√ | Som Natten, så Dagen

12.3

Tidligere: Amelias sikkerhed hænger i en tråd, da den stædige og indflydelsesrige jægerinde Ophelie ikke bifalder Amelia og Silicias tilstedeværelse i hendes by. For at bevise sit værd, sniger Amelie sig med på jagt, og ved at trække på evner fra et af sine tidligere liv, formår Amelia at få ramt på Ophelies offer lige foran næsen på hende. Men er det nok?

12.3

Efter en besværet tur tilbage til dalen med to hundrede kilos dødvægt på slæb, kunne jeg ikke vente med at dele min sejr med mine venner. Silicia ville være mindst lige så stolt over min Katniss Everdeen-scene som jeg, og Adar havde sikkert været edderspændt på min tilbagevenden hele formiddagen. Da jagttruppen og jeg havde båret morgenens fangst til ophængning hos slagteren, var det ved at være frokosttid, og landsbyens små gader piblede med folk i alle aldre, der som små fugle hastigt fløj hjem til deres reder for at spise frokost med familien. Med en knurrende mave, fulgte jeg deres eksempel.

Men netop som jeg skulle til at runde hjørnet på Lynns nabohus, blev jeg mødt at et par velkendte stemmer.

"Am sparkede røv til det møde, altså!" hørte jeg Silicia udtrykke begejstret men lavmælt, hvilket fik mig til at stoppe op. Jeg bed mig overvejende i læben et øjeblik, før jeg trykkede mig ind mod muren for at skjule mig.

Det var ikke min mening at udspionere dem, men hendes ros gjorde mig så glad, at jeg ikke kunne dy mig for at tilegne mig lidt mere selvtillid.

"Hvorfor skal du være så hård ved hende? Du vil jo ikke have, at hun rejser, for så rejser jeg med hende," fortsatte hun, og forsikrede mig endnu engang i, at hun virkelig var den bedste veninde, jeg nogensinde havde haft, "Vil du?"

"Der er bare noget ved hende, der får alle mine alarmklokker til at ringe," sagde Edam tøvende.

"Hun er fra en anden dimension, ligesom," jeg kunne høre på Silicias tone, at hun rullede med øjnene af ham, "Duh"

"Er du sikker på det?" spurgte han forsigtigt. Han forsøgte at undgå at lyde som om han anklagede hende. Er hun sikker? Hvad mente han med det? Jeg skulle have en rimelig syg fantasi for bare at have opfundet det hele.

"Jeg var selv med ovre og hente hende," sagde hun stolt, hvilket fik mig til at smile.

"Jeg køber den bare ikke rigtig, uanset hvor hun nu end er fra," begyndte han igen, "Jeg er bange for, at hun leder vampyrerne til os. De kom jo efter hende. Og hun slap godt nok væk, men hvad hvis hun har indgået en aftale med dem? Byttet sit liv for alle vores? Hun siger, de er døde, men vampyrer bliver altså ikke bare lige fanget af solen. De er onde, men de er ikke sådumme. Der er noget ved hendes historie, der ikke holder vand."

"Hun har aldrig givet mig en grund til ikke at stole på hende. Og helt ærligt, hvorfor skulle hun have byttet sit liv for alle vores? Hun er i sikkerhed – og for en gangs skyld, må jeg lige minde dig om," hendes tone ændrede sig til at bære præg af utålmodighed, "De kan jo ikke finde hende her, med mindre hun ønsker at blive fundet."

"Det er bare–" begyndte Edam og valgte sine næste ord omhyggeligt, "Jeg har taget ansvar for jer, så jeg bliver nødt til at være en smule mistroisk. Jeg er bare bange for, at jeg måske har været dumdristig og har bragt alle i byen i fare for at redde to. Cia, hver dag kommer menneskeracen tættere på udryddelse ved vampyrenes hånd. Jeg frygter, at Salvie er den sidste vampyrfri plet i verden."

Jeg sukkede og så ned i græsset under mig. Var det her grunden til, at han havde været så fjendtlig overfor mig? Havde han fortrudt, at han havde taget både Silicia og jeg med hertil? Der var ikke nogen aftale mellem mig og vampyrerne, men hvordan kunne jeg overbevise ham om det?

En dyb og hæs rømmen lød lige ved siden af mig, og jeg vendte mig hurtigt mod kilden. Først troede jeg, at det var Edam, der havde opdagede, at jeg gemte mig. Muren, jeg havde stået trykket ind mod, var ikke solid, men blev brudt af et firkantet hul. Og ud ad vinduet tittede ejeren frem. Lynns nabo var en mand ikke meget ældre end hende. Hans hår var begyndende gråt, og hans kæbe bar en daggammel skægstubbe. Hans arme var foldet over kors og hvilede på vindueskarmen. Han så afventende på mig, mens jeg tog et skridt væk fra hans hus.

"U-undskyld, jeg– øh," fik jeg fremstammet, "Jeg blev bare lige svimmel og havde brug for at støtte mig til noget."

Jeg forsøgte mig med et beklagende smil, mens jeg bakkede væk, "Jeg har ikke fået morgenmad. Jeg må hellere skynde mig ind til frokost."

"Du er en af de nye, ikke?" sagde han og jeg nikkede forsigtigt. Han rakte en solplettet, senet arm ud gennem vinduet og strakte fingerspidserne mod mig for at give hånd. Men noget var unaturligt. Hilste man med venstre hånd i denne verden? Jeg så mod hans højre hånd, der før havde set ud til at gemme sig bag den venstre albue. Men nu var det klart for mig, at der, hvor hans højre hånd ville have afsluttet hans underarm, endte den i stedet i en stump.

"Smedjeulykke," sagde han uhindret, da han opdagede min tøven og fulgte mit blik mod hans manglende højre hånd. Jeg løftede øjenbrynene og kunne ikke finde de rigtige ord at sige.

"Jeg håber, du er venstrehåndet," røg det ud af mig, og jeg slog mig mentalt i hovedet over min egen ufølsomhed. Heldigvis brød han ud i en hæs, klukkende latter, der forsikrede mig om, at alt var godt. Jeg smilte og rakte ham akavet min venstre hånd til hilsen.

"Mit navn er Jeff," sagde han og lukkede sine fingre om min hånd i et fast greb.

"Am," sagde jeg kort og gengældte trykket.

"Jeg håber, du kan lide vores by," sagde han venligt, og med blikket hvilende på min arrede hånd tilføjede han glædesløst, "Det er en grim verden udenfor."

Jeg trak hurtigt min hånd til mig, før han fik chancen for at genkende det cirkulære symbol, der bredte sig over min håndryg. Så nikkede jeg eftertænksomt.

"Hvis det ikke var for Lynns sønner, havde vi stadig været fortabt derude," sagde jeg og forsøgte at skjule bekymringen i min stemme, "Hun har opdraget dem godt."

"Jaså?" smilte han, "Det er ikke det eneste, hun gør godt. Det dufter, som om I skal have kylling. Du må hellere komme ind, før hun bliver utålmodig. Velbekomme!"

Jeg tog selv en dyb indånding gennem næsen, og duften af mad var så skøn, at hårrene rejste sig på mine arme.

"Tak," smilte jeg og fandt tilbage på stien. Jeg havde ikke hørt, hvordan samtalen mellem Silicia og Edam var endt, men de var i hvert fald gået ind, da jeg omsider rundede hjørnet på nabohuset.

------------------------------

Forfatterbesked: Undskyld ventetiden! Jeg er som de fleste af jer også startet i skole igen, så jeg har lige måttet vænne mig til hverdagen igen. I dag er jeg småsyg og ser frem til en aften på sofaen med bland selv slik fra SuperBrugsen til 5kr! Et lille tip, hvis nogle af jer mangler. ;-) Jeg håber, skolestart ikke har været alt for hård ved jer. Nyd fredagen.

Kh Brochmann