√ | Som Natten, så Dagen

15.3

Tidligere: Efter overraskelsesangrebet fra Ramon, der resulterer i en dødeligt skadet Eliyas og en Amelia, der er skræmt fra vid og sans, opsøger hun Ophelie. Landsbyens jagt og strategiekspert, og praktisk taget deres svar på den græske gudinde Athene ifølge Amelia.

"Hvordan," begyndte jeg forsigtigt, "Hvordan blev du bidt?"

15.3

"Dét spørgsmål," sagde hun kort og skar en grimasse, og jeg frygtede, at hun skulle til at bide hovedet af mig for min mangel på respekt for hendes fortid, "Kræver en kop te."
En kop te.
Det her samfund havde altså et sært forhold til deres urtete. Jeg havde egentlig aldrig været glad for te, men deres urteblanding syntes at dulme mine nerver, så jeg havde accepteret den. Vi fik mig hurtigt og smertefrit ud af krigerdragten og tilbage i mit almindelige tøj, som jeg nu havde lånt så længe, at jeg efterhånden godt kunne kalde det mit, og Ophelie bryggede os en kop te.
"Du ved, vi forsøger at redde mennesker hertil for at give dem et bedre liv," begyndte hun med blikket rettet mod den varme drik foran hende, "Vi har det godt i Salvie, og vi kan ikke bare beholde det hele for os selv."
Jeg nikkede. Jeg havde netop fundet ud af det kort tid forinden, og det undrede mig ikke, at Ophelie havde været involveret i redningsmissionerne. Det var alt sammen meget betryggende at høre, og jeg var lettet over, at landsbyen ikke var ligeglade med de vilkår, mennesker måtte leve under uden for Betiras beskyttende skjold.
"Men hvorfor må de ikke være blevet bidt? Der må være meget få mennesker tilbage i verden, der ikke er–" og jeg skar ansigt over at bruge det efter min mening nedværdigende ord, "–mærkede."
"Der er ikke mange tilbage, nej. Englene har en lejr, hvor de avler og træner umærkede mennesker til at være soldater helt fra barnsben. Når de så dør i kamp, bringer de ligene med tilbage og omdanner dem til Englesoldater," tanken fik hendes skuldre til at synke, og enkelte mørke, grumsede dråber faldt tungt mod bordet, da hun fjernede det hjemmelavede tebrev fra vandet, "Det er ret grotesk. Engang forsøgte vi at smugle en flok ud derfra, men de var så hjernevaskede, at de flygtede fra os og afslørede os for Englene, så vi fik en gruppe soldater i hælene på os. Det var lige ved at gå grueligt galt. Dét har vi ikke forsøgt siden."
Jeg sippede til min te og mærkede den varme væske glide ned gennem min hals. Hun havde haft ret. Jeg havde fået gåsehud af hendes fortælling, og teen beroligede mig, da varmen bredte sig i min krop for hver slurk.
"I Barion har de opdrætshuse hvor der fødes børn i store mængder," fortsatte Ophelie, mens hun grundigt gned en hvid, hæklet klud mod det sted, teen havde lagt sig på bordet, "De fleste bliver ikke set som mad før efter puberteten. Noget med at de ikke smager godt. De arbejder så, indtil de er mørnet nok til, at det behager Vampyrerne. Jeg ved ikke, hvem der er værst. For mig set, er Englene ikke spor bedre end Vampyrerne."
Hun smed med en henkastet bevægelse den nu plettede klud fra sig, som om hun foragtede den; som om de hvide tråde og deres nænsomme mønster mindede hende om Englene.
"Engang var Edam og jeg i Barion for at smugle en gruppe børn ud derfra, men det gik galt, og en vampyr fik altså fat i mig," fortalte hun, og jeg havde ikke sagt noget i, hvad der føltes som flere minutter nu – jeg havde knapt trukket vejret i spænding, "Mærket er en slags ejerskabssymbol, som da man brandemærkede kvæg i gamle dage. Når du er blevet bidt, er du mærket af Vampyren. Han ejer dig og kan fornemme dig gennem det blod, der flyder i hans årer."
