√ | Som Natten, så Dagen

9.2

Tidligere: Amelia er langt om længe undsluppet vampyrernes greb, og sammen med sin eneste veninde Silicia er hun blevet bragt til en mystisk menneskeby i bjergene af de to brødre, Edam og Adar. Lederne i det lille samfund tilbyder dem at blive, mod at pigerne opgiver informationer om Barion og deres flugt derfra, som Amelia faktisk ikke er sikker på, at de overhovedet kan give dem. På trods af det, føler Amelia sig langt om længe i sikkerhed.

Men da jeg begav mig igennem det lille hus, nåede jeg ikke længere endkøkkenet, før jeg blev mødt af en mørk silhuet, og jeg gispede.

                  

9.2

                  

"Åh, undskyld, kære."

Jeg åndede lettet ud. Det var bare Lynn. Min paranoia var seriøst ved at tage overhånd. Men det er der vel ikke noget at sige til, taget i betragtning af, at jeg blev kidnappet fra mit hjem af udødelige væsner og bragt til en eller anden parallel dimension, for så at blive fortalt, at jeg tilmed er en gud. Lige pludselig havde jeg lyst til at skrige, at de alle sammen kunne gå ad helvede til; at de havde ødelagt mit liv. Men det var kun Lynn, der kunne høre mig, og hun var jo netop en af de få, der havde taget imod mig med åbne arme. Når jeg tænkte over det, var Silicia og Lynn faktisk de eneste på listen over folk fra denne verden, der ikke havde mødt mig med fjendtlighed. Det var ikke bare mig, denne verden gjorde paranoid. Det var alle, der måtte leve i den. Og så var der denne tilsyneladende glemte by, der lå isoleret fra omverdenen, hvor bjergvæggene rejste sig beskyttende til alle sider. Men de måtte da være nødsaget til at bevæge sig udenfor dalen indimellem, ligesom Edam og Adar havde været det – og den gruppe, der havde mødt os på den anden side af en af bjergtoppene. De to brødre havde egentlig aldrig fortalt, hvad de lavede så langt væk fra deres hjem. Og hvorfor i al verden havde man valgt at sende en lille dreng som Adar afsted? Det var jo uforsvarligt.

"Er der noget galt?"

Det var Lynn igen. Jeg blinkede for at komme ud af min tankestrøm. Tilbage til virkeligheden, Amelia. Eller, pseudovirkeligheden, som det var for mig. Hvis man overhovedet kan kalde den det, for var den ikke lige så virkelig som min egen virkelighed? Jeg gned mig i øjnene. Jeg måtte se at vågne op.

"Nej, undskyld," svarede jeg søvndrukkent, langt om længe, "Jeg blev bare vækket af en drøm, og så kunne jeg ikke falde i søvn igen."

Jeg fik lyst til at spørge hende, hvorfor hun var oppe midt om natten, men jeg afholdt mig fra det, da jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle formulere mig uden at lyde anklagende eller mistænksom. Svaret fik jeg dog, da jeg så nærmere på Lynn. I lyset fra olielamperne og den svage ild fra kakkelovnen i hjørnet kunne jeg se, at hun havde et forklæde slået om sig, og derefter fik jeg øje på ingredienserne på bordet.

"Er du ved at bage? Midt om natten?" spurgte jeg overrasket, men Lynn svarede mig bare med et lille grin.

"Midt om natten," gentog hun grinende, "Det er skam ikke midt om natten, fjolle, det er bare dalen der er mørk. Solen står snart op, vil jeg tro. Vil du have en kop te?"

Det kan godt være, at det var et spørgsmål, men jeg nåede ikke at svare, før hun klappede i hænderne, hvilket resulterede i at en sky af melpartikler opstod omkring hende, hvorefter hun rakte op på hylden over hende efter en krus.

"Nej, nej, ellers tak," skyndte jeg mig at sige, da jeg egentlig aldrig havde været for glad for varme drikke, med mindre jeg var syg, og det derfor var nødvendigt, "Jeg tænkte egentlig, at det måske ville være rart at gå en tur – se, hvad det er her for et sted."

"Åh, det lyder da som en god idé," sagde hun og stillede kruset tilbage på sin plads, "Så vil du måske hente lidt vand til os fra søen? Den er så smuk, den må du se. Den ligger nok knap en halv times gang herfra, så er du hjemme til friskbagte boller."

Pludselig forstod jeg, hvor Adar havde sit optimistiske livssyn fra. Der var en ubekymret lethed over Lynn, og den smittede af på mig, så det kunne mærkes på smilebåndet.

"Det vil jeg meget gerne," sagde jeg.

"Skønt," smilede hun og børstede sine hænder af i forklædet, "Kom med mig."

Lynn klædte mig på til at gå ud i den tidlige morgenstund, og til at holde vandet i gav hun mig to keramiske vandbeholdere, der når de var fyldt skulle hænges på hver ende af en lang pind, jeg skulle balancere over skuldrene. Men på turen mod søen benyttede jeg pinden som vandrestav, og med de to krukker i deres snore over min ene arm, kunne jeg have en fakkel i den anden hånd.

"Den får du ikke brug for på vej hjem," havde Lynn sagt, "Solen når at stå op. Bare følg floden mod strømmen. På et tidspunkt skal du gå på en bro langs klippesiden, men den skal du ikke være bekymret for – den har holdt i hundrede år, og vi går på den hver dag."

Jeg tvivlede på at en bro i så fugtige omgivelser ville holde i hundrede år uden at rådne, men jeg gik ud fra, at det nok bare var et udtryk for, at den havde holdt længere end, hvad hun vidste af.

Men der hvor to bjergsider lukkede sig om floden, var det ikke en bro, min sti ledte hen til. Det var en afsats af brædder lagt oven på tykke bjælker, der var banket ind udhugninger i den massive sten. Der var ikke noget rækværk, intet, der afholdt mig fra at falde ud over kanten og ned i den stærke strøm. Her blev jeg lidt stående og så konstruktionen an, før jeg tog mig sammen og trådte op på afsatsen. Jeg holdt faklen ud i strakt arm foran mig, men jeg kunne ikke se, hvor lang tid jeg skulle gå over vandet, da floden forsvandt bag et sving længere forude. I revnen over mig kunne jeg se den dybblå himmel med adskillige stjerner på, og jeg håbede på, at jeg som Solens Gudinde kunne finde en lille smule støtte i de millioner af små sole, når nu jeg ikke havde min egen. Jeg tog en dyb indånding og fortsatte med varsomme skridt.

-------------------

Forfatternote: Ja, jeg kom jo til at love jer minimum ét kapitel her i weekenden, men så fik jeg faktisk ret travlt alligevel. Jeg kunne ikke nænne at lade jer i stikken, så her har I weekendens kapitel! Så har jeg ikke andet at sige end GLÆD JER TIL NÆSTE KAPITEL – det gør jeg i hvert fald. Nogle bud på, hvorfor? ;-)

Kh, Brochmann