√ | Som Natten, så Dagen

13.5

Tidligere: Amelias dag starter med at nedlægge en kronhjort i fællesskab med hendes jægermakker, Hugo. Tilbage i landsbyen er Edams skepsis overfor hende ikke længere til at holde ud, og hun må gøre noget for at genvinde den tillid, han viste hende, dengang han og Adar tog Amelia og Silicia med til bjerglandsbyen Civitas Salvus.

13.5

Under den timelange vandretur tilbage gennem skoven og den mørke grottegang, hvorefter slalomstien slangede sig ned ad bjerget, blev det ganske klart for mig, at jeg havde vækket Fioras interesse. Det var der vel ikke noget at sige til – vi var nogenlunde jævnaldrende, og der var ikke mange piger i byen, hun ellers kunne dele sine jagt- og bueskydningsinteresser med.

Mens hun gik, hoppede hendes krøllede hår op og ned i takt med hendes fødders rytmiske bevægelse. Hendes hænder dansede gestikulerende gennem luften, som om de udførte det dukkespil, der passede til hendes ord, mens hun snakkede. Lige bag os gik hendes bror Beta sammen med Hugo, og mellem sig havde de dagens præmiefangst. Forrest i troppen førte Ophelie an med sin lange, leverpostejsfarvede fletning svingende efter sig, mens hun gik.

"Hvad skal du egentlig have på i morgen?" spurgte Fiora og talte om festlighederne. Hendes spørgsmål kom bag på mig. Det var længe siden, jeg havde tænkt over, hvad jeg havde på af tøj, og jeg fik et kort flashback til mit afgangsbal for kun måneder siden, i hvilken anledning kjoler og dates havde været det eneste, pigerne på min årgang kunne snakke om hele året.

"Det er en tradition, at kvinderne bærer hvidt for at mindes Betiras hengivenhed til Lyset," forklarede Fiora, da hun opfangede min forvirring, "Jeg går egentlig ikke op i den slags, jeg ville bare høre, om du havde noget at tage på?"

Jeg rystede skyldigt på hovedet og tilføjede, at Lynn måske havde en hvid trøje, jeg kunne låne.

"Nejnejnej," viftede hun med hænderne for at feje mit forslag væk, "Vores mor er syerske, og hvert år laver hun en ny kjole til mig. År efter år topper hun den forrige med en endnu smukkere kjole. Vil du ikke have den i år? Jeg tager bare en af de gamle på. Jeg er sikker på, at vores mor ville elske at se hendes kreation på en, der faktisk kan bære hvid – jeg ligner simpelthen bare et genfærd."

"Er du sikker?" tøvede jeg og så på hende efter spor på, at hun bare tilbød det for at være høflig, "Jeg vil meget gerne bare låne en af de gamle, hvis jeg må."

"Jajaja, helt sikker," sagde hun og stak sin ene arm ind under min, så vi gik arm i arm, som tætte veninder gjorde det, "Kom med os tilbage, så kan du prøve den på, og vores mor kan rette den til, hvis den ikke passer helt."

"Tusind tak," sagde jeg oprigtigt overvældet over hendes venlighed. Det var mennesker som Fiora, der var helt igennem rare, jeg måtte kæmpe for at beskytte mod Mørket. Pludselig mærkede jeg modet strømme igennem mig fra stedet, hvor min arm rørte hendes, og min forestående selvmordsmission virkede lidt mindre umulig.

"Åh, Am, du bliver gudeskøn i den!" hvinede Fiora, og jeg kom til at grine af ren og skær lettelse over, at jeg kunne tilføje endnu en person til min liste over de, som havde accepteret mig som en del af deres samfund.

Tilbage i landsbyen passerede dagene hurtigt, mens folk fulgte deres sædvanlige rutiner: arbejde i den selvvalgte sektor fra morgenstunden, frokost med familien, tilbage til arbejdet om eftermiddagen, før friheden var opnået om aftenen.

Efter frokosten ved Lynns bord fangede jeg Edam. Jeg havde stadig ikke fundet ud af, præcist hvad hans ansvar i landsbyen var – udover at plotte imod mig. Det var tre dage siden, han sidst havde talt til mig ved aftensmaden, da han udstrakte invitationen til Nytårsfejringen til mig. Det var i morgen, byens fødselsdag blev markeret, og jeg var spændt på, hvad der skulle foregå ved solnedgangens ceremoni.

Edam så på mig med ligegyldighed og en forventning om, at det, jeg ville ham, hellere måtte være hans tid værd. Jeg skjulte min nervøsitet, da jeg rakte ham papirerne.

