√ | Som Natten, så Dagen

11.3

Tidligere: Amelia har afdækket en konspiration, der udspillede sig for næsten tusind år siden, og som har store konsekvenser for, hvordan denne parallelle verden ser ud i dag. Men hvad kan hun stille op med denne viden så lang tid efter? Ingen vil tro hende. Eller vil de?

11.3

Jeg skiftede mit blik fra Gills udtryksløse ansigt for at se på Silicia ved min side og finde mod i hendes tilstedeværelse. Hun mødte mit blik med store, tillidsfulde øjne. Hendes brune øjne så i det dæmpede lys så mørke ud, at de lige nu mindede mig om et dådyrs. Der var ingen frygt at spore i dem, og jeg sendte hende et kort smil som tak, før jeg igen så på Gill.

"Ikke længe før vi flygtede, gik der et rygte blandt menneskene i byen om, at hidkaldelsen var lykkedes for en pige. Kortvarigt, men hun var stensikker på, at hun havde set Lux," jeg holdt en pause for igen at se på Silicia for at finde tryghed. Og Silicia – trofast som hun var – der ingenting anede om det her, sad alligevel og nikkede ivrigt for at bakke op om min historie. Så jeg fortsatte, "Desuden, så samledes Rådet kort før englenes angreb, fordi en troværdig kilde påstod at kunne bevise Gudindens eksistens."

Jeg tror aldrig, jeg før havde brugt ord som 'en troværdig kilde' eller 'eksistens'. Men jeg forsøgte at lyde klog og pålidelig, og det virkede til at være det kloge at sige. Det var mod min natur at sidde og lyve for dem, og af det Godes Gudinde at være, var jeg skræmmende god til det. Men den bedste løgn var bare en fordrejet version af sandheden. Og det var netop, hvad jeg gav dem. Sandheden var dog, at jeg ikke vidste, hvad der var hændt pigen, efter lyset var gået ud den nat. Havde hun i det hele taget levet til at fortælle om, hvad der var sket? Jeg havde ærligt talt fortrængt det midt i det virvar, som jeg nu kaldte mit liv.

Gill kørte en hånd frem og tilbage gennem sit gråstængte hår og lod den frustreret glide ned over sit ansigt, mens han samlede sine tanker og til sidst sukkede opgivende. Vi havde begge været optaget af tanker, og det var først ved den påtrængende lyd af hans suk, at jeg blev hevet tilbage til nuet.

"Hvis det er sandt–" begyndte han med et stænk af håb i stemmen, men han afbrød sin egen ivrighed ved at skjule det med et kort host, "Hvad foreslår du så, at vi stiller op med dette?"

Med spørgsmålet samlede han sine hænder på bordet foran sig for igen at virke rolig og sammenfattet. Men jeg vidste, at jeg havde sået en tvivl og et håb i ham, der snart ville spire og vokse sig større, indtil han til sidst ville være klar til at blive overbevist. Og når den tid skulle komme; når jeg først havde fået dem til at tro på dét, jeg havde fortalt dem – så vidste jeg faktisk ikke, hvad mit næste træk ville være. Men indtil videre havde jeg købt Silicia og mig selv lidt mere tid. Og det var, hvad vi havde brug for netop nu.

"Vi beder," sagde jeg insisterende, "Hvorfor forsøge at angribe vampyrerne med alle odds imod os, når vi måske kan skaffe os Gudindens støtte."

Gill sukkede og rystede vantro på hovedet. Han så på Ophelie til venstre for sig som for at søge støtte hos hende, akkurat som jeg havde gjort det med Silicia. Ophelie havde forholdt sig udtryksløs under det hele, og jeg var derfor ikke i tvivl om, at det her var Gills beslutning at tage. De andre var her bare for at rådgive ham. Ophelie i hvert fald. Jeg var ikke sikker på, at Edam var særligt højt oppe på rangstigen her. Måske var han tilstede, fordi det var ham, der havde bragt os hertil og havde ansvaret for os. Måske var han her, fordi han og Adar havde været tæt på Barion og kendte til den lange rejse dertil. Jeg havde egentlig stadig ikke fundet ud af, hvad i al verden de havde foretaget sig i vampyrernes territorie, da jeg var stødt på dem. Ikke at jeg klagede – uden dem havde jeg sikkert stadig vandret rundt på den hede. Eller hvad der var værre; været død.