√ | Som Natten, så Dagen

10.5

Tidligere: Amelia har med drengen Adars hjælp opdaget den skat, der gemmer sig i klippetemplet i den gemte menneskelandsby i bjergene. Biblioteket. Eller, måske er bogdepot et mere passende ord for de gamle klippehuler, der huser utallige gamle bøger. Her håber Amelia at finde ud af mere om den verden, hun er havnet i. Men efter at have gennembladret nok hundrede bøger, der alle enten var uforståelige eller tilmed helt ulæselige, giver hun op. Hun havde sat sine forhåbninger uopnåeligt højt, og hendes frustration er tydelig.

Jeg dræbte olielampens svage, uskyldige flamme, før jeg vredt smækkede døren i bag mig og traskede ud fra klippens fugtige mørke.

10.5

På min vej gennem landsbyen passerede jeg diamantstatuen, der på en måde optog månens lys, og stod og glimtede svagt i den tidlige nat. Jeg stoppede op for at betragte den et øjeblik. Den kvindelige engels fredelige ansigtsudtryk beroligede mig en smule, og jeg tog en dyb indånding for at falde ned. Hvordan kunne jeg være godhedens Gudinde, når jeg kunne blive så frustreret? Jeg burde være fredelig, imødekommende og hjertevarm, ligesom den statuerede engel. Mine øjne bevægede sig ned langs de store vinger, før mit blik faldt på soklens inskriptioner. Jeg læste stille hendes navn op for mig selv, som for at sende hende en lille bøn om at dele lidt af hendes godhed med mig.

"Betira Lynnia Fiorenza af Serib," mumlede jeg. Hun måtte have været en meget vigtig person. Jeg satte mig på hug foran granitsoklen og bevægede mine fingre over de nøje indgraverede bogstaver. Under hendes fødsels- og dødsår fulgte den latinske sætning, jeg havde læst en gang før uden nogen som helst forståelse. Men jeg læste den igen. Og igen. Mumlede ordene for mig selv efter bedste evne. Til sidst blev de en remse for mig, mens jeg gik videre hjemad. Som om jeg ville forstå deres betydning, hvis bare jeg gentog dem nok. Det skete selvfølgelig ikke.

Da jeg forsigtigt skubbede døren til Lynns lille, hvide kalkhus op, var de andre for længst gået i seng. Jeg blev budt velkommen af en rytmisk snorken, der kun kunne stamme fra en stor mand som Edam – men eftersom jeg gennem den lange vandring hertil havde sovet side om side med næsten alle i huset uden at bemærke en så insisterende snorken, var den sidste mulighed Lynn. Tanken om, at hendes spinkle skikkelse lige nu lå og brummede som en bjørn, fik et lille smil til at brede sig over mine læber, mens jeg vendte mig mod døren for at lukke den langsomt i under dens svagt knirkende protester.

Jeg vendte mig for at gå mod Adars gavmildt udlånte værelse, da en skikkelse kom mig i møde i gangen og blokerede min vej.

"Edam," gispede jeg og grinte per refleks, "Jeg fik et chok."

"Fandt du, hvad du ledte efter?" spurgte han lidt mere køligt end jeg havde værdsat. Jeg havde ellers gået og troet, at vi var ved at blive venner igen. Eller – venner er måske så meget sagt, men at han i hvert fald accepterede min eksistens, var da heller ikke for meget forlangt.

"Nej," svarede jeg kort og fattede mig selv, før jeg forsøgte at mande mig op og beslutsomt tilføjede "Men jeg skal nok finde det."

Jeg skulle også nok genvinde hans respekt og tillid. Og forhåbentligt også hans venskab. Han var bare defensiv overfor fremmede, mulige fjender. Og da jeg fortalte ham, at jeg var fra en anden verden – selvfølgelig uden at nævne, at jeg ikke var et menneske – blev jeg fremmed for ham. Han nikkede kort med et brummende Hm.

"Gill har anmodet om din og Cias tilstedeværelse i rådlokalet i morgen," sagde han i en underligt fjern og formel tone, som om han afleverede en stævning, "Få noget søvn."

Med de ord vendte han siden til mig som for at vise, at nu måtte jeg godt få adgang til gangen, han ellers havde spærret. Jeg stod lidt nogle sekunder og betragtede hans seriøse ansigtsudtryk i min egen forvirring, før jeg passerede ham og skyndte mig ind ad døren til Adars værelse, hvor Silicia lå og sov i Adars seng.

