år siden havde ladt en hel verdens menneskehed i stikken – eller om det havde været min egen vilje.

"Noget rådnede i godheden," sagde jeg i et forsøg på at fortælle ham hvad, jeg vidste, "Jeg er svag. Jeg har brug for tid til at genvinde min styrke. Hav tålmodighed. Livet vil sejre."

Det var det eneste, jeg kunne finde på. Det var vagt, og jeg var ikke sikker på, at han var overbevist. Men jeg vidste, at jeg havde vækket hans håb, og det måtte være godt nok for nu. Så før, han kunne nå at stille flere spørgsmål, jeg ikke kunne svare særligt fyldestgørende på, trådte jeg helt ind i tågen, og lod den føre mig tilbage til værelset i Lynns roligt sovende hjem.

---------------------------

Forfatterbesked: Hvad tror I, det er, der vokser i Amelia? Er det guddommelighed, eller er det noget andet? Hm...

– Brochmann <3