√ | Som Natten, så Dagen

17.3

Tidligere: Amelia har langt om længe erhvervet sig både Mørkestenen og Solstenen, der synes at være nøglerne til verdens modstridende kræfter. Hun teleporterer sig til krateret nær det udslettede Paris, hvor hun forsøger at tilintetgøre Mørkestenen. Men den er uskadelig for sig selv, og hun må destruere dem sammen. Midt i det dødelige slag falder en lammende magt over hende.

"Det ville jeg ikke gøre, hvis jeg var dig, Datter."

17.3

Jeg anstrengte mig for at se bag mig og finde ud af, hvem der befandt sig i natten med mig – hvis nogen overhovedet. Jeg kunne ikke vende mit hoved nok til at se ham, men med langsomme, bestemte skridt trådte han ind i synsfeltet af mine vidt opspærrede, paniske øjne.

Jeg rystede. Jeg ved ikke, om det var frygten, der forårsagede det, eller det faktum, at alle mine muskler var ved at syre til efter at være spændt til bristepunktet alt for længe.

Det første, jeg så af ham, var hans lange, bare ben. Hans fødder og ben var knoglede og senede, og musklerne svøbt i et tyndt lag læderagtig hud, som havde han netop rejst sig fra sin grav. Jeg løftede mit blik for at finde hans ansigt. Han var iklædt et stykke brunt stof, der var slængt om ham, som var han fra den antikke verden. Det næste, der mødte mig, var det lange, indviklede skæg, der så ud til hverken at have været blevet klippet eller passet i evigheder. Fuldskægget blev akkompagneret af en matchende grå manke, der faldt over hans skuldre og langt ned over hans ryg. Han var høj. Højere end de fleste mennesker. Hvem troede han lige, han var – Gud eller sådan noget? Men så gik det op for mig. De grønne øjne. De samme, der var plantet i Ramons selvglade ansigt; dem, der mødte mig i mit eget spejlbillede; og de samme, jeg havde set i tågen i en drøm. Kunne det være ham?

Hans lange, krogede fingre, der så ud til at kunne brække så let som en kvist, strakte sig mod min ubevægelige hånd, der var hævet over mit hoved. Med forvirring så jeg til, mens han vristede Solstenen fri fra mit greb.

"Denne binder dig til Jorden og tillader dig at gå blandt dem," sagde han og betragtede stenens grønne skær funkle i lyset, mens han nænsomt vendte og drejede den, "Og den dér, din broder."

Han havde kaldt mig datter, og ikke bare fordi det var ét af Lux' tilnavne.

"Æquitas," hviskede jeg. Lyden af hans navn på mine læber fik ham til at løsrive sit blik fra Solstenen i hans hånd for at se på mit ængstelige ansigt. Så fnøs han, som om han var underholdt.

"Du kan kalde mig Fader."

"Du er ikke min far," spyttede jeg, mens tårer af vrede og af savn formede sig i mine øjenkroge.

"Åh, men det er jeg," lød den påtagede medlidenhed fra ham, da han lagde den ene af sine skeletagtige hænder mod min kind for at kærtegne den, "Du ved godt, at ham, du har kaldt far i dette liv, ikke gav dig til denne verden."

Jeg brugte de muskler, jeg stadig havde kontrol over, og bed efter hans klamme, kolde fingre.

"Ikke–" begyndte jeg og trak vejret dybt for at bevare besindelsen, "–rør ved mig."

"Hvor ubehøvlet. Sådan havde jeg ikke opdraget dig," sagde han og trak hånden til sig, hvorefter han tjekkede efter, at han ikke havde mistet en finger uden at mærke det, "Jeg er din far. Jeg kreerede dig og din bror, da jeg dannede denne verden. Og jeg lavede din dimension for at holde dig væk herfra. Det var dit fængsel. Ser du, menneskene var ved at tage kontrol over min verden."

