√ | Som Natten, så Dagen

17.5

Tidligere: Amelia kan ikke tilintetgøre de to ædelsten, som alle troede indeholdt verdenens to kernekræfter, Mørket og Lyset. Overguden Æquitas dukker op og afslører, at stenene binder Lux og Nox til Jorden og tillader dem at gå blandt menneskene. Æquitas bliver istedet genstand for mulig tilintetgørelse, men hun kan ikke gøre det alene. Hun flygter fra Overguden for at hente hjælp hos Ramon.

"Vent," udbrød Æquitas stakåndet, min far, min skaber, "Hvis I dræber mig, kan du aldrig bryde fønikscyklussen."

17.5

Jeg stoppede min bevægelse midt i luften, og tågen stivnede, selvom røgen farede rundt omkring den. Mine læber skiltes, og jeg blinkede overrasket adskillige gange. Måske bluffede han, men måske talte han sandt. Det var trods alt ham, der havde forvist mig til den anden verden. Var der en måde, hvorpå jeg kunne undslippe en tidlig død og genfødsel? En evighed sammen med Eliyas, hvor jeg ikke skulle bekymre mig om, hvornår min krop skulle fødes på ny efter kun et kvart menneskeliv. De få år, jeg ville have med Eliyas i hvert liv, efter jeg fik min hukommelse tilbage, var ingenting i forhold til en uendelighed. Et sandkorn i ørkenen. Jeg sukkede stakåndet. Et suk af sørgmodig accept og ofring.

"Lux," gryntede Ramon utålmodigt.

Det var den pris, jeg måtte betale. Jeg ville aldrig opleve roen ved at blive voksen og hver gang, jeg begyndte at finde mig tilrette i verden, skulle jeg dø og starte forfra.

Jeg måtte gang på gang leve atten år i uvidenhed, før mine minder ville komme tilbage. Før Eliyas ville komme tilbage. Jeg kunne forelske mig i Eliyas igen og igen. Hvor lang tid havde jeg tilbage i denne cyklus? Kunne jeg nå at se freden genetableres og menneskeheden atter blomstre, eller ville jeg gå glip af det?

Mine arme kastede tågen fremad, og ud fra mine håndflader sprang en kaskade af lys, der var rettet mod hans hjerte. Da mit lys ramte Ramons mørke, lød der et enormt smæld, der helt sikkert ville have fået mine ører til at bløde, hvis ikke min krop havde ligget på et marmorgulv langt herfra. Der, hvor Æquitas havde stået, hærgede nu en orkan, der mest af alt lignede en flydende ild og den sorteste røg, der kæmpede en intern kamp mod fysikkens love. Jeg kunne have svoret, at orkanen var Æquitas selv. Jeg hørte ham råbe. Syntes, jeg fornemmede hans forvrængede ansigtstræk i miksturen af lys og mørke. Spektaklet pulserede og roterede, udvidede sig og trak sig sammen kort efter, og til slut gik det helt og aldeles fra hinanden og faldt til jorden for ikke at rejse sig igen. Men stilheden varede ikke længe, for kun splitsekund efter vi troede, det hele var slut, udsprang en trykbølge fra det sted, hvor Æquitas ikke længere stod. Som var en atombombe faldet fra himlen, nåede slaget os før, nogen af os nåede at reagere på det, og en energi, der hverken tilhørte Ramon eller mig selv, ramte os uden varsel, og en tung intethed omsluttede mig. Det var ikke Mørke, og det var ikke Lys. Det var blot intet.

Da jeg åbnede øjnene, så jeg op i en krystalprydet, guldbelagt lysekrone, der hang fra et loft af marmor. Jeg vendte mig øjeblikkeligt om på siden og hostede samtidig med at jeg gispede efter vejret, som om havde min krop et kort øjeblik troet, at jeg var død. Måske havde jeg været det.

Foran mit ansigt stod et par nyligt pudsede sko fast placeret mod gulvet. Mit blik fandt vej op ad benene, og før, jeg fik øje på den åbne hånd, der var rettet mod mig. Hånden sad for enden af en udstrakt arm, der sad fast på en bar overkrop, og uanset hvor meget, jeg ønskede, at det var Eliyas, der stod foran mig, var det Ramons ansigt, der mødte mig fra toppen. Jeg sukkede og tog hans hånd.

Han hjalp mig på benene, men da jeg slap hans hånd, var det for at trække ham ind i et kram. Lettelsen skyllede ind over mig og jeg glemte alt om, at han havde været min største fjende de sidste mange måneder. Jeg havde taget fejl, og nu slyngede jeg mine arme om min bror, om han ville det eller ej. Det tog et par sekunder, men han fattede sig om sider og klappede mig halvhjertet på ryggen. Han havde nok ikke modtaget en ægte, hjertefølt omfavnelse i hundreder af år, hvis overhovedet nogensinde.

