√ | Som Natten, så Dagen

17.6

Tidligere: Kampen er slut, og Amelia har sluttet fred med Ramon, efter de sammen besejrer deres skaber, Overguden Æquitas. En tredje dimension bliver skabt af deres samarbejde, og Nox regerer nu i Dødsriget, hvor vampyrer og engle hører til. Kun mennesker og Dødsengle er tilladt på Jorden. Eliyas og de andre Dødsengle er nu Dødens håndlangere, der bliver tilbage for at jage de, der flygter fra døden.

17.6

Der gik ikke et år, før jeg en tidlig morgen måtte vriste mig fri af Eliyas' arme og vælte ud af sengen for at kaste mig ud på badeværelset og klamre mig til toilettet. Jeg sagde til mig selv, at jeg måske havde spist noget dårligt i går. At jeg måske var ved at blive syg. Men det var bare noget, jeg forsøgte at bilde mig ind. Jeg vidste, hvad der var ved at ske. At jeg kunne begynde at tælle mine sidste måneder og snart mine sidste dage. At enden på Amelia Strattford var nær. Af den grund opsøgte jeg Ophelie.

Det var skumring, og byen var endnu stille, da jeg krydsede de små, brostensbelagte gader. Bag de skæve mure lå børn trygt og sov i deres senge, og kun enkelte havde begyndt deres dag med bagværk i køkkenerne. Den friske duft af begyndende forår fyldte mine lunger og tvang kvalmen lidt på afstand. Træernes tyndeste kviste var pyntet med små knopper, der meget snart ville folde sig ud og blive til blade i den skønneste grønne farve. Jeg kunne se mit åndedræt, der manifesterede sig i små, rytmiske dampe i luften foran mig. Fugle sang fra deres skjul under tagene, men en enkelt havde vovet sig ud fra den varme rede ligesom jeg selv, og den drak af den tøende frost, der glimtede på træernes grene. Nattens kulde var ved at fortrænge sig, men en anden slags kulde bed fortsat hårdt inde i mig.

Jeg gemte mig bag hætten på min lange, grå uldkåbe, da en ung dreng kom traskende mod mig. Han var nok blevet sendt ud for at hente vand fra en af byens få funktionelle brønde. Der var sket meget de sidste otte måneder siden engle og vampyrer blev drevet fra Jordens overflade. Menneskene var i kontrol, og Vatikafeltet fungerede nu som hovedsæde. Ingen vidste, at Overguden var blevet dræbt. Jeg havde kun fortalt, at Lux og Nox havde indgået en aftale, der overlod Jordens overflade til menneskene. Det Ny Råd var blevet etableret – og en dag måtte vi også sørge for at finde et bedre navn til vores gruppe af ledere – og vi havde forsøgt at samle verden i én. Mange menneskesamfund havde startet stammelignende landsbyer i de fjerneste områder, og det havde været svært for os at få dem til at samarbejde. Mennesker havde i mange århundreder levet enten som slaver eller under anarkiske forhold, og det gjorde det noget kompliceret at forsøge at stable en ny civilisation på benene. Rådet var en samling af repræsentanter fra både store og små samfund, der mødtes en gang i måneden for at forbedre handel, infrastruktur og generelle samfundsvilkår. Gill kom ned fra bjergene for at dele af Salvies erfaring og viden om at drive et selvforsynende samfund, og Ophelie sad i stolen, der skulle repræsentere Vatikafeltet. Jeg var glad for, at velkendte og velmenende ansigter prydede flokken, for det var mig, de alle så til. Jeg var ikke særligt god til det. Jeg kunne ikke finde ud af at prioritere initiativer, og jeg forsøgte altid at imødekomme alles efterspørgsler, hvilket mest endte ud i, at ingen var tilfredse med det, de fik. Jeg havde brugt måneder på at besøge alle byerne og se til, at de havde, hvad de behøvede for at bygge deres samfund op. Jeg havde fået meget opmærksomhed, alt for meget. Det var derfor, min hest lige nu stod og sov med hængende hoved i sin bås i stalden, mens jeg forsøgte at snige mig ubemærket igennem byens skygger.

Da jeg nåede Ophelies dør, slog jeg mine knoer insisterende mod den og bankede adskillige gange, mens jeg kiggede mig nervøst over skulderen.

"Jajajajajaja," mumlede Ophelie idét døren langt om længe gik op og hendes er-du-klar-over-hvad-klokken-er-grimasse dukkede op på den anden side, "Hvilken kat er kommet slæbende med dig?"