Han begyndte at gå totalt Gollum, men på en underligt kontrolleret og følelsesløs måde. Hans stemme rystede, men hans krop var ikke mærket af vreden, der rejste sig i ham. Han så mig an med døde øjne, som havde jeg skuffet ham dybt. Som var jeg virkelig hans teenage datter, der havde trodset hans regler. Men han var ingenting for mig. Nok havde han skabt mig, men han ville aldrig være min far. Han havde fængslet mig, havde han sagt, men hvad havde jeg gjort for at fortjene afstraffelse? Jeg havde levet i uvidenhed i knapt et årtusinde, mens verdenen var ved at gå til grunde.

"De begyndte at ignorere deres instinkter og bryde med Jordens uransagelige veje. Derfor lavede jeg disse sten og kastede dem mod planeten for at genetablere kontrol over Liv og Død, og få orden ved at tvinge menneskene ned i fødekæden, hvor de hører til. De skal ikke tro, at de ikke også blot er dyr. Men du, min Datter, fik dig en yndling blandt arterne. Menneskene. Du beskyttede dem og hjalp dem med at udvikle sig. Men jeg vidste, at det var gået for vidt. Ligesom dinosaurerne for evigheder siden, var én art begyndt at dominere Jorden, og balancen i systemet var tippet. Derfor fjernede jeg dig fra ligningen. Uden dig til at lede dine Engle, ville menneskets forsvar mod Døden være svækket. Og med Døden til hjælp, vil menneskearten snart have kørt sig selv i sænk, og balancen i min verden vil være genoprettet. Nox nyder sandelig magten."

Jeg rynkede øjenbrynene. Nox. Der var noget, der ikke gav mening.

"Det var Nox, der satte ud for at finde mig," fortalte jeg guden, der tydeligvis ikke var altseende, "Det var ham, der bad Jack Bareilles om at lokalisere Lux og sejle gennem porten mellem dimensionerne for at få mig hertil. Det var ham, der befriede mig fra det såkaldte fængsel, som du havde forvist mig til."

Men jeg havde heller ikke været altseende. Faktisk havde jeg ikke engang set det, der nu virkede så åbenlyst. Måske var Ramon ikke min sande fjende.

"Hm," overvejede Æquitas og foregav at være overrasket. I virkeligheden tror jeg ikke, han vidste, hvad følelser var. Hverken kærlighed, had eller overraskelse, "Han kedede sig nok over den manglende modstand."

Men det kunne ikke have været dét. Så havde han sørget for, at Englene havde fundet mig, og at jeg aldrig var kommet til den skjulte by i bjergene, der havde gemt på så mange hemmeligheder. Sandheder, som verdenen havde glemt. Han havde tilmed dræbt en af sine egne for at have drukket mit blod mod min vilje. Tanken om Alonzo fik hårene til at rejse sig på min krop. Sagen var, at Ramon havde været underligt fraværende i al den tid, jeg havde befundet mig i denne verden. Jeg havde hurtigt lært at opsøge hvem, jeg ville, på få sekunder. Han havde været Gud langt længere end jeg, så han måtte have fuld kontrol over det. Hvorfor havde han så ikke gjort noget for at standse mig? Hvorfor havde han ladet mig være hos menneskene? Han havde ladet mig blive stærkere og opdage min sande Gudinde. Al den tid havde jeg troet, at Ramon og hans vampyrer var mine fjender. Han var stærk nok til at kunne dræbe mig, dengang han opsøgte mig i astralform. Havde han ladet mig slippe med livet i behold med vilje? Havde hans mål blot været at skræmme mig til handling?

Men så slog det mig. Det var ikke bare mig, der havde en yndling blandt arterne på Jorden. Ramon var ligeledes knyttet til mennesket. Han havde endda ladet sig kalde et menneskeligt navn, for måske at føle sig mere som en af dem. Han havde demonstreret sine gudekræfter for mig. Vist mig, hvad jeg kunne lære. Hvad jeg måtte lære, før jeg nåede hertil, hvor jeg var nu. Overfor overguden. Han ønskede, at jeg skulle forhindre menneskeheden i at gå til grunde. Havde han kendt til Æquitas' plan?