"Tror du–" begyndte jeg, men jeg kunne ikke fortsætte.

"Ja," nikkede han kort.

Jeg trak mig væk fra ham og forsøgte at læse hans ansigt. Troede han virkelig på det, han sagde? Han virkede sikker. Jeg kunne ikke tro det. Men jeg havde jo selv set det. Æquitas var død, hvis han i det hele taget nogensinde havde været i live. Han var væk. Definitivt.

"Hvad vil du gøre nu? Tage tilbage til din Dødsengel?" blinkede Ramon. Men jeg rystede på hovedet og så indgående på ham.

"Vi er nødt til at få vampyrerne og englene væk fra jorden," advokerede jeg, "De ødelægger menneskenes verden."

"Åh, du er så kedelig," han vendte øjne af mig, "Fint. Hvad vil du have, vi skal gøre?"

"Hvad med at du starter med at tage noget tøj på," skævede jeg. Han slog armene overgivende ud til siden, mens han tog et par skridt bagud, før han vendte sig helt og greb en tynd silkeskjorte, der havde været kastet henover en stoleryg.

"Æquitas skabte en parallel dimension," foreslog jeg, "Hvis han kan, så kan vi også. Sammen. Vi laver et rige for de Døde."

Jeg indgik en pagt med Mørkets Gud. Dødens Gud. Vi ville skabe en Underverden, hvor Nox kunne herske over de dødes sjæle. Han ville blive en hyrde, der sikrede sig, at ingen skulle betræde Jorden i efterlivet. Underverdenen skulle blive et sted, hvor døde endelig kunne finde hvile. Jordens overflade ville tilfalde mig, selvom jeg aldrig rigtig ville kunne vogte over Livet. Det meste af tiden ville jeg være et barn. Jeg skulle aldrig have en fremtid. Jeg ville aldrig blive til noget. Jeg fik muligheden for blot få minutter siden, men jeg havde opgivet den efter et øjebliks tøven. Jeg skulle bare vokse op for at dø igen og igen.

"Hvad med dem, der ikke vil følge dig ind i Dødsriget?" spurgte jeg min bror.

"Dødsenglene tilhører os begge og ingen af os. De må forblive på jorden for at jage dem, der prøver at flygte fra døden. De skal blive mine fodsoldater på overfladen."

Et lille sus af glæde varmede min krop. Eliyas kunne blive. Jeg kunne stadig se ham. Hvis han da havde lyst til at se mig, selvom han aldrig ville kunne få et liv med mig. Jeg nikkede, forsøgte at tænke det hele igennem og komme i tanke flere detaljer, vi kunne have overset.

"Du, jeg misunder dig egentlig," sagde Ramon pludseligt på en mystisk, tænksom måde. Han undgik mit blik og pillede i stedet ved ærmerne på sin skjorte, manøvrerede knapperne ind i deres huller.

"Hvorfor?" måtte jeg spørge, da han ikke syntes at ville uddybe af sig selv.

"Jo," han tøvede og så stadig ikke på mig, "Du kommer til at leve som en af dem, blandt dem, lykkeligt uvidende. Jeg kommer aldrig til virkeligt at vide, hvad det vil sige at være menneske. Jeg kan aldrig føle som dem."

"Aldrig sig aldrig," formanede jeg ham, "Du kunne overraske dig selv. Har du nogensinde ladet dig selv elske? Ikke bare føle deres nydelse eller rus, men ægte kærlighed. Det er det mest menneskelige, der findes. Desuden, så byttede gerne med dig."

Han rynkede på øjenbrynene og løftede så blikket mod mig, som forsøgte han at læse meningen af mine ord i mine tanker. Han tænkte et øjeblik, før han langsomt nikkede. Jeg håbede, at han en gang skulle komme til at blive elsket. Ikke tilbedt for den Gud han var, men elsket for den mand, han var.

"Er du klar?" spurgte han, og jeg nikkede.

Så vi greb hinandens hænder og kom i sving. Jeg kan ikke forklare, præcis, hvordan vi gjorde det. Vi ønskede det ligesom bare begge to. Ved berøringen forlod vores sjæle endnu engang deres krop, og vi blev sendt ind i kaosset, som efterhånden var mig ret velkendt. Her følte jeg nærmest, at vi ikke var en Gud og en Gudinde, men to dele af én almægtig magt med skabelseskræfter.

-------------------------------

Forfatterbesked: Godt nytår, læsere! Der faldt lige et kapitel ud af ærmet.

Kh, Brochmann