Jeg havde enormt svært ved at falde i søvn efter dén besked, og jeg lå uroligt og vendte og drejede mig på den slidte madras på gulvet. Men det skete altså, at jeg faldt i søvn. Og, som det var sket flere gange de seneste nætter, drømte jeg.

Jeg sad på et hårdt underlag omgivet af klare kvindestemmer, der sang i harmoni. Lyden gav genlyd i det akustiske rum og omringede mig som en blød sommerbrise så mild, at dens retning ikke er til at bestemme. Jeg kunne mærke det bløde stof, der dækkede mit hår, falde over mine skuldre og bevæge sig i takt med min kæbes bevægelser. Når min brystkasse hævede sig for at trække vejret dybt, blev jeg hele tiden holdt bevidst om det kolde sølvsmykke, der faldt mod min bare hud lige over mit hjerte, under det sorte stof, der dækkede min skikkelse. I mine hænder knugede jeg en lille og kompakt, men skrøbelig, bog. Den var åben, men jeg kiggede ikke i den. I stedet var mit blik stift rettet mod motivet, der var malet på væggen under rummets hvælving lige fremme for mig. Det var en kvinde, hvis hår var dækket lige som mit eget. Den kongeblå kappe strakte sig fra toppen af hendes hoved, faldt elegant over hendes skuldre og bredte sig over den store, guldbelagte stol, hun hvilede i. Bag hendes hoved markerede en cirkel af guld hendes guddommelighed. Hendes milde blik var rettet mod spædbarnet i hendes favn. Det var Jomfru Maria.

Jeg behøvede ikke at kigge i den åbne samlebog i mine hænder, for jeg kunne ordene udenad. Mine læber bevægede sig systematisk, mens luften kontrolleret forlod mine lunger, og tonerne udsprang fra mit stemmebånd for at stemme i med mine Søstre omkring mig.

Jeg var ikke bevidst om ordene, der udgjorde versene. Jeg kendte dem for godt, og jeg opfattede dem ikke længere som individuelle ord med en betydning, men som en helhed, der formede den harmoniske rytme og spredte sig i klosterkirkens store rum.

Jeg forsøgte at koncentrere mig, som om jeg – Amelia – var bevidst i drømmen. Jeg lyttede til lyden, der blev reflekteret fra kirkens stenmure. Fokuserede på de andre nonners sang. Sangen begyndte at adskille sig i vers, og versene i ord.

"Qui tollis peccata mundi," sang de, men jeg forstod det ikke, "miserere nobis."

"Qui tollis peccata mundi," sangen fortsatte, og jeg dykkede ned i mit drømme-jegs tanker, "suscipe deprecationem nostram."

"Du, som sidder ved Faderens højre hånd," jeg mistede kortvarigt fatningen, da jeg et flygtigt øjeblik forstod sangens latinske ord, "miserere nobis."

Havde der bare været en ikke-latinsk sætning? Nej, det kunne ikke være. Jeg måtte bevare koncentrationen. Så jeg prøvede igen. Koncentrerede mig, fokuserede på stemmen, der forlod min hals. Ordenes form i mit drømme-jegs bevidsthed.

"Thi du alene er hellig."

Det virkede. Hold fast. Vær sikker.

"Du alene er Herre, du alene den højeste."

Jeg forstod. Jeg sendte mit drømme-jeg et tak, selvom jeg vidste, at hun ikke kunne modtage det. Hun var jo død for længst. Hendes bevidsthed var mig nu.

------------------------------

Forfatterbesked: Nyt, nyt, nyt! Jeg har skrevet, til mine fingre blødte (overdrivelse), og til trætheden overmandede mig i nat (sandt), på de næste to-tre kapitler i min bog. Jeg er sprunget forvirret rundt mellem nok fem forskellige scener, da jeg slet ikke har kunnet finde rundt i min pludselige inspiration til historien. Det vælter bare frem til mig lige nu, og jeg kan ikke vendte med at dele det med jer!

The plot thickens...

Jeg ved ikke, om man skal give credit eller noget, men tak til Akademisk Orkester og Kor for deres online oversættelse af salmen "Gloria in excelsis Deo".

Derudover vil jeg gerne sige tusind tak til jer, der allerede har stemt på min bog i Fantasy-kategorien i xlesterrxs Danish Fiction Awards 2018. Og til jer, der ikke lige har fået det gjort endnu, får I lige en friendly reminder om, at det ville gøre mig utroligt glad. For ikke at nævne, at passionerede læsere er lig med en motiveret forfatter og hurtigere opdateringer ;-)

Og rigtig glædelig, sommerlig fredag eftermiddag!

Kh Brochmann