√ | Som Natten, så Dagen

5.2

Netop som jeg havde bestemt mig for at rive til, begyndte flammerne grådigt at slikke sig op ad dørkarmen. Jeg havde virkelig travlt. Jeg lukkede øjnene i, talte hastigt til tre, hvorefter jeg på nu rev forsigtigt i håbet om, at jeg kunne mindske smerten bare en smule.

Der lød et brøl fra Eliyas.

"Amelia!" udbrød han, "Det der er sådan, man torturerer folk! Riv nu forhelvede til, og gør det hurtigt!"

"Undskyld!" sagde jeg og gjorde store øjne. Forsigtigt var ikke bedre. Noteret. Jeg samlede mig og fastgjorde mine rystende hænder endnu en gang.

En

Jeg ville ikke torturere ham-

To

Havde han erfaring med at torturere?

Tre

Ville han torturere mig, hvis han havde fået besked på det? Hvem havde han i det hele taget tortureret? Og hvor mange?

Nu. Jeg rev til, og pilen gav langsomt efter. Da jeg væltede bagover, var det med hele pilen i min blodige hånd.

Eliyas trillede gispende om på ryggen, og jeg betragtede ham med blandede følelser. Væmmelse, lettelse. Frygt.

"Lad mig se pilen," gispede han og stak sin åbne hånd ud mod mig. Jeg så på den blodige pil og lagde den hurtigt i hands hånd, hvorefter jeg forsøgte at tørre hans blod af i gulvet, jeg sad på. Han så kort og intenst på pilespidsen, hvorefter han sukkede lettet og lod pilen falde. Hvad var der med pilen? Jeg samlede den op og som på den, som han havde gjort. Jeg kunne ikke se noget særligt. Det var en pilespids af jern. Men vent - da jeg drejede pilen, var der noget på spidsen af spidsen, der opfangede flammernes lys og glimtede. Jeg så nærmere og drejede og prøvede at fange lyset. Og dér! Der var det igen!

"Hvad er det?" spurgte jeg og betragtede undrende de små glimt.

"Angelus lapis lumen," svarede han og gryntede. Talte han i tåger?

"Hva' for noget?" Jeg så på ham. Han så ikke godt ud. Han hævede sig op på den ene arm, mens han så irriteret på mig.

"Englenes sten af lyset," sagde han mellem grynt og støn, mens han langsomt kæmpede sig op på knæ, "Det eneste, der kan trænge igennem en vampyrs skind."

"Er du okay?" Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Et menneske, jeg troede var usårbart og udødeligt lå nu blødende og såret foran mig.

"Jeg har brug for blod," sagde han monotont, dystert, "Ellers heler såret ikke."

Mit instinkt for at hjælpe sprang til, og jeg strakte min underarm ud mod ham, hvor et net af blå og lilla blodårer svagt var at syne under den tynde hud. Jeg havde masser af blod takket være det boost, jeg havde fået efter Alonzos angreb. Tanken fik mig til at sænke min arm en smule. Hvad hvis Eliyas var ligesom Alonzo på det punkt? Nej, det var ham, der havde revet Alonzo af mig. Han ville ikke skade mig. Jeg hævede øjenbrynene, strakte armen og så bydende på ham.

"Amelia, jeg kan ikke tage dit blod," han skubbede min arm væk uden at se på den, "Du er min Gud!"

Jeg sukkede irriteret. Som om det skulle adskille mit blod fra enhver andens. Jeg samlede pilen op og lagde min tommelfinger mod den flade side af pilespidsen.

"Min sjæl er måske din Gud," sagde jeg og lagde den skarpe spids mod min bare hud, "Men min krop er menneskelig, og mit blod er blod."

Med de ord skar jeg uden tøven en flænge gennem min underarm. På langs, ganske vist, jeg havde ikke noget dødsønske på nuværende tidspunkt. Det var en skærende smerte, men det var lykkedes mig at skabe en åbning til hans næringsstof. Den dybrøde væske begyndte at bryde frem, og snart løb den ned langs min arm. Igen stak jeg den anmassende tættere på Eliyas. Han så på mig med store, undersøgende øjne. Jeg nikkede og gav ham lov. Ville han ikke bare lade være med at trække tiden ud? Bygningen var ved at falde sammen, og han var snart brudt herind uden nytte, for røgen var så tyk, at jeg nær blev kvalt ved hvert andet åndedræt.

Han placerede sin ene hånd fast om min albue og den anden blidere om mit håndled. Så lagde han forsigtigt munden mod den blødende åbning, men han bed sig ikke fast, som Alonzo havde gjort. Jeg åndede lettet ud. Han var ikke dyrisk som Alonzo. Han lukkede øjnene, og jeg kunne mærke hans tunge på min hud. Strømmen af blod kunne ikke følge med i hans tempo, og han trykkede munden hårdere mod min arm. Jeg kunne mærke hans tænder, der hurtigt strejfede min hud.

Han løftede hovedet og slap min arm. Hans blik hævedes langsomt indtil han så på mig med skinnende, røde øjne. Mit hjerte begyndte at slå hurtigere, mens en pludselig frygt skød igennem mig.