"Jeg har oversat en journal," sagde jeg og forsøgte at lyde neutral, da jeg fortsatte, "Og jeg syntes, du skulle læse den, før jeg giver den til Gill."

Edam var tavs et par sekunder, mens han stirrede på papirerne for enden af i min udstrakte arm. Jeg havde svært ved at læse hans blik, men jeg fornemmede en god blanding af foragt og oprigtig nysgerrighed. Da han løftede sit ansigt og mødte mine øjne, så han en smule trist ud. Nej – forrådt.

"Hvordan kan du påstå, at du er fra en anden verden, når du tilfældigvis taler det sprog, der har været glemt af alle i århundreder, og alligevel komme her of fortælle os, at alt, hvad vi har troet på, er en forskruet løgn?" spurgte han og forsøgte at hviske kontrolleret, så de andre, der ikke kendte til mine påstande, ikke skulle høre ham. Men mellem hans sammenbidte tænder, lød det mere som et langt hvæs end en sætning, "Hvad er du i virkeligheden?"

"Jeg siger ikke, at det giver mening," sukkede jeg og holdt fortsat stakken med mine skriblede kragetæer ud mod ham, "Jeg ved ikke, hvad der foregår, men jeg prøver i det mindste at finde ud af det."

"Bare pas på, du ikke spreder falskt håb blandt folk," advarede han, "Hvad nytter det i sidste ende, om Lux skulle forestille at være menneskehedens forsvarer, når hun alligevel ikke er her."

"Vil du læse den eller hvad?" spurgte jeg lidt for spydigt til min smag. Jeg var træt af, at han opførte sig som et barn, når jeg – bogstaveligt talt – lige havde givet ham en udstrakt hånd for at overkomme den manglende tillid mellem os. Jeg viftede papirerne foran ham en sidste gang, og han greb dem endelig.

Jeg havde måske lidt forestillet mig, at han ville storme væk herfra eller rive stakken i stykker foran mig. Men han blev stående og så faktisk på det, jeg havde skrevet. Han sagde ikke noget og kiggede ikke på mig, mens han skimmede den første side. Sikkert for at afgøre, om jeg fyldte ham med løgne og pure opspind.

"Hvad er det der?" spurgte han og placerede sin finger bestemt på papiret.

"Et ettal?" sagde jeg uforstående, da jeg lænede mig nærmere for at se, hvad målet for hans finger var.

"Ja, tak, det ved jeg da godt," fnøs han fornærmet, "Men hvad gør det dér?"

Jeg stirrede på hans pegefinger under mit håndskrevne ettal et par sekunder for at finde ud af, hvad der dog kunne være galt i, at jeg skrev sidetallet nederst i yderste hjørne. Var det ikke oftest der, man skrev sidetal? Så gik det op for mig.

"Det er da et sidetal," sagde jeg, som om det var indlysende. For det var det jo egentlig, "Så man kan holde styr på rækkefølgen, eller huske hvor langt, man er nået. Har du aldrig læst en bog?"

Det var ikke min mening at lyde anklagende eller antyde, at han var dum – men det var simpelthen urealistisk for mig, at man ikke kendte til konceptet. Til min overraskelse rystede han på hovedet, mens han undersøgte nederste hjørne på næste side for at finde mit total; så mit tretal; firtal, og så videre.

"For os har bøger aldrig været til for at læse. Vi har jo aldrig haft nogen, vi faktisk kunne læse, i modsætning til dig. Det er heller ikke alle her, der overhovedet besværer sig med at lære det. Der er ikke det store behov for at kunne læse eller skrive."

Jeg tror, det var den mest neutrale tone, jeg havde hørt fra ham længe. Måske gjorde jeg fremskridt.

"Det er jeg ked af," sagde jeg en smule akavet. Det var helt sikkert ikke det rigtige at sige i situationen, men jeg vidste simpelthen ikke, hvor jeg havde ham, og det var helt sikkert bedre end bare at sige nå.

"Det burde du ikke være," sagde han med et skuldertræk og vendte ryggen til mig for at gå. Jeg vidste ikke, om han havde tænkt sig at læse den, eller om hans motiv bare var at spilde min tid, så jeg ikke kunne give oversættelsen til Gill med det samme.

-------------------------

Forfatterbesked: Tænk at leve et sted, hvor bøger ikke er til for at blive læst!

Vi er nået et stykke ind i maj måned, hvilket betyder, at jeg er travlt optaget med eksaminer. Jeg har dog forberedt nogle kapitler til jer, og det har været SÅ svært ikke bare at dele det med det samme, men jeg satser på ét styk lækkert kapitel hver weekend.