√ | Som Natten, så Dagen

8.2

Tidligere: Amelia har en teori om, at hendes evner har reddet Adars liv, men da hun afslører sine alien-rødder for Edam og Adar, tager Edam det ikke ligefrem pænt. Efter en lang rejse med en kold barriere fra hans side, når de næsten toppen af bjerget, hvor de bliver angrebet. Det viser sig dog, at de er bekendt med Edam og Adar, og brødrene får overbevist de andre om, at Silicia og Amelia ikke udgør nogen trussel, så lederen af gruppen, Ophelie, tillader, at de kommer med. Dog på én betingelse:

8.2

Modvilligt måtte jeg lade dem fratage mig min synssans, og ført af en fast hånd om begge mine overarme forsøgte jeg at manøvrere min krop gennem skovbunden. Ingen sagde noget, og det eneste, jeg kunne høre, var lyden af de knækkende grene under mine fødder. Det var dog ikke, hvad jeg kunne høre, der skærpede min opmærksomhed. Det var alt det, jeg ikke kunne høre. Her manglede noget. Senaftenens fuglekvidder, dyr i skovbunden. Lyden af knækkende kviste fra de andres fodspor. Det var som om de herskede over skoven. Dyrene var forsvundet og end ikke et vindpust fik bladende til at risle fra trætoppene over os.

"Trappe," lød det fra min højre side, idet min fod stødte imod noget hårdt. Min vægt bevægede sig forover, og jeg er ret sikker på, at mit hjerte nåede at springe et slag over, inden grebet om mine overarme strammedes og afholdt mig fra at falde. Jeg forsøgte mig igen med at træde varsomt frem. Er du nogensinde gået op ad en trappe med bind for øjnene? Det er ikke nemt. Hvis du træder for langt frem, falder du; hvis du ikke træder langt nok frem, falder du; og hvis du løfter din fod for meget eller bare ikke nok, falder du også. De gik ganske langsomt, men jeg kom opad. Vi gik opad i timevis, og det blev kun koldere og koldere. Til sidst var jeg så udmattet, at jeg stort set blev båret videre. Jeg tænkte på Silicia, der blot var skind og ben, og selvom jeg vidste, at det ikke var tilfældet, håbede jeg, at hun klarede sig. Men nej, Silicia var sikkert dejset om af udmattelse på nuværende tidspunkt. De første ti minutter havde hun snakket i vilden sky, hvorefter hun var blevet tavs. Efter en time havde hun beklaget sig med kortere og kortere mellemrum, men nu havde jeg ikke hørt en lyd fra hende længe. Jeg begyndte at blive alvorligt bekymret for hende.

Da bindet om sider blev fjernet fra mine øjne, troede jeg, at jeg helt havde mistet mit syn. For mørket fortsatte, og et kort øjeblik panikkede jeg. Indtil jeg fik øje på det svage, flammende skær nogle meter foran mig.

"Fremad," sagde manden ved min højre side. Den anden havde sluppet sig tag i mig, da vi tilsyneladende gik langs en smal gang. Jeg begyndte at gå, og da jeg mærkede det hårde klippegulv under mine fødder, slog det mig. Nej, ikke gang. Grotte. Vi befandt os inde i en klippehule. Hvis jeg kiggede på flammens skær forude, kunne jeg svagt fornemme lyset reflekteret fra grottens klippeloft. Jeg kiggede op, men det var bælgmørkt. Jeg havde kun faklen at gå efter, og den var kommet faretruende langt væk. Hvis det var noget, der virkelig gav mig klaustrofobi, så var det ikke små rum, men mørke. I mørket var jeg fanget, ikke fordi jeg var bange for spøgelser eller hvad end, der gemmer sig i mørket. Men fordi jeg altid havde ment, at jeg kunne føle mørket lægge sig over mig som et klamt, fugtigt tæppe. Jeg satte farten op, støttede min frie hånd mod klippevæggen til venstre for mig, og forsøgte at indhente flammen.