Det måtte have været sådan, Amira og Castor havde fundet os dengang på gården. Fundet mig. Så havde det altså været min skyld. Jeg gøs. I det mindste var de døde nu og kunne ikke gøre mere skade. Jeg lod spidsen af min tommelfinger glide henover de to lyserøde ar på indersiden af mit håndled. Eliyas' mærke. Betød det, at han havde vidst, hvor jeg var al den tid? Havde han bare respekteret mit ønske om, at han ikke skulle opsøge mig, fordi jeg ikke ville fortælle ham, hvor jeg var? Jeg havde ikke kunne fortælle ham om Civitas Salvus. Det ville bringe både ham og menneskene i fare, og det kunne jeg ikke få mig selv til at gøre på trods af min egoisme.
"Hvordan lod Gill dig så komme tilbage?" var mit første spørgsmål til det, hun havde fortalt, "Han virker ret striks med de mærker."
"Jeg dræbte vampyren, før han overhovedet nåede at få trukket sine klamme hugtænder til sig," sagde hun med et skuldertræk og løftede sit krus, hvorefter hun kiggede op på mig over sin te, mens hun tog en slurk. Stoltheden var ikke til at tage fejl af i hendes blik, og hun var nok nysgerrig efter at se min reaktion på hendes bedrift, før hun fortsatte mere nedtrykt, "Men vi var nødt til at flygte med det samme, og vi kunne ikke komme tilbage efter børnene."
Smerten var tydelig at læse i hendes ansigt. Hendes ar havde ikke bare været skamfuldt for hende, fordi det var et vampyrbid, men også fordi det mindede hende om, at hun havde fejlet dengang.
"Det var ikke din skyld," sagde jeg medlidende. Ophelie var ikke typen, der bebrejdede sig selv, men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige. Og måske betød det lidt, når det kom fra Lux. Da hun bare trak på skuldrene igen med en svag rysten på hovedet, forsøgte jeg at lede samtalen hen på noget andet.
"Du og Edam?" spurgte jeg uden at antyde alt for meget. Der havde været noget ved den måde, hun havde nævnt Edam og sig selv i samme sætning. En krampe i en ansigtsnerve, hendes blik, der flakkede. Havde de været noget?
Hun havde nær fået sin næste tår galt i halsen, da hun satte kruset fra sig. Så nikkede hun grinende og tørrede en dråbe væk fra underlæben med håndrykken.
"Hele byen troede, at vi ville blive gift og leve lykkeligt til vores dages ende," så de havde altså i dén grad været noget, "Men vi var for ens. Det er mange år siden nu – dengang vi var i tyverne."
"Men," indvendte jeg uforstående, "I virker, som om I aldrig er enige om noget. Og når I så er enige, ser det ud, som om det gør ondt på ham. På jer begge to faktisk."
"Han kan være meget charmerende, og han har hjertet på det rette sted," hun sendte mig et skævt, sigende blik, "Men han er typen, der bærer nag, ved du."
"Ja, tak," grinte jeg lettet, "Dét har jeg lært på den hårde måde."
"Hvad så nu?" spurgte Ophelie. Det lignede hende ikke at smile så længe, som hun havde gjort det netop nu. Det var helt sikkert en rekord. Men krigerens ansigt havde fundet vej tilbage til sine vante folder, og hun var lige så seriøs, som hun plejede at være det.
"Vi må afsted, før Gill ikke længere kan holde på min hemmelighed," sagde jeg og gengældte hendes alvorsmine, "Ved daggry?"
Hun nikkede. Hun kendte Gill bedre end jeg, og hun gav mig ret i, at vi måtte herfra, før byen ville vågne, og ordet ville have spredt sig til de yderste huse. Jeg vidste ikke, hvordan folk ville reagere; om de overhovedet ville tro det. Men én ting var sikker: Jeg skulle ikke ende som Jesus, fulgt af mange men forfulgt af flest. Gill var en ærefuld og stolt mand, det var jeg ikke i tvivl om. Så stolt, at han umuligt kunne holde tæt særligt længe, når selveste Lux, Datter af Dagen, opholdt sig i hans by.