√ | Som Natten, så Dagen

14.5

Vi blev afbrudt af et tordenbrag så kraftigt, at væggene syntes at ryste. En tyk, mørk masse spredte sig under loftet og optog hurtigt luften i rummet. Det var en kulsort røg, og jeg kunne se Eliyas dække sin mund og næse med sit ærme. Han råbte noget til mig, men stoffet og de mange røgpartikler, der hvirvlede rundt imellem os og rundt om os, dæmpede og utydeliggjorde hans ord. Da han så forvirringen i mit ansigt, flyttede han ærmet fra sin mund og råbte igen.

"Kom væk herfra!"

Men det var for sent.

Panikken spredte sig i mig, da det gik op for mig, at det ikke var et naturligt tordenbrag, og at der ikke var opstået ildebrand i nærheden. Jeg kendte den lyd. Jeg havde hørt den før.

I næste øjeblik kunne jeg fornemme hans skikkelse i røgen. Selvom han var gennemgående mørk at se på med sit sorte tøj og mørke hår, strålede hans grønne øjne, og jeg var ikke i tvivl. Han trådte et skridt mod os fra det mørke hjørne, han var dukket op i. Han tæmmede røgen, så det blev nemmere at se.

Dér stod han. Ramon. Min enæggede tvilling og min diametrale modsætning. Eliyas var faret op fra sengen og stod nu i den ene ende af rummet med ansigtet stift rettet fremad. Ramon trådte igen nærmere. Hans smil var faretruende, og jeg holdt mig tæt til Eliyas, selvom jeg udmærket vidste, at jeg ikke kunne gøre noget for at beskytte ham mod den ondsindede Gud. Jeg var her ikke rigtigt. Eliyas stod fortsat rolig og fulgte hver en bevægelse, der bragte Ramon tættere på os, på ham. Jeg fornemmede hver en muskel i hans krop være spændt til bristepunktet, klar til kamp.

Ramon løftede sine to hænder foran sin krop og begyndte at slå dem sammen. Lyden føltes underligt tom og dæmpet på grund af røgen i rummet.

"Se lige, hvem der har lært at astralprojektere," sagde han med et djævelsk smil og holdt inde med sin klapsalve. Han skiftede forventningsfuldt sit blik mellem Eliyas og jeg, men ingen af os udviste nogen lyst til at give ham den tilfredshed at reagere på hans provokation.

Da han stod ansigt til ansigt med Eliyas, greb han ud efter Eliyas, og selvom jeg forsøgte at stoppe det, trængte han lige igennem mig som det spøgelse, jeg var. Men Ramons hånd lukkede sig om Eliyas' hals og strammede til. Begge Eliyas' hænder søgte hurtigt Ramons underarm, men det gjorde ingen forskel. Hvordan gjorde han det, hvordan kunne han væreher?

"Men, åh, du kan ikke transferere," hans ansigtsmimik forvandlede til et hånligt trist udtryk, da hans blik skiftede fra Eliyas til mig, "En skam, at I ikke kan røre hinanden, ikke kan kysse. Ikke kan være sammen."

"Stop!" råbte jeg, nyttesløs og uduelig som jeg var lige nu. Selvfølgelig gjorde han ikke, hvad jeg sagde, jeg havde ingen magt over ham, som han havde over mig. Selv min tåge reagerede, og den krøb over gulvet og hen til Eliyas' fødder, greb om dem, som kunne den føre ham væk herfra. Men det kunne den ikke.

"Er hun ikke lidt over din standard, Dødsengel?" spurgte han, som om han ikke holdt så stramt om Eliyas' hals, at han var ved at skille halshvirvlerne, der udgjorde hans rygsøjle, ad i nakken. Eliyas kunne ikke svare, kunne ikke få luft. Det eneste, han formåede, var at sende en regnsky af spyt lige mod Ramons ansigt. I næste øjeblik slyngede Ramon ham gennem rummet med en uvirkelig styrke, som ikke engang Eliyas besad. Mit skrig gav genlyd i mit eget hoved, men med den tunge røg i rummet tvivlede jeg på, at de andre overhovedet ænsede det. Mine tanker fandt på trods af min modvilje og min desperate kamp tilbage til dén dag på båden, hvor jeg sidst havde set Ramon. Jeg stirrede blindt lige frem for mig, mens min underbevidsthed kastede billeder af en brændende Alonzo mod mine nethinder som lysbilleder i et diasshow. Et hoved og en krop, adskilt så let som at knække en tør pind. Det kolde blod, der ramte min kind, og de besynderlige, hvide flammer, der åd sig igennem begge dele af den døde vampyr. Både Alonzo og Ramon havde hjemsøgt mine drømme lige siden, og jeg ville aldrig glemme deres ansigter.

"Jeg beder dig," gispede jeg, "Hvad vil du?"

Men min bøn blev ikke hørt. Det næste gik så hurtigt. Eliyas kom op at stå i en sådan hastighed, at mine øjne ikke kunne følge med. Han forsvandt, sløret af sin hastighed, og dukkede op i nærheden af skrivebordet. Forsvandt igen, og næste gang, mine øjne fandt ham, slyngede han sit sværd mod Ramon, der ikke havde flyttet sig en centimeter. Jeg så håbefuldt til, mens Ramon roligt løftede sin ene hånd for at tage imod slaget.

Sværdklingen mødte hans håndflade, og jeg troede, at det skarpe våben skulle splitte hans arm i to for at slå igennem hans skulder og helt ned til hans kolde hjerte. Jeg håbede på det. Så meget, at jeg næsten så det ske. Så blodet flyde fra det store, åbne sår, tykt og mørkt og klamt som mudder eller stinkende kloakvand. Jeg så livet forlade hans øjne og det sadistiske smil stivne på hans læber. Og hans terrorisering af denne verden ville endelig ophøre.

Men det var ikke dét, der skete. Metallet mødte Ramons hud og intet blod dryppede. Han tog fat om klingen, og mens Eliyas' styrke fortsatte i samme retning, bøjede sværdet i en trist vinkel. Jeg kunne ikke tyde, om Eliyas havde forventet, at det ville virke. Han slap sværdet, og det ødelagte våben klingede mod gulvet, da Eliyas trådte et skridt væk fra sin modstander. Ramons ene hånd forsvandt.

Forsvandt?

Jeg kiggede igen. Hans hånd og hans underarm var blevet opslugt af røg, og gennem mørket glimtede noget rødt. Det fik mig til at se ned på min egen arm, der tilsvarende lyste i kølige, turkise nuancer. Da jeg atter så op, mødte Ramon mit blik, og han så mig lige ind i ansigtet, mens hans hånd trængte ind i Eliyas' brystkasse.

Eliyas stivnede, og jeg kunne læse smerten i hans ansigt, da Ramons hånd blev til kød og blod igen for at gribe om Eliyas' hybridhjerte. Jeg var sikker på, at jeg kunne mærke tårerne glide ned ad mine kinder i en lind strøm tilbage i den bevidstløse krop, jeg havde efterladt et sted, ingen ville finde, ved søen.

Jeg stod med åben mund, ordløs og magtesløs og så til, mens Eliyas måtte vride sig i smerte men samtidig bevæge sig så lidt som muligt med Ondskabens hånd om sit hjerte.

Det næste så jeg ikke selv komme. Jeg hørte mig selv råbe et umenneskeligt smertefuldt nej, og jeg fornemmede min tåge, min trofaste ven, samle sig for fødderne af mig og styrke mig, da jeg kastede mig mod dem, mod Ramon.

Jeg fløj ikke igennem ham. Min energi slog mod hans energi, jeg virkelig ramteham, og jeg rev ham med mig væk fra Eliyas, som en rovfugl, der angriber en mindre, intetanende fugl midt i dens tur over himmelen, fordi den havde forvildet sig ind på forkert territorie. Eliyas var mit territorie.

Tåge og røg blandede sig som regn, der møder aske i luften, og blev til en underlig form for luftbåret mudder, der omringede os, da vi blev slynget ud af den Verden, vi havde befundet os i, og ind i limbo. Intetheden. Mine øjne fandt ham gennem den tykke luft. Fra det sted, hvor hans pande ville have været, skinnede der et symbol ligesom mit. Og ligesom mit var en prik i centrum, men hans symbol var en brudt cirkel. En halvmåne i stedet for en sol. Og mens mine lys snoede sig blødt og elegant om min krop som noget organisk og venligt, var hans takkede og rå, som en stenoverflade, der blev brudt af helvedesvarm lava nedefra, dødbringende og farligt.

"Du er blevet stærkere siden sidst, jeg så dig," begyndte han, mens han bevægede sig langsomt rundt om mig på sikker afstand midt i stormen, der var frembragt af mødet mellem de to magter, "Den dag sad du hjælpeløst på dine knæ og rystede. Var det første gang, du så en mand dø? Forhåbentligt ikke den sidste. Du er stadig hjælpeløs mod mig. Men du er blevet modig, hva'? En rigtig arrig tøs. Vis mig, hvad du kan."