"Woow, rolig," sagde manden, som om jeg var en nervøs hest, selvom det var ham, der før havde kommanderet mig til at gå. Men jeg kunne ikke sætte farten ned. Jeg måtte indhente lyset.

Men hvad–

Lyset

LYSET FORSVANDT

Mørket ramte mig som et slag i hovedet. Nej, det var indbildning, flammen var jo lige dér. Min vejrtrækning var ude af kontrol, og fugtigheden fik den kolde sved til at pible frem under de mange lag tøj. Jeg rev min arm til mig og satte i løb. Jeg måtte indhente flammen!

"Hov, vent!" udbrød manden fortumlet, da jeg vristede mig ud af hans greb. Men han kunne ikke nå mig. Jeg havde svært ved at løbe lige, og jeg skrabede vist min skulder mod klippevæggen på et tidspunkt, men det gik så stærkt, at jeg ikke ænsede det.

"STOP" rungede det bag mig, men det kunne lige så godt være mørket, der forsøgte at fange mig.

Jeg skulle have lyttet.

I næste sekund stoppede tiden omkring mig. Der var ikke mere klippe under mine fødder. Kun mørkets, og jeg mærkede mit hjerte stoppe, idet tyngdekraften tog fat i mig.

Noget andet tog fat i mig. En fast hånd havde lukket sig om min underarm, men min krop fortsatte sin tur nedad, indtil jeg ramte klippevæggen. En panisk lyd slap ud af mig, og med begge hænder klamrede jeg mig til den arm, der afholdt mig fra mit møde med afgrunden.

Et øjeblik troede jeg, at det var Eliyas' ansigt overfor mit, da jeg så op, og mit sind blev fyldt med lettelse. Det gav mig en følelse af sikkerhed, at Eliyas havde reddet mig så mange gange. En kortfilm spillede for mine øjne: Eliyas havde flået Alonzo væk, da han nær havde spist mig levende, og Eliyas var der også, da jeg snublede på skibets ræling og aldrig har været mere sikker på, at jeg skulle afgå ved druknedøden. Jeg så Eliyas redde mig ud af en brændende bygning og derefter forsvare mig med sit liv overfor englesoldaterne. Det næste billede, der ramte mig, var hans forfaldne skikkelse ved skrivebordet, da han havde påkaldt mig sidst. Jeg havde fortrængt tanken om ham for ikke at tænke på alle de grufulde ting, der kunne have hændt ham i mellemtiden. Hvorfor havde han ikke påkaldt mig igen? Ville han ikke se mig?

Da jeg blinkede igen, var det ikke længere Eliyas' blå øjne, der stirrede ned på mig. Manden fik trukket mig op på klippeafsatsen, og jeg lå forpustet på alle fire og forsøgte at trække vejret helt ned i maven.

"Jeg. Kan. Ikke lide... Mørke."

Da mit hjerte ikke længere sad helt oppe i halsen på mig, tog jeg mig sammen og kom op at stå. Disse mennesker var i forvejen tilbageholdende overfor Silicia og jeg. Jeg skulle vise dem, at jeg godt kunne klare mig. Så jeg børstede skidtet af mit tøj og så på min redningsmand, der denne gang ikke var Eliyas.

"Tak," sagde jeg og forsøgte mig med et lille smil. Manden lagde sine arme over kors og så mig an, som for at bedømme, om jeg ville springe ud over klippekanten én gang til.

"Ingen årsag," svarede han kortfattet og begyndte at gå. Jeg fulgte efter. Da jeg så mig over skulderen på den stejle klippekant, gøs jeg og rettede i stedet blikket opad. På det lille stykke himmel mellem de mørke bjergtinder blinkende enkelte stjerner ned til mig. Jeg stirrede betaget på lysene, mens jeg faldt til ro.    

________________________________

SÅ ER DER NYT PÅ AMELIA-FRONTEN! For dælen, jeg har haft nogle travle måneder, men jeg regner stærkt med at gøre comeback her i løbet af den næste måned. Jeg håber, at det har været ventetiden værd.

Kh, Brochmann