√ | Som Natten, så Dagen

15.4

Tidligere: I kølvandet på en kollision mellem de to Gudelige modsætninger, har Amelia og Ophelie lagt en plan for Mørkets endelige nederlag. Den involverer en vis hybrid og fem modige menneskers hengivenhed til deres sag.

15.4

Noget sært skete, da jeg gik igennem landsbyen på vej hjem fra Ophelie. Bjergtinderne var sorte silhuetter mod den turkise himmel, der stadig havde lidt af solens lys tilbage i sig, mens enkelte stjerner var begyndt at dukke op. Olielampernes varme skær fra husene stod i kontrast til tusmørket, der havde lagt sig over landsbyen, og byens folk havde trukket sig ind bag murene. Jeg havde netop passeret et af de hvide huse med de ujævne kalkmure, da trædøren fløj op, og en midaldrende kvinde kom flaksende hen mod mig. Hun mindede meget om Lynn, og jeg havde set hendes ansigt før, men jeg kendte ikke hendes navn. Måske var hun en af Lynns veninder. De måtte også være omkring jævnaldrende. Hendes hvide forklæde blafrede omkring hende, og en sky af mel fulgte hende. Hun måtte have været ved at lave dej til morgenens brød, da hun så mig ud af køkkenvinduet.

"Am–" kaldte hun forpustet, "Frøken Strattford, mener jeg."

"Bare kald mig Am," insisterede jeg, og da hun tilbød at bære min åh så tunge pose for mig, forsikrede jeg hende om, at hun virkelig ikke behøvede. Alligevel formåede vi begge at tabe lærredsposen og dens indhold på brostenene for vores fødder.

"Åh, undskyld, det var meget klodset af mig," sagde hun, og det ene ord slugte det næste, "Jeg vil bare så gerne hjælpe Gudinden, og det er så spændende, at du er her med os, Hendes budbringer, hvilken ære–"

Vi havde begge bøjet os for at samle mine ting op, og da det gik op for hende, hvad der lå i sækken, tav hun, og hendes åndeløse talestrøm holdt inde.

"Du skal i krig?" sagde hun og hendes øjne blev store. Det var en konstatering, men hendes opadgående tone og løftede øjenbryn tilføjede et spørgsmålstegn i enden.

"Før eller siden må tiden komme," og den ville komme før. Om bare timer, faktisk, "Jeg må være forberedt på det værste."

Det var bedst sådan. At byen ikke vidste det, før det var for sent. Siden jeg sprang ud som Lux' profet, havde folk passeret mig med nedslåede ansigter; trykket min hånd og takket mig for min eksistens; fået mig til at holde og velsigne deres spædbørn, og jeg havde accepteret det hele. Om lidt ville det høre op, og de ville ikke vide, at jeg var ved at rejse, før jeg var væk. Men de skulle ikke til at bære mine ting for mig. Hvad ville det næste blive, ville de placere mig på en piedestal og ikke lade skære min egen mad i stykker? Tygge min mad for mig? Så langt måtte det ikke nå. Måske undervurderede jeg dem og deres ære, men jeg var her ikke for at blive tilbedt. Måske i et andet liv. Massage og friske vindruer kan vel friste enhver. Duggen var begyndt at falde, og den kølige fornemmelse lagde sig over mit ansigt. Jeg tog en dyb indånding af den friske bjergluft, som var det den sidste, før jeg lagde min fri hånd på dørhåndtaget og trykkede.

"Lynn?" kaldte jeg, da jeg lukkede døren bag mig og trådte ind i varmen.

"Am, søde," hilste hun, da hun kom vimsende ud fra køkkenet, "Jeg har holdt en portion varm til dig."

"Tak," sagde jeg, mens jeg bandt støvlerne af mine fødder, "Undskyld, jeg kommer så sent hjem."

Men Lynn viftede bare med hånden i luften, som var min undskyldning røg, der blev opløst bag hende, mens hun forsvandt tilbage mod køkkenet. Hendes opførsel havde til min store lettelse ikke ændret sig det mindste. Hun var stadig den selvsamme hjertevarme moderfigur, som hun havde været, da jeg først havde mødt hende.

Hun stod med ryggen til mig, da jeg kom ind i køkkenet. Jeg gik op på siden af hende og forsøgte ikke at se på hende, da jeg stillede lærredsposen på køkkenbordet ved siden af hende. Da jeg slap stoffet, faldt det til siden, og en del af posens indhold kom til syne. Øverst lå rustningen med sit skælmønster i messing og læder og glimtede i det sparsomme lys fra stearinlysene i vindueskarmen.

