√ | Som Natten, så Dagen

9.5

Tidligere: Amelia lærer forsat mere om både sig selv, sit liv som Gudinden Lux og om den verden, hun er blevet en del af. Selvom hun befinder sig i en by i bjergene, er det lykkedes hende at forlade sin krop og opsøge Eliyas, som hun finder ved en ruin ved solopgang. Det er her, hun ser dem:

9.5

De fløj ikke forvirret rundt i en hvirvelvind, som jeg først havde fået indtryk af. De bevægede sig nærmere i elegant ekstase. Med udstrakte lemmer – arme og ben såvel som vinger – nød de den frie følelse af luft omkring dem; af vægtløsheden, som jeg også selv kendte. Pludselig længedes jeg efter at lade vægtløsheden omslutte mig; at flyve med dem, og tage del i hvad, der lignede en sværm af små fugle på denne afstand. At være en del af en sameksisterende organisme og samtidig nyde den lykkelige frihed med dem; at strække mine arme og ben og mærke vinden omkring mig, mens min krop blev lyst op af den gyldne solopgang.

Da jeg langt om længe fik vristet mit blik væk fra den betagende seance, der udspillede sig over horisontlinjen langt fra os, vendte jeg mig mod Eliyas for at opdage, at han ligeledes var optaget af englenes dans i luften. Men mens jeg selv havde set til med fryd, lå der i stedet et bedrøvet udtryk over Eliyas' ansigt. Jeg åbnede munden for at sige noget, for at spørge ham, hvad der var galt. Men før, ordene faldt på plads, fangede en bevægelse lige bag os min opmærksomhed, og jeg gispede.

"Dine vinger," udbrød jeg overrasket, "Du har vinger!"

Ja, okay, jeg ved godt, at jeg længe havde vidst, at han havde vinger, men nu var de virkelige. Jeg kunne se dem, og ikke som en refleksion, som han tidligere havde angivet som den eneste måde at se dem på. Første gang, jeg havde set dem, havde været i bølgernes brus på skibet, hvor de i høj grad bare havde lignet en sort batmankappe, der indrammede hans skikkelse. Anden gang havde været da han havde hidkaldt mig, hvor jeg havde set dem i spejlet som et par store kragevinger. Kulsorte, som om de nærmest opslugte al lys, de blev ramt af. Denne gang var de sorte fjer blanke og indbydende i solens gyldne skær. De store vinger mindede mig nu mere om en elegant sort svane end en mørk krage, som de havde gjort det, da jeg så dem i spejlet ved mit sidste besøg hos Eliyas. Jeg rakte ud for at lade min hånd køre over de glatte fjer, men den faldt lige igennem. Nårh, ja, jeg var stadig bare luft og lys.

"Ja," sagde Eliyas kortfattet og kiggede sig over skulderen på de majestætiske lemmer, der stak ud af ryggen på ham og hang ned over murbrokkerne. Han rakte om bag sig for at lade sin hånd glide over fjerene, akkurat som jeg ville have gjort det, og fjerene glitrede ved bevægelsen. En af dem sad løst og faldt af da Eliyas rørte ved den. Den var omtrent så lang som min egen underarm, og den dalede nu fredfyldt mod stenene mellem os. Han samlede den op og holdt den ud foran sig i tavshed, mens vi begge betragtede den smukke fjer, der nu ved nærmere undersøgelse syntes at reflektere alle regnbuens farver i sit skær. Det var i hvert fald, hvad jeg selv syntes om den. Men Eliyas virkede mere til at se på den med en snært af foragt i sit blik.

"Hvorfor flyver du ikke med de andre engle?"

Spørgsmålet røg ude af mig, før jeg havde tænkt det igennem. Måske en af følgerne ved at min hjerne teknisk set ikke havde forladt min krop og nu lå bevidstløs i dalen. Eliyas kiggede stift ned i jorden, da han svarede.

"Mine vinger har altid været sorte," sagde han monotont og dystert og trak på skuldrene i ligegyldighed, men jeg vidste bedre. Jeg kunne se på ham, at han hadede det.

"Jeg har aldrig kunne flyve med de andre ved solhverv. Kun hvide vinger kan bære," fortsatte han, "Men de ved ikke, at jeg blev både vampyr og engel den nat. De ved kun, at jeg er vampyr. De ville dræbe mig, hvis de vidste det. I denne verden kan man ikke være både god og ond – det er menneskeligt."

"Det er jo fuldkomment tåbeligt," sagde jeg, igen uden at tænke mig om, "Du er jo supervampyr; du kan tåle solen–"

"Ja," afbrød han mig, "Derfor er jeg for stærk. Hybriders eksistens er en trussel for begge parter. Hvis de havde bare en anelse om det, ville jeg være jagtet af alle."

Et kort, humorløst ha! forlod mine læber.

"Velkommen til min verden," sagde jeg modløst. Siden jeg blev bragt til denne verden, havde jeg vitterligt været på flugt fra alle. De eneste, der ikke var efter mig (endnu), var menneskene. Jeg skulle bare holde på min hemmelighed, og så var jeg i sikkerhed.

"Hvor er du, Amelia?" spurgte han og så mig i øjnene med det mest fortabte blik, jeg nogensinde havde set, "Du er ikke hos Englene, du slap væk fra Vampyrerne. Er du død?"

Jeg rystede på hovedet og havde lyst til at fortælle ham alt. At jeg havde det godt; at jeg var sammen med Silicia; at vi i vores flugt fra Barion havde fået hjælp af de to brødre, Edam og Adar; at vi havde fået ly i den frelste by, Civitas Salvus. Men jeg kunne ikke fortælle ham det. Jeg kunne ikke risikere at bringe menneskebyen i fare, for hvis Eliyas kunne finde mig, så kunne Genevria og Ramon også. Så med et stik i hjertet sendte jeg ham et bedrøvet smil.

"Jeg er i sikkerhed," svarede jeg og lagde min hånd over hans på stenene (en symbolsk gestus, for han kunne jo ikke mærke den, og jeg kunne ikke mærke ham), "Det er det vigtigste."

Han så ned på vores hænder og nikkede langsomt med sammenknebne læber og rynkede øjenbryn uden at sige mere. 

-------------------------------------

Forfatterbesked: Heeej kære læsere! Jeg har den seneste uge ikke været super rap på tasterne, selvom jeg har haft den vildeste lyst til at skrive. Der skete nemlig dét, at jeg er blevet tilbudt den skønneste lejlighed, så hver gang, jeg har åbnet computeren for at skrive, er jeg endt på boligforeningens hjemmeside for at kigge deres billeder igennem 117 gange, eller på google maps/earth for at forgabe mig i området eller gå turen til min skole gennem streetview. Jeg er så nederen, jeg ved det.

Nå, men her i dag fik vi så mailen om, at vi havde fået den, så nu har jeg endelig ro i sindet til at skrive igen! 

Brochmann <3