√ | Som Natten, så Dagen

1.2

Jeg stod på en båd. Sådan virkede det i hvert fald. Jeg vidste det ikke, det hele gyngede for mig. En båd var det ikke, jeg havde græs under tæerne. Solen stod højt på himmelen, mens luften blev fyldt af en masse fugle, der pippede deres sange. Man kunne ikke se dem. De var overalt. I træerne til venstre, buskene dér til højre. Inde i midt hoved. Det var ikke bare en masse tilfældige toner. De formede en melodi. Melodien sagde mig et eller andet. Jeg kunne bare ikke finde ud af, hvad. Jeg kunne på den anden side eller ikke koncentrere mig længe nok til at finde ud af det. Det hele var så smukt her. Alle mine bekymringer var væk, der var ingen vægt på mine skuldre. Faktisk havde jeg det, som om jeg selv ikke havde nogen vægt. Som om jeg kunne lette hvornår, jeg ville, og bare flyve op i det blå. Gad vide, om jeg kunne?

Jeg så ned af mig selv. Jeg havde stadig det samme nattøj på, som jeg havde lagt mig til at sove med. Sov jeg? Det var dérfor! Åh, hvor jeg elskede min underbevidstheds ustyrlige fantasi indimellem.

Mine tæer begravede sig i græsset. Jeg flyttede den ene fod. Så den anden. Til sidst løb jeg ned ad bakken, og satte af. Jeg lukkede øjnene. Egentlig forventede jeg, at jeg ville ramme jorden igen, men det eneste, jeg kunne mærke under mine fødder, var vinden. Den var over det hele. Den omsluttede mig, og jeg åbnede øjnene.

Under mig kunne jeg se den slætte, jeg før stod på. En tåge kom krybende ind fra alle sider og sugede det smukke landskab til sig. Jeg rakte hånden ud for at gribe fat i det resterende fantastiske scenari, men vinden rev mig væk. Den flåede i mig fra alle sider. Jeg kunne intet stille op, så jeg lod bare min krop flyve, som vinden ville.

Pludselig tav vinden, og jeg stod stille i luften. Jeg så rundt i tågen, der omringede mig på nært hold, og… Var det ikke et ansigt? Jo, det var. Et ansigt, der syntes at være på størrelse med hele min krop un et par favne fra mig.

Tågeansigtet åbnede øjnene og så på mig… Med mine øjne? Nej, det kunne ikke passe, det var helt klart en mands ansigt. Det var bare tilfældigvis den samme grønne nuance som den, mine øjne havde.

Udtrykket var ikke svært at læse. De så på mig som om jeg ikke eksisterede. Og på samme tid som om de frygtede mig. Men hvorfor?

Jeg åbnede munden for at tale til ansigtet. Idet jeg ledte efter ord, undrede jeg mig over, hvorfor det ikke talte til mig. Det var dét, der var det uforklarlige, svævende ansigt af tåge, ikke mig. På den anden side var jeg den vægtløse, selvlysende pige…

”Hvad er jeg?” ordene havde svært ved at forme sig, og hver lyd forlod omhyggeligt mine læber. Det var et simpelt spørgsmål. Det burde ikke kræve det lange svar. Og han burde vide det. Hans øjne var så store. De så så alvidende ud, som havde de levet i tusinder af år.

Det grå tågeansigt med de grønne øjne åbnede munden. Og forsvandt med en hissende bevægelse.

Det begyndte at tordne i tågen, og jeg blev igen kastet rundt. Det var, som om tyngdekraften pludselig kom i tanke om, at den burde påvirke mig, og jeg faldt mod jorden med farretruende fart.

Da jeg vågnede igen, var jeg ikke sikker på, hvor længe jeg havde været væk. Det hele gyngede i mit hoved, som drømte jeg stadig, og det føltes, som om alt, jeg havde i min mave, var på vej op igen.

Jeg åbnede øjnene og opdagede, at jeg lå på noget mørkerødt stof med hovedet gemt i det. Føj, hvor her lugtede. Jeg ville rejse mig op, men mine arme sad fast på ryggen. De var bundet. Da var det, jeg huskede natten før. Eller for lidt siden. Jeg vidste det ikke. Men hvad, jeg vidste, var, at jeg lige nu lå bundet og slynget over skulderen på min kidnapper. En af dem i hvert fald, for der var flere. Jeg kunne høre dem tale sammen. De talte ikke synderligt højt, men højt nok til, at jeg opfattede ordene, selv med mit hår flagrende om ørerne.