"Men hvad er dog dette?" spurgte Lynn, selvom hun godt vidste, hvad det var. Hun løftede sin ene hånd over posen men tøvede, som om den håndlavede, nedarvede læderdragt kunne brænde hænde, hvis hun kom for tæt på. Det var et krigsvarsel.

"Jeg tager afsted ved solopgang," sagde jeg, "Og jeg beder Edam om at tage med."

Jeg lænede mig forsigtigt ind over køkkenbordet for at kunne se hendes ansigt. Hendes blanke øjne var rettet stift frem for sig, og jeg vidste ikke, om hun hørte, hvad jeg sagde. Jeg sukkede og lod i stedet mit blik følge hendes. Hun stirrede forbi stearinlysenes små, livelige flammer, henover den dybe vindueskarm, gennem det ujævne glas, der forvrængede billedet. Jeg så ud i mørket sammen med hende.

"Vi skal til Barion. Målet er at stjæle noget fra Genevria. Noget værdifuldt og kraftfuldt," fortalte jeg og fornemmede vores skæve spejlbillede, der næsten kunne forgive at være et Picasso-portræt, "Ophelie, Cato, Hugo. Og Edam og jeg."

"Ved Edam det?" var det første, hun sagde, da hun langsomt vendte sit ansigt mod mig.

Jeg rystede på hovedet. Jeg tænkte, at jeg ville fortælle Lynn om det først. Jeg ved ikke, måske af respekt. Som en mand, der beder svigerfar om datterens hånd, før han frier. Jeg var i færd med at bede Edam risikere sit liv, og jeg spurgte hans mor om lov. Hvem var jeg?

"Han kommer til at sige ja," sagde hun stille, og jeg nikkede og lod hende sluge det.

"Det er en tre ugers rejse. Vi er nødt til at komme afsted," undskyldte jeg, selvom hun ikke havde klaget over Lux' plan.

"Du er så ung," sagde Lynn og lagde en hånd mod min kind, mens en tåre trillede ned over hendes ansigt og blev hængene fra hendes hage, før den til sidst gav op og faldt den lange afstand mod gulvet, "Og alligevel stærk nok til at bære det ansvar, Gudinden lægger på dine skuldre."

"Hun deler sin styrke med mig," smilte jeg medlidende og lagde forsigtigt min hånd mod hendes på min kind. Det føltes rart. Jeg havde aldrig oplevet den slags kvindelig omsorg. Jeg ville aldrig komme tættere på at have en mor, end jeg havde været det hos Lynn de sidste ugers tid. Og nu rejste jeg, før jeg rigtigt ville komme til at opleve det. Men jeg kunne ikke være så egoistisk at blive bare én dag længere. Det var tid.

Jeg havde haft svært ved at afbryde Edam, Silicia og Adar i deres spil, der involverede to små sten, hurtige reaktionsevner og tre grinende ansigter på et tæppe foran pejsen i stuen. Det havde været endnu sværere at fortælle ham, at Ophelie og jeg havde en plan, og at vi ville bede ham om at rejse med os. Der var ingen garanti for en returbillet. Men han havde ikke tøvet ét sekund. Han havde levet i denne verden hele sit liv. Set mere af dens terroriserende mørke, end jeg overhovedet var klar. Og han var mere end klar på at gøre en ende på det. Jeg sukkede lettet.

Vi var mødtes en time før daggry for at pakke de to heste med maden, teltene og ikke mindst vores våben. Til min overraskelse var Silicia mødt op ved Edams side, iført praktiske safaribukser og en sæk fuld af fornødenheder over den ene skulder.

"Men Silicia, du kan jo ikke engang slås," havde jeg protesteret, da det gik op for mig, at hun ville med os.

"Nej," gav hun mig ret, "Men jeg er udmærket rejseselskab, ved du jo nok, og det er også brugbart. Undervurderet, men yderst vigtigt."

Jeg ville ikke modsige mig. For at være ærlig, havde jeg været overraskende glad for at se hendes ansigt under den lysnende himmel.

Jeg havde grædt min vej igennem bjergtunnelens mørke. Jeg var blevet så tilpas på det værelse, jeg delte med Silicia. Jeg havde fået en daglig rutine og venner at dele min tid med. Men det havde været ovre, før det overhovedet var begyndt. Jeg havde hele tiden vidst, at jeg var på lånt tid. 

-----------------------------------

Forfatterbesked: Er I startet i skole endnu? Og hvad er/skal I starte på? Jeg er ikke selv startet endnu, men skal i gang med 5. semester af min bachelor. Så ét semester endnu, før det bliver alvor... Ja, jeg er lidt over aldersgennemsnittet herinde, så hvis der sidder nogle gamle damer derude som mig, så giv lyd!