√ | Som Natten, så Dagen

14.6

Jeg svingede min arm og kylede en bølge af min tåge og min vrede efter ham. Men han slugte den ubekymret med en væg af røg. Min tåge var det eneste våben, jeg havde mod ham, og han afværgede den bare sådan. Jeg forsøgte mig fra den anden side. Så én til. Og én til. I et øjeblik var han ikke til at få øje på, hans glødende mønstre fuldstændig skjult af røg og tåge, der hvirvlede tykt omkring os og igennem os. Jeg kunne ikke fornemme hverken op eller ned her, det var som om vi eksisterede indeni tågen og røgen. Mens jeg ventede i spænding, faldt partiklerne til ro, og hans skikkelse dukkede igen op foran mig, akkompagneret af en dyb, ondskabsfuld latter.

"Er du virkelig en Gud? Eller er du bare endnu en fupmager," spyttede han og løftede sin håndflade mod mig og jeg så omkring mig, forberedte mig på at lave en mur af tåge til at møde hans mørke, som han selv havde gjort det få sekunder forinden. Han kastede sin røg efter mig med én lille bevægelse i håndledet. Det var en lille gestus, men den sagde mere end tusind ord; tusind hånefulde ord, der gjorde grin med den kæmpe anstrengelse, det samme nummer havde krævet af mig. Min tågemur kom kejtet på plads, og selvom den afhjalp lidt af slaget, væltede røgen mig alligevel omkuld, da den trængte igennem min tåge med en sådan kraft, at jeg endte flere meter væk. Min tur gennem intetheden stoppede først, da tågen greb mig.

"Du kan jo ikke rigtigt hjælpe nogen af dem," sagde han med en tunge som en slanges; elegant og giftig, mens jeg kæmpede mig på benene igen, "Ikke de svage mennesker, eller de få Engle, der er tilbage. Ikke dødsenglen, der ikke kan vælge side. Hvad har du tænkt dig at gøre?" min vrede fyldte mig og havde overtaget mit sind, men han fortsatte, "Hviske opmuntrende ord i deres drømme fra dit skjul?"

Han løftede hånden igen, spredte fingrene, så symbolet i hans håndflade var rettet mod mig som et årvågent øje. Det var ikke røg, han kastede imod mig denne gang. Et rødt lys spredte sig fra symbolet. Det voksede sig større, omslugte først hans hånd og så hele hans krop, før det sprang mod mig som et sultent rovdyr. Det lagde sig om mit sind og bed sig fast. Som da jeg druknede i Mørkestenens dragende, røde lys, kæmpede jeg nu for at holde mig oven vande, mens lyset, der måtte stamme fra samme hjørne af Helvede som Mørkestenen, trak mig længere og længere ned i en sø af lava. Jeg kunne ikke løsne dyrets kløer i mig. Det var, som om en pose var blevet trukket ned over mit hoved og spærrede mine luftveje, og jeg kunne ikke se ham, da han talte igen.

"Din elsker ligger død på sit usle kammer," nærmest spyttede han af foragt for Eliyas og for mine følelser for ham, "Jeg klemte hans hjerte, til det ikke længere kunne pumpe hans kolde blod rundt i hans årer. De finder ham nok ikke, før flammerne er brændt ud, og der ikke er mere tilbage af ham end asken fra hans billige tøj."

Jeg vristede mig fri af den hæmmende energi, løsnede hans tag i mig, og kom og at stå. Det kunne ikke passe. Han kunne ikke have dræbt Eliyas. Eliyas var flere hundrede år gammel og stærkere end både engle og vampyrer. Han var god, og han fortjente at leve. Ramon havde bevæget sig tættere på mig, og med hånden løftet forberedte han sig på at slå til igen. Men dét trick kendte jeg. Jeg havde brugt det én gang før. Dengang i det underjordiske forrådskammer med Amira, der havde søgt hævn for Alonzos død, sammen med hendes Alonzo-erstatning, Castor.

Ramon havde på mange punkter gjort det klart, at han var stærkere end mig, selvom vi skulle forestille at være hinandens modstykker og ligemænd. Men han havde haft tusind års træning i at være Gud, mens jeg havde levet de samme tusind år i uvidenhed. Til gengæld havde jeg masser af erfaring med at være menneske, hvilket ikke ligefrem var noget, han kunne prale af. Han havde drevent den af i al den tid, hvor han havde tyranniseret denne Verden uden at møde værdig modstand, fordi jeg var støvet væk. Men jeg havde snesevis af livserfaringer at trække på, og jeg måtte bruge min menneskehjerne nu. Jeg kendte nummeret med lys, og jeg kunne gøre ham det efter, men jeg måtte finde ud af, hvordan jeg kunne ramme ham uden, at han kunne forsvare sig. Han var mig stærkt overlegen, men jeg måtte være smartere end ham. Tænk, Amelia. Vreden boblede i mig og gjorde det svært at tænke klart. Jeg så det røde lys sprede sig og lægge an til at fange mig i sit net igen. Jeg måtte gøre noget – og dét hurtigt. Vent lige.

Bobler.

Jeg boblede bogstaveligt talt af vrede. Jeg vidste, hvad jeg måtte gøre. Det var ikke særligt svært. Jeg havde gjort det i søen blot øjeblikke forinden. Jeg lukkede øjnene og lukkede det røde lys ude af mit sind. Jeg fokuserede på den utæmmede energi, som mine negative følelser for Ramon udgjorde i mig, og jeg fokuserede på at lade den flyde ud af mig. Energien trængte ind i tågen omkring mig og varmede den op, så den blev en let vanddamp, der søgte væk og tvang rans røg på afstand. Røgen var hans ressource, ligesom tågen var min. Og nu var den sat ud af spil, ude af hans umiddelbare rækkevidde. Dén havde han ikke set komme.

Så løftede jeg min åbne håndflade mod ham, sikrede mig at Solsymbolet var det sidste, han så af mig. Jeg ramte ham som et lyn, og han kunne ingenting stille op.

Da lyset havde fortaget sig, og jeg atter kunne se, var Ramon væk. Ligeledes var hans røg og den storm, der havde raseret i intetheden, havde lagt sig. Tilbage var kun mig og min tåge.

Jeg vidste ikke, om jeg havde udslettet Ramon – mit umiddelbare gæt var nok ikke. Men han var væk, og jeg var sikker for nu. Jeg havde kun én ting i tankerne.

Eliyas.

Jeg måtte tilbage og sikre mig, at han ikke var død og opslugt af flammer, som det forfærdelige billede, Ramon havde malet for mit indre. Tågen adlød mig, og snart så jeg igen Eliyas foran mig.

Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde, da det gik op for mig, at han ikke var død. At Ramon havde fyldt mig med sadistiske løgne og gruopvækkende tanker for at provokere mig. Havde han ønsket at få mig ud af den for at gøre mig svag? Det var i hvert fald ikke lykkedes ham. Hans ord havde derimod givet mig styrken til at få ramt på ham og sende ham væk til Fanden ved hvor.

Men Eliyas mødte mit blik med en blanding af lettelse og sørgmodighed. Jeg skyndte mig hen til mig, lagde begge mine hænder mod hans ansigt, så mine lys forstærkede hans smukke træk, og jeg kunne se langt ind i hans grå øjne.

"Han dræbte dig ikke," gispede jeg lykkeligt. Hvorfor så han fortsat så trist ud?

"Hvad er der galt?" spurgte jeg, da han ikke sagde noget, og jeg trak mig lidt væk for at se bedre på ham.

"Jeg heler ikke," sagde han stille, men jeg forstod ikke, hvad han mente med det. Jeg så på ham efter sår, men han havde ikke en skramme, og dét på trods af, at Ramon nær havde kastet ham igennem væggen lige efter, at han havde været faretruende tæt på at skille Eliyas' hoved fra hans hals.

Eliyas tog fat i det nederste af hans lasede bluse, og da han trak den over hovedet, var hans bevægelser langsomme og anstrængte. Han havde ondt, men han forsøgte ikke at vise mig hvor ondt.

Han behøvede ikke at vise mig det. Jeg kunne selv se. Huden over hans hjerte, dér hvor Ramons hånd havde været, var svedent, som var han blevet brændt. Men det var bare overfladen. Hvis Ramon havde rørt Eliyas' hjerte, måtte det være værre endnu. For det så jo slet ikke slemt nok ud i forvejen. Han kunne dø.

"Det er ligesom lapiz lumen," sagde han og hentydede til den lille grønne sten, englene satte på spidserne af deres våben for at kunne trænge igennem vampyrernes stenhårde hud, "Jeg har brug for blod."

Han kunne virkelig dø. Jeg nikkede. Jeg forstod.

"Tag nordpå," begyndte jeg, og jeg var ikke længere usikker, "Mod bjergene."

Han bevægede sig langsomt men bestemt over mod sit skrivebord, der utroligt nok stadig stod efter den heftige slåskamp, for at finde det kort, han havde vist mig tidligere. Da han havde rullet det ud foran mig, satte jeg min finger på det. Jeg vidste ret præcist, hvor bjerglandsbyen var. Jeg havde selv sæt det oppefra, da jeg havde løftet mig selv langt, langt op over bjergene.

"Jeg vil møde dig dér," sagde jeg og kiggede på lysene, der udgjorde min finger. Dét sted, jeg pegede på, var for foden af bjergkæden. Dér, hvor Silicia og jeg var kommet fra, da vi havde fulgt brødrene væk fra Barion.