√ | Som Natten, så Dagen

12.2

Pilen skar sig vej forbi Ophelie, sneg sig ind mellem to forgreninger af det store gevir på den intetanende, græssende kronhjort. Og ganske som jeg havde befalet den, ramte den sit mål. Det tog et sekund for Ophelie at opdage pilen, der havde boret sig gennem kronhjortens øje, da dyret faldt til jorden, før Ophelie selv havde sluppet sin pil.

Jeg åndede lettet ud og ikke kunne skjule smilet, der oprandt i min triumf. Jeg var faktisk virkelig god til noget for en gangs skyld. Jeg indrømmede over for mig selv, at det her gudinde-rod unægteligt havde sine fordele, selvom der dog stadig var langt imellem dem.

Stadig med buen ladt og løftet, vendte Ophelie på hælene så hurtigt, at hendes lange, tykke fletning svingede gennem luften som en pisk. Da hun fik øje på mig mellem træerne, havde jeg sænket min bue, men stod nu – taget med hånden i kagedåsen – som utvivlsom afsender af den skyldige pil. Jeg nåede ikke at reagere, før Ophelies pil havde boret sig dybt ind i barken på træet lige ved siden af mig. I det øjeblik kunne jeg ikke uddrage, om pilen faktisk havde været tiltænkt min pande, eller om hun faktisk havde sigtet efter træet for at skræmme mig. Jeg fortrak ikke en muskel, men blinkede blot uden at fjerne mit blik fra hende. Jeg var urokkelig. Eller, det passer ikke – jeg sank faktisk en klump af skræk og forbavselse, men det kunne hun jo ikke se derfra.

"Dig," snærrede hun højlydt og trampede hurtigt gennem skoven for at tilbagelægge afstanden imellem os som et godstog, der var oppe i fart og ikke ville stoppe for noget. Men det gjorde hun. Hun stoppede, da hun stod lige foran mig. Så trak hun vredt sin pil ud af træet og henvendte sig mod mig.

"Hvordan er du kommet ud?" spurgte hun vredt og viftede med pilens spids mod min person, mens hun talte, men før jeg kunne nå at besvare spørgsmålet, fulgte et nyt hurtigt trop, "Sagde jeg ikke, at vi ikke ville have dig med på jagt?"

"Du havde jo aldrig givet mig en chance for at hjælpe med noget, der faktisk var vigtigt for byen," sagde jeg roligt og forsøgte at ignorere den truende pil, "Og desuden, så kunne jeg jo havde sneget mig ud for at sladre til mine vampyrvenner til hver en tid. Men det har jeg jo ikke gjort, vel?"

Ophelie åbnede munden for at sige noget, men det gik op for mig, at jeg måtte overbevise hende om, at jeg ikke allerede havde sneget mig ud for at tippe vampyrerne om byens eksistens og bare løj om det nu.

"Jeg er lige så lidt interesseret i at blive fundet, som du er," sagde jeg, og min stemme nåede en panisk tone, da jeg pegede mod de knapt månedgamle, lyserøde ar, der snoede sig fra min tinding og ned over hele den ene side af min krop, "Efter faktisk at have stirret vampyrernes grusomhed i fjæset i virkeligheden, tror jeg endda, jeg er mindre interesseret i, at de skal finde os, end du er."

Det fik hende til at presse sine læber sammen til en smal streg, og ligeledes hendes øjne snævrede sig ind til to smalle sprækker. Med sin frie hånd rakte hun om mod det tørklæde, hun havde haft bundet om sin hals hver gang, jeg havde set hende. Det var det, mine fingerspidser havde rørt ved, da jeg havde rakt ud efter hendes skulder i går. Og netop som jeg lige nåede at gætte det, afslørede hun, at hun skjulte noget under det. Hun strakte sin hals og tippede sit hoved til siden, så to små prikker blev synlige for mig. To små prikker, som lignede en slanges bid. Eller en vampyrs. Og selvom det ikke var usandsynligt, at arret skulle stamme fra et møde med en slange, når nu Ophelie beskæftigede sig med at bevæge sig gennem tæt bevoksede skove som nu, var den triste sandhed desværre, at biddet stammede fra en blodhungrende vampyr.

"Tro ikke, at jeg ikke også har mine grunde til at være påpasselig, når det kommer til vampyrtruslen," sagde hun og slappede af i nakken, så arret blev mindre udtalt og kunne forveksles med pigmentfejl, hvis man ikke vidste bedre.

"Hvorfor skjuler du det?" spurgte jeg og blev forbavset over den underligt venlige tone i min stemme i denne fjendtlige situation. Men en pludselig medlidenhed og forståelse for Ophelie var opstået i mig. Ophelie kiggede uforstående på mig, som om det var en selvfølge, at hun skjulte arret. Hun så det som en fejl. Mærket, var det ord, de havde brugt om Silicia og jeg, da de fandt os i netop disse skove for få dage siden. Men i mine øjne var arret ikke en skønhedsfejl, så jeg så mildt på hende og forklarede, "Du har overlevet en vampyr. Vær stolt af det."

Hun så fra mig til tørklædet, hun havde knuget så hårdt i sin hånd, at hendes knoer var blevet nærmest hvide på hendes ellers solbrune hånd, og jeg fornemmede, at hun løsnede lidt op. Den hvide farve fortog sig, og hendes øjne genfandt deres sædvanlige mandelform. Så lod hun tørklædet falde og opsluges af vegetationen i skovbunden, før hun stak pilen i sit kogger og vendte sig for at begynde at gå. Alt sammen uden hverken at skænke mig et blik eller sige et ord. Først da hun var nok ti meter væk fra mig, så hun sig over skulderen.

"Du kan jage," konstaterede hun, mens hun fortsatte mod mit nedlagte bytte, der var blevet efterladt, hvor det var faldet, "Så kan du vel også hjælpe mig med at slæbe."

Og det, tror jeg, var dét. Ophelies og min fredsslutning. Sådan skulle det altså gå til. Det var ikke blevet sagt højt, men jeg mærkede en vis opmuntrende respekt fra Ophelie. Jeg følte mig som en lille pige, der endelig havde fået lov til at hoppe i sjippetov med de andre piger i skolegården. Så selvfølgelig løb jeg efter hende for at hjælpe.