√ | Som Natten, så Dagen

13.4

Tidligere: Mørkestenens modsætning, Solstenen, var ikke i krateret i Sverige, men hvor er den så? Amelia må igennem en hulens masse læsning i håbet om, at ordene vil fortælle hende, hvor hun kan finde sin skat. Hun må til at ruste sig mod den forestående krig mod hendes brors Mørke.

13.4

Jeg havde gennemsøgt dagbogssektionen i bibliotekets mørke i – hvad der føltes som – dagevis i klippen, hvor solens lys ikke nåede ind og mørket lå på lur udenfor olielampens rækkevidde. Mit eneste tilflugtssted var, når jeg var i skoven med de Ophelie og de andre jægere ved daggry. Når den kølige dug lå på bladende og ligeledes fugtede mine kinder, mens verdenen vågnede fra nattens grufuldheder, og de, der havde overlevet, havde sikret sig endnu en dag under solens beskyttelse. Det var her, jeg blev mindet om, at verdenen også kunne være fredelig. I Civitas Salvus levede menneskene i stammeagtig harmoni med deres omgivelser.

Ophelie havde med sin accept af mig gjort de andre i gruppen åbne for min tilstedeværelse, og jeg var efterhånden blevet fast inventar og en naturlig del af deres morgen. Jeg havde endda fået mig et dæmonansigt ligesom resten af gruppen. Masken, der hang på min ryg, var nødvendig i tilfælde af, at vi stødte på fremmede, når vi bevægede os udenfor Salvie. Salvie var en hemmelighed for omverdenen, og kendskabet til det skjulte bjergfolk, måtte ikke bredes. Det virkede for mig usandsynligt, at de forvrængede ansigter, der var udskåret i træpladerne, var nok til at overbevise forbipasserende om, at der ikke levede nogen her. Men Ophelie havde forklaret, at folk, der havde forvildet sig helt herud, ofte havde vandret fortabt rundt i urskoven i dagevis og ikke var længe fra at miste deres forstand. Vampyrer havde de aldrig set så langt oppe i bjergene. Der var vel heller ikke nogen fordel ved at bevæge sig så langt væk fra de civilisationens kendte tagselvborde.

Jeg var desuden ikke længere den nyligste tilføjelse til jægertruppen. Et par tvillinger, der ikke var meget yngre end jeg selv, havde været under optræning af Ophelie, og de var nu klar til at forlade deres arbejde i markerne og begynde en ny del af deres liv. Her i bjergene svarede det at forlade marken vel til at træde ind i de voksnes rækker.

Jeg skævede over den store bregne, der adskilte mig fra dem. De var begge to høje og slanke i deres statur, og hvor pigens ustyrlige røde krøller gik hende til livet, sad drengens som en fuglerede henover hans hoved. Over deres blege men varmt glødende ansigter lå fregnerne spredt ud over hvert et ansigtstræk som et stjernetæppe over nattehimlen. Deres øjne var krystalblå, og havde de ikke haft deres livsglade glimt, kunne jeg have svoret, at de måtte være i familie med Amiras isblå ulveøjne. Men tvillingernes øjne var katteagtige og så nærmest smilende ud, selvom der ikke var antydningen af et smil over deres læber. Hvis det altså var muligt.

Takket være mine uforklarlige evner med bue og pil, havde jeg fået ansvaret for Fiora, der med sin rolige hånd og mangel på råstyrke var blevet anvist bue og pil som sit værktøj. Længere væk fra mig stod hendes bror, Beta. Han var noget større end sin søster, om end han med otte minutters forskel var den yngste af de to. Han gjorde sit bedste arbejde med et langt spyd, som han med sin styrke fik tvunget igennem luften for at spidde en intetanende kanin til jorden. Beta var Hugos ansvar, eftersom magen til hans evner med et spyd var hidtil usete. Vi fire var blevet et team, når vi bevægede os ud i skoven. Det var Hugo, der havde grebet mig, dengang jeg i panik var styrtet ud af klippetunnelen og nær var faret i min egen død. Måske var det derfor, jeg var kommet til at stole på ham så hurtigt.

Hugo fangede min opmærksomhed ved at løfte sin håndflade mod mig i et kontrolleret vink. Derefter vendte han den stift frem for sig for at få mig til at kigge i den retning.

Og dér stod en kronhjort med et gevir, der fortalte os, at den endnu ikke var fuldvoksen, men godt på vej til at blive det. Det var godt to hundrede kilo, der stod og græssede foran os, og mine pile var ikke nok til at nedlægge den.

Jeg nikkede til ham. Jeg kendte hans plan, selvom vi kun havde gjort samme nummer enkelte gange før.

I symbiose lagde vi an til angreb. Hugo spændte sin krop som jeg spændte min bue. Han strakte sin arm bagud med et afbalanceret greb i sit spyd, og jeg pegede min ladte bue i samme retning.

Men da han tvang spyddet gennem luften, var det ikke det majestætiske dyr, jeg sendte min pil efter.

Spyddet borede sig med sin kraft ind bag kronhjortens skulderblad, og da skoven reagerede på larmen, rejste en kaskade af nært småvildt sig. Min første pil slog en fasan ud af luften nærmest før, den overhovedet havde taget sit første vingetag. Hurtigt prydede en ny pil min bue, men denne gang måtte jeg trække vejret, mens spidsen af pilen sporede en anden fasans flugt gennem luften. På få sekunder havde jeg kortlagt dens rute, og da jeg åndede ud, slap min pil buen og ramte fasanen på en afstand, der fik de andre til at måbe og tilmed overraskede mig selv.

Jeg sendte et stille tak til den Amelia, der i et tidligere liv havde trodset de mandlige jægertraditioner og var blevet stammens bedste jæger.