√ | Som Natten, så Dagen

13.6

Tidligere: Det er blevet Nytårsdag i landsbyen – en helligdag, der markerer den dag, en Engel frelste byen. Amelia har fået en veninde i jægerkammeraten Fiora, der lader hende låne en kjole, så hun kan tage del i traditionerne i forbindelse med fejringen. 

13.6

Silicia, Fiora og jeg var mødtes hjemme hos tvillingerne. Til ingen overraskelse havde Silicia og Fiora allerede hilst på hinanden. Silicia var langt længere på den sociale front end jeg selv, og jeg var sikker på, at hun allerede var blevet venner med halvdelen af landsbyen.

Solen stod stadig højere end de omkringliggende bjergtinder, og engene omkring landsbyen var fortsat badet i den sene eftermiddags glød. Det var her, alle landsbyens hunkønsmedlemmer samledes nu, for at gøre de sidste forberedelser inden ceremonien.

"Og så tager I den næste blomst og ligger ved siden af – sådan her – og så drejer I stilken rundt om de andre blomster, op over blomsterknoppen, og ned til de andre stilke – sådan her!" Fiora viftede med en samling vilde blomster, der var starten på hendes blomsterkrans. Måske havde det en symbolsk betydning at bære blomsterkranse på hovedet ved deres Nytår, men det virkede mere, som om det var en social tradition for at give kvinderne noget at samles om. Det var i hvert fald hyggeligt.

Jeg kunne ikke komme i tanke om, hvornår jeg sidst havde lavet en blomsterkrans. Jeg huskede det i hvert fald, som om det var noget nemmere, end det, jeg havde at gøre med nu. Silicia havde hurtigt fanget det, og hendes slanke fingre snoede snildt den ene blomst ind i kransen efter den anden.

"Ih, nej, Am," grinte Fiora af mig, da hun skævede til mit sølle forsøg på en hoveddekoration. Jeg sukkede opgivende.

"Kan jeg ikke bare have en blomst bag øret?" spurgte jeg håbløst. Jeg mærkede et opmærksomhedskrævende ryk i min kjole og vente mig om for at finde den skyldige. Mit blik søgte nedad og mødte en pige, der så ud til at være yngre end Adar.

"Den er til dig," sagde hun og holdt en blomsterkrans frem mod mig på sine åbne håndflader. Den var hverken elegant eller simpel – tværtimod. Det var tydeligt at se, at det havde været vigtigt for hende, at hver og én af engens planter var repræsenteret i kransen. Der var blå klokkeblomster, hvide tusindfryd, gule smørblomster, og tilmed var flere kornsorter såvel som græsstrå blevet inkluderet og strittede ud mellem blomsterbladene til alle sider. Jeg var vild med den.

"Må jeg virkelig få den?" spurgte jeg beæret men skeptisk, da jeg flyttede på kjolens stof for at bukke mig ned og møde hende i øjenhøjde.

Hun nikkede bestemt og kunne ikke helt stå stille, selvom det virkede til, at hun gjorde et ihærdigt forsøg på det.

"Hvad hedder du?" spurgte jeg med et smil og fjernede et blad, der havde forvildet sig ind i hendes lysebrune hår.

"Alba," sagde hun med en genert stolthed.

"Tusind tak, Alba," sagde jeg og sænkede mit ansigt mod jorden så hun kunne placere den på toppen af mit hoved. Da jeg kiggede op igen, kunne jeg se enkelte strå og klokkeblomsters bjælder dingle indenfor mit synsfelt.

"Vil du have min?" spurgte jeg usikkert og rakte min undskyldning af en blomsterkrans mod hende.

"Nej tak," sagde hun og kunne ikke styre sin ansigtsmimik, og før jeg kunne nå at sige mere, hun løb tilbage til sine veninder, der havde stået og ventet på sikker afstand.

Med øjnene fulgte jeg hende tilbage til hendes veninder, og først da de alle havde vendt ryggen til os, rejste jeg mig op igen.

Fiora og Silicia havde holdt deres grin inde, men da de yngre piger var på lang nok afstand, lod de latteren få frit løb.

"Så du Albas ansigtsudtryk, da Am spurgte, om hun ville have den?" grinte Fiora, og Silicia nikkede uden at kunne sige noget.

Okay, jeg måtte indrømme, at det ikke lige havde været den reaktion, jeg havde regnet med, da jeg tilbød, at hun kunne få mine kvaste blomster.

"Er den virkelig så dårlig?" spurgte jeg og holdt det sølle bundt op foran mig. Pigerne nikkede grinende, og jeg smed min værdighed ned i græsset sammen med min fejlede blomsterkrans. Man kan vel ikke være god til alt. Heller ikke, hvis man har levet i en evighed.

Da skyggerne strakte sig over engen, var det tid til aftenens næste punkt. Alle kvinderne gik i flok op mod landsbyen, og de hvide kjoler fik mig næsten til at føle, at vi var på vej til ét stort bryllupsorgie. Fiora havde fundet en af sine gamle kjoler frem fra skabet, der måtte indeholde op til sytten af slagsen til at matche hendes sytten år lange liv.

Det var et mysterium for mig, hvordan og hvorfra, men Silicia havde tilegnet sig en kjole, der skjulte hendes mange ar fra hendes tid som omvandrende blodbank. Den høje halsudskæring stoppede halvvejs mod hendes hage, og stramme ærmer smøg sig om hendes arme og endte i en ring om hendes midterste finger. Kjolens figur var helt simpel, og det blanke satin sad så tæt, at kun en kvinde med en absolut ikkeeksisterende bule på maven kunne bære den. Jeg bemærkede, at hendes blege hud, der med nød og næppe dækkede hendes tynde skikkelse, havde fået en ny, sundere glød, og nu syntes mindre porøst. Jeg bed mærke i det, fordi Silicia engang havde misundt min solsvedne farve med den bemærkning, at hendes hun selv var så bleg, at hun nærmest var blå. Jeg vidste, at det var resultatet af hendes mangeårige misernæring og konstante fængsling i mørket. Det frydede mig at se, hvor godt det var for hende at komme væk fra vampyrerne. Selvom hun måske nok havde troet, at hun var glad hos dem, og at hun havde det godt i mangel på noget at sammenligne med. Men det havde jo været således hele hendes liv. Hun havde aldrig kendt til frihed eller oprigtig glæde. Et smil trængte sig på så insisterende, at jeg ikke kunne skjule det, da det gik op for mig, at hun var nået hertil, fordi hun havde mødt mig. Uden at det skal lyde selvforhøjende, altså. Men jeg blev simpelthen så lettet over at opdage, at jeg virkelig kunne gøre en forskel her, og hjælpe folk til bedre liv. Et kort, men værdifuldt øjeblik, var jeg ikke helt så skræmt af det faktum, at jeg var menneskenes gud, selvom jeg stadig havde mest lyst til at løbe skrigende bort uden nogensinde at se mig tilbage.

Jeg selv var gemt væk under adskillige lag af helt blødt tyl, der var prydet med påsyede blade i hvidt stof, som om jeg var blevet fanget i en vinterstorm på min bryllupsnat. Min overkrop var grænseoverskridende bar, men fra begge mine skuldre hang kappeagtige stykker tyl, som jeg kunne gemme mig lidt under, selvom det var gennemsigtigt. Jeg kunne ikke lade være med at bide mærke i, at de to stykker stof, der var hæftet fast på kjolens stropper, svævede let bag mig mens jeg gik. Næsten som et par englevinger.

--------------------------------

Forfatterbesked: Til alle, der har trukket eksamensfag i denne uge: jeg håber, det gik godt! Glædelig forlænget weekend – eller bare god fornøjelse med læseferie til de af jer, der har det.

Kh, Brochmann