√ | Som Natten, så Dagen

7.3

Forfatterkommentar: I må undskylde, at det blev så sent, men jeg var ude i at tegne scenen i det følgende kapitel. Det viste sige så, at det tager lidt længere tid, end jeg lige havde regnet med, så det må  I have til gode til en anden gang. Til gengæld er kapitlet langt og – efter min mening – ventetiden værd! Skynd jer at læse, for der sker noget, jeg tror vi alle har ventet på. ;-)

– Kys kys, Brochmann

Tidligere: Amelia og Silicia er sluppet helskindet fra vampyrene, og nu har de slået sig sammen med de to brødre Edam og Adar om det fælles mål at undgå vampyrerne. Men maden er ved at være knap for de fire mennesker, og ingen ved, om der er mad til ugen ud. Lige inden Amelia går i seng, oplever hun et nyt vejrfænomen: Sne om sommeren, og Edam forklarer, at det er en hændelse, der sker oftere og oftere, siden vampyrernes tiltagende magt.

7.3

Jeg vågnede brat, da en ulidelig smerte kastede sig over mig i bølger. Jeg genkendte denne følelse. Sidst, det var sket, havde min sjæl forladt min krop, og i næste sekund havde jeg fundet mig selv i en mørk gyde foran et barn. Min mave krampede, mine lunger virkede ikke til at ville tage imod luft, og mit hjerte hamrede uregelmæssigt af sted. Jeg kneb øjnene i og gryntede lavmeldt af smerte. Jeg måtte ikke vække de andre, det ville afsløre mig. Jeg var nødt til at bekæmpe det. Jeg spændte hver en muskel af min krop, men alligevel spredte en følelsesløs fornemmelse sig fra mine fingre- og tåspidser. Til sidst var jeg følelsesløs i hele kroppen, og jeg var tvunget til at give slip. Min bevidsthed rev sig løs, og jeg svævede nu under tipiens tag, hvorfra jeg hørte Silicia bande for sig selv.

"Pis, Amelia," sagde hun mens hun gav min kind et par små slag. Som ringe i vandet lyste min krop op i velkendte mønstre fra hendes berøring, og hun sukkede irriteret. Hun tog et fast greb om mine ankler, og jeg så hende kæmpe med at slæbe min krop ud derfra. Hun tænkte det samme som mig: Brødrene måtte for alt i verden ikke se mig sådan. Netop som hun lod mine ben falde til jorden med resten af min krop bag nogle buske udenfor tipien, stak Edam hovedet ud.

"Cia, hvad foregår der?" sagde han og sænkede den pil, han havde spendt ud på buen i tilfælde af fare.

"Ikke kom herover!" råbte hun med sin lyse, paniske stemme og viftede med hænderne foran sig for at afværge ham, "Øh... Jeg har bare lige nogle pigeproblemer, vi lige skal have styr på," Silicia rettede sig op og kløede sig i nakken, mens hun grinte nervøst, "Bare læg dig til at sove igen, vi har det hele under kontrol."

Edam slog øjnene ned ved ordet pigeproblemer og stammede forlegent, "O-Okay. Øh... Råb højt hvis I har brug for hjælp. Jeg er – øh – lige herinde."

Duknakket skyndte han sig tilbage under tipiens skjul, og Silicia bøjede sig over min krop.

"Amelia," hviskede hun, "Kom nu tilbage."

Jeg forsøgte ihærdigt, men jeg var allerede ved at blive trukket væk.

Lux

Navnet havde omringet mig.

Lux, Lux

Jeg famlede i blinde efter noget et hægte mig fast ved. Sidst jeg havde modstået hidkaldelsen, var det min menneskelighed, jeg havde klamret mig til, og jeg forsøgte nu at huske følelsen af blodet i mine årer, hjertets banken i min brystkasse.

Lux

"Amelia, kan du høre mig?" Det var ikke Silicia. Det var en af stemmerne.

